Plejehjemspersonale tilbydes nu coronatest i arbejdstiden

Medarbejdere på plejehjem og i hjemmeplejen anbefales og tilbydes nu at blive testet ugentligt for covid-19.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ganske få i de ældste aldersgrupper er ikke vaccineret, men med et forestående efterår og vinter vil kommuner, regioner og regeringen alligevel gøre en indsats for, at smitten holdes nede på plejehjem og i ældreplejen.

Medarbejdere på plejehjem og i hjemmeplejen anbefales nu at blive testet ugentligt for covid-19. Der er tale om pcr-test, og den kan foretages i arbejdstiden.

Det er resultatet af en aftale mellem regeringen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening (KL). Aftalen blev godkendt onsdag, oplyser KL i en pressemeddelelse.

»Vi skal fortsat passe godt på vores ældre borgere, selvom covid-19 er begyndt at slippe sit tag. Det vigtigste værktøj, vi har mod virussen, er vaccinen,« udtaler KLs næstformand Martin Damm i meddelelsen.

»Og derfor har myndighederne også besluttet, at ældre og sårbare skal tilbydes et tredje stik. Men vi går snart et efterår og en vinter i møde, hvor tidligere erfaringer viser, at risikoen for smitte øges netop her,« lyder det.

Aftalen betyder, at vaccinerede medarbejdere på plejehjem og i hjemmeplejen anbefales at tage en ugentlig test, mens ikkevaccinerede anbefales to ugentlige test.

Der er tale om en anbefaling, og det er derfor ikke et krav, at medarbejderne lader sig teste.

Besøgende til beboere på plejehjem opfordres også at blive testet.

KL bemærker, at der fortsat er fokus på rengøring, udluftning og en høj hygiejnestandard på plejehjem og i hjemmeplejen.

De tre parter har i aftalen også besluttet, at der skal ske en særlig testindsats, når der er større smitteudbrud med coronavirus.

Inden udgangen af året vil regeringen, KL og regionerne revurdere testindsatsen.

96,4 procent af borgerne i vaccinegrupperne 1-9 – der blandt andet tæller borgere over 65 år, sundhedspersonale og særligt udsatte – er færdigvaccineret mod covid-19.

/ritzau/