Nu er julens store rejsedage begyndt – dette tidsrum bør du undgå at køre i
Nedtællingen til juleaften har for alvor sat ind, og fredag vil trafikken hovedsageligt bevæge sig fra hovedstadsområdet og mod Jylland.

Nedtællingen til juleaften har for alvor sat ind, og fredag vil trafikken hovedsageligt bevæge sig fra hovedstadsområdet og mod Jylland.

Det kan ende i voldsom trængsel og alarm, når tusindvis af bilister i dag og i morgen sætter kurs mod deres juledestinationer.
Og lillejuleaftensdag er den helt store rejsedag.
Her går trafikken hovedsageligt via E20 fra hovedstaden over Fyn mod Jylland.
»I år skal man være opmærksom på, at der fredag den 23. december mellem klokken 11.00 og 14.00 kan opstå tæt trafik og kødannelser flere steder i landet,« lyder det fra Vejdirektoratet.
Styrelsen anbefaler derfor, at man så vidt muligt helt lader bilen stå i det tidsrum.
Når gaverne er åbnet, anden fortæret, og du skal hjemad igen, er der også særlig én dag, som kan skabe store trafikale udfordringer på vejene.
Få overblikket over Vejdirektoratets forventninger til trafikken i juledagene her:
23. december:
Fredag den 23. december mellem klokken 11.00 og 14.00 kan opstå tæt trafik og kødannelser flere steder i landet. Her går trafikken hovedsageligt fra hovedstadsområdet og mod Jylland. Vejdirektoratet anbefaler derfor, at man så vidt muligt undlader at køre i det tidsrum lillejuleaftensdag.
24. december:
På selve juleaftensdag forventer Vejdirektoratet ikke større forsinkelser eller kødannelser.
25. december:
Heller ikke dagen efter juleaften forventer Vejdirektoratet større pres på vejene.
26. december:
Når julen er veloverstået, begynder trafikken så småt igen, og på 2. juledag forventer Vejdirektoratet stor risiko for kødannelser og forlænget rejsetid. Her vil trafikken bevæge i begge retninger mellem hovedstadsområdet og Jylland. Vejdirektoratet anbefaler, at man så vidt muligt undgår at køre mellem klokken 11.00 og 15.00.
27. december:
Tager du først turen hjemad den 27. december, behøver du ifølge Vejdirektoratet ikke at frygte de store trafikale udfordringer.
Lige meget hvilken dag, man kører, anbefaler Vejdirektoratet at sætte ekstra tid af til rejsen, og at man altid holder sig orienteret om den aktuelle trafiksituation både før og under rejsen på Trafikinfo.dk og ved at lytte til P4 Trafik.
