Mobbeforskeren var selv med til at mobbe: »Jeg glemmer aldrig min mors ansigtsudtryk«

Tyve års forskning i mobning slider, og det gør ondt at høre på børnenes historier om lidelse og sorg. Men mobbeforsker Helle Rabøl Hansen bliver ved. Selv om hun nogle gange sidder og græder ned i tastaturet.

Helle Rabøl Hansen har i over tyve år beskæftiget sig med mobning. Hun begyndte at interessere sig for mobning i forbindelse med sit speciale på jurastudiet om underkastelsesritualer på en flådebase på Grønland. Men en drivkraft i hendes engagement har også været, at hun i sin egen folkeskoleklasse har været med til at mobbe klassekammerater. Handlinger, som hun i dag ville ønske, at hun kunne gøre om. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Det var i 5. klasse i Albertslund i 1970erne. Helle havde selv inviteret klassens piger til fødselsdag, og de øvede alle på en diskodans. Bortset fra to af klassens piger. Dem havde Helle nemlig ikke inviteret. De to piger blev mobbet.

»Jeg glemmer aldrig min mors ansigtsudtryk, da det gik op for hende. Hun gav mig en kæmpe skideballe. Den var så berettiget, og jeg skammede mig helt vildt. Jeg havde intet at sige... Det var stik imod alt, hvad jeg havde lært hjemmefra. Min mor blev så vred.«

Som landets nok mest kendte mobbeforsker er hun gang på gang tonet frem i medier med nye forskningsresultater om mobning i skolen og anbefalinger til lærere, børn og forældre i bøger og foredrag. Da hun i 2012 medvirkede i TV-programmet »Myginds Mission« på DR, hvor hun sammen med skuespilleren Peter Mygind forsøgte at bekæmpe mobning på en helt almindelig folkeskole, oplevede hun endda at blive bedt om at give autografer på en tilfældig tankstation. Meget ofte er det Helle Rabøl Hansens navn, der dukker op, når kommuner, organisationer eller medier har brug for en ekspert i mobning.

At tage på rejse i sit eget liv

Og så var hun ikke bedre selv – dengang i 1970ernes folkeskole.

Hendes egen historie er en væsentlig drivkraft i, at hun nu i over 20 år har arbejdet med forståelse og bekæmpelse af mobning som jurist i børneorganisationer og som forsker. En drivkraft, der også blev bestyrket af, at hun som jurastuderende i 1990erne selv blev mor og deraf stærkt optaget af børns rettigheder, efter at Danmark ratificerede FNs Børnekonvention i 1991.

»Man kan ikke arbejde med mobning uden at komme på rejse i sit eget liv,« siger Helle Rabøl Hansen.

»Jeg har været meget optaget af, hvad der får helt almindelige børn og unge mennesker til at komme så langt ud, at de udstøder andre. Jeg holdt meget af min folkeskoleklasse, og mange er stadig mine venner, men vi var meget brutale. Jeg betragter ikke mig selv som ond eller som en psykopat, og det var mine klassekammerater heller ikke, men alligevel fandt vi et fællesskab i mobning og udstødelse. Hvorfor var jeg med til det?«

»Det kan være så barskt«

Sidste år udgav hun bogen »Mobning«, målrettet Danmarks lærere, hvor hun gjorde status over 20 års arbejde med bekæmpelse af mobning. Et arbejde, der oprindelig begyndte med hendes speciale på jurastudiet om den militære straffelov. I sin løbeklub havde hun tilfældigvis hørt om unge soldater, der skulle have psykologhjælp, når de kom hjem fra flådebasen Grønnedal i Vestgrønland.

Helle Rabøl Hansen og en kollega dykkede ned i historierne om de unge soldater, der skulle gennemgå de mest bizarre optagelsesritualer, hvis de ville optages i det sociale liv på basen. De skulle blandt andet stå nøgne på en række og nulre sidemandens penis. Hvis man fik rejsning, havde man ikke klaret prøven. De, der klarede optagelsesritualerne, fik et dåbsbevis, underskrevet af admiralen.

»Det var helt almindelige unge mænd, der udsatte dem for det. De unge kunne være dine eller mine sønner. Hvad fik dem til det? Og hvad fik sådan en som mig til at mobbe i min folkeskoleklasse? De spørgsmål fik mig til at interessere mig for, hvorfor mennesker bruger mobning som en social overlevelsesstrategi.«

Helle Rabøl Hansen har i mange år forsket i mobning, og de mange barske historier om børns lidelse og sorg kan gøre ondt på forskeren: »Jeg kan føle mig som en krigsfotograf, der kommer hjem fra en slagmark og skal skildre brutalitet, lidelse og sorg,« siger hun. De mange positive historier om alt det, der lykkes, er dog med til at holde hende oppe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Det »hvorfor« har været motoren i Helle Rabøls arbejde og forskning gennem årene. Et arbejde, der har bragt hende tæt på børn og unges fortællinger om lidelse, udstødelse og sorg. Historier, der har fået hende til at engagere sig mere, end neutrale forskere sædvanligvis gør.

»Jeg kan udgive en elendighedsbibel på 20 bind om de lidelser, børnene har været igennem. Det kan være så barskt. Det er så hårdt. Jeg har nogle gange spurgt mig selv, om jeg kan holde til det. Om jeg er stærk nok som forsker, når jeg nogle gange kan sidde og græde ned i tastaturet, mens jeg skriver folks historier. Jeg har ikke elefanthud, og jeg kan føle mig som en krigsfotograf, der kommer hjem fra en slagmark og skal skildre brutalitet, lidelse og sorg. Det gør mig tyndslidt, men de gode historier om alt det, der lykkes, holder mig oppe, og så bruger jeg min forskning til at handle. Jeg vil ikke bare forstå, hvad der sker – jeg vil også være med til at forandre.«

Nyt syn på mobning

Det har hun i høj grad gjort. Helle Rabøl Hansen har som en af forskerne på DPU-projektet »eXbus – Exploring bullying in schools« været med til at udarbejde en ny forståelse af mobning, som i dag er udbredt som det væsentligste teoretiske grundlag i bekæmpelse af mobning i Danmark. Det mest afgørende ved den nye mobbeforståelse er, at den gør op med udpegning af skyld og skam og i stedet fokuserer på, hvorfor der opstår mobning i nogle fællesskaber og skoleklasser, men ikke i andre. Mobning ses som en måde at skabe fællesskab på.

For halvandet år siden sagde hun imidlertid op fra DPU efter længere tids utilfredshed med arbejdsmiljøet og mulighederne for at blive ansat i en forskerstilling. Hun omtaler sig selv som »en utilpasset forsker«, og i dag driver hun med stor arbejdsglæde sit eget konsulentfirma, Rabøl Research, hvor hun bl.a. er rådgiver, sagkyndig og forsker, ligesom hun har været med til at stifte et netværk af uafhængige forskere.

Hendes egen mobbehistorie fik i øvrigt en brat ende, da moren fik arbejde i Grønland, og Helle et enkelt år måtte skifte skolen i Albertslund ud med en skole i Grønland. I den skoleklasse var der ingen mobning, og da hun vendte hjem til Albertslund igen, blev hun ikke en del af den gruppe, der mobbede.

»Det var diskotiden, alle gik med sminke, og jeg var sådan en lidt nørdet flippertype. Jeg gik enormt meget op i politik og elevrådsarbejde og blev næstformand i den nationale elevbevægelse, LOE, og der fandt jeg mit nye fællesskab. Jeg blev ikke mobbet i klassen, men jeg må med skam meddele, at jeg heller ikke var en ridder, der tog mig af de mobbede klassekammerater.«

I hendes nye dagligdag som selvstændig fylder arbejdet med mobning stadig en meget stor del af arbejdsdagen i en kombination af forskning og praksis, og hun er ofte ude i skoleklasser, der er ramt af mobning.
»Jeg har alle årene fortalt min egen mobbehistorie til børnene. Jeg oplever, at det giver mig en adgang til dem, fordi jeg ikke kommer med nogle fordomme over for dem. Jeg er ikke nogen engel, der kommer og udskammer de onde og feje børn i en klasse. Jeg har selv været en del af det.«