»Det varer ikke længe, før vi kan se rollatorer på Christianias stier«

Mens københavnerne er blevet yngre, rigere og mere veluddannede, minder Christiania i dag om et udkantssamfund. Sådan lyder karakteristikken fra forskningschef ud fra nye tal.

»Det er simpelthen lykkedes for Christiania – indtil videre – at undgå gentrificering,« siger 72-årige Ole Lykke Andersen om udviklingen på Christiania i forhold til resten af København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Ole Lykke Andersen bor i et nærmest fortryllet hus på Børneengen midt i København.

Han byggede det selv i 1992 ud af to skurvogne. I dag er det groet til med bøger, LPer, film, kulørte indianerfjer, lammeskindstæpper, fotos af Elvis og alt mulig andet. Vi er på Christiania.

Her forklarer den 72-årige leder af Christianias Lokalhistoriske Arkiv og en af fristadens talsmænd, at han siden 1979 er vokset sammen med den berømte og berygtede selvudråbte fristad, som næsten gror ind i huset gennem de store vinduer på det hvidmalede træhus.

Nye tal, som Københavns Kommune har trukket for Berlingske om christianitterne, viser, at Christiania over de seneste knap 30 år har udviklet sig fra en ung oprører til noget, der snarere ligner en trodsig senior.

Samlet set er københavnerne blevet yngre, rigere og langt mere internationale – f.eks. har 15 pct. af indbyggerne nu ikkevestlig baggrund. Christianitterne er derimod blevet ældre, moderat rigere og kun fire pct. af fristadens borgere har ikkevestlig baggrund.

Dermed tegner tallene også et andet billede af Christiania end det, der ofte handler om den hashhandel, der fortsat foregår 1.000 meter fra politikerne på Christiansborg.

Hans Thor Andersen er forskningschef på Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet og har skrevet doktorafhandling om københavnerne. Han har gennemgået tallene og hæfter sig ved, at fire ud af 925 christianitter – 0,4 pct – i 1990 var i aldersgruppen 60 plus. I dag er 172 ud af 882 christianitter – 19,5 pct – over 60 år.

»Det varer ikke længe, før vi kan se rollatorer på Christianias stier,« siger Hans Thor Andersen.

Ja, det er ikke engang løgn, bemærker Ole Lykke Andersen fra sin sofa på Børneengen.

»Se derovre,« siger han og peger på krykker, der står op ad stuens væg:

»Jeg har lige fået nyt knæ.«

Hverken lyst eller råd til at flytte

De seneste dage har han tygget på kommunens tal for udviklingen i christianitternes alder. Mange flyttede ligesom ham selv ind, da området var et klondyke med f.eks. få fungerende toiletter, og har siden fået mere bekvemme boligforhold.

»Vi har på mange måder etableret det liv og samfund, vi ønskede os. Den anden ting er, at hvis jeg flytter herfra, forlader jeg huset frit og kvit. Jeg er stået af boligmarkedet,« siger Ole Lykke Andersen.

Ole Lykke Andersen, 72-årig christianit

»Vi har på mange måder etableret det liv og samfund, vi ønskede os. Den anden ting er, at hvis jeg flytter herfra, forlader jeg huset frit og kvit. Jeg er stået af boligmarkedet.«


Han bider mærke i, at det samlede antal borgere på over 60 år rasler ned i København: Fra 120.000 i 1990 til 86.000 i 2018. Og han tænker, at ældre ikke er lig med byrde på Christiania. Men han mener også, at flere unge kræfter skal gennem den snævre sluse til Christianias begrænsede boliger, hvis det fortsat skal være en kulturel dynamo i København.

Og så har Ole Lykke Andersen tænkt over, at det i disse år tynder ud i hans egen generation.

»Enkelte er flyttet på plejehjem, mange er døde. Vi har altid haft en vis tiltrækningskraft på misbrugere. Og her er stadig mange, som kan lide at drikke og ryge lidt for meget hash. Man kan sige, hvad man vil om hash – KOL er en medløber,« siger han.

I 1990 var der 480 beboere på Christiania i alderen 30-60 år. I dag er omkring 300 af dem enten døde, flyttet eller blevet plus 60-christianit. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt i, bemærker Ole Lykke Andersen:

»Den udvikling er kun bemærkelsesværdig, når den sammenlignes med resten af København, hvor saneringer, sammenlægninger og omdannelser til ejerlejligheder og generelt stigende boligpriser har presset en stor del af de ældre beboere ud af det centrale København. Det er simpelthen lykkes for Christiania – indtil videre – at undgå gentrificering.«

Tilbage i 1971 væltede en håndfuld unge plankeværket til Christianshavns forladte kaserne. I 1990 var antallet af beboere vokset til 925 med en gennemsnitsalder på 28,8 år. I 2018 havde 882 personer deres bopæl registreret på Christiania og med en gennemsnitsalder på 41 år. Københavnernes samlede gennemsnitsalder er i perioden faldet fra 41,5 til 35,9 år.

Samtidig viser tallene, at mens antallet af beboere på Christiania med en mellemlang eller videregående uddannelse steg fra 84 til 139 1990-2018, er det samlede antal københavnere med samme uddannelsesniveau vokset fra 48.960 til 210.200 i perioden.

Og så er der løn: Christianitternes årlige indkomst er i gennemsnit vokset fra ca. 102.000 til ca. 178.000 kr. i perioden, mens borgerne omkring dem er blevet markant rigere. Resten af københavnernes gennemsnitlige indkomst er vokset fra ca. 167.000 kr. til 319.000 kr.

Men det er vigtigt at fastslå, at tallene kun giver bidder af Christianias samlede billede. F.eks. har kommunen ikke kunnet trække tal for udviklingen i antallet af beboere, som får ældrepleje, som er på overførselsindkomst, eller som er dømt for en lovovertrædelse.

Et udkantssamfund midt i hovedstaden

Man glemmer det let, men for få årtier siden var København temmelig nedslidt, forgældet og død efter lukketid. I dag er hovedstaden i langt højere grad præget af børnefamilier i større, dyrere lejligheder – og så soler vi os i opmærksomhed fra udlandet.

Og selv om Christiania stadig nyder stor opmærksomhed fra turister såvel som nysgerrige danskere, mener Hans Thor Andersen, at det er blevet en tidslomme midt i hovedstaden.

»Sat på spidsen ligner Christiania i dag mere et udkantssamfund end et storbysamfund,« siger han og argumenterer:

Hans Thor Andersen, forskningschef på Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet

»Sat på spidsen ligner Christiania i dag mere et udkantssamfund end et storbysamfund.«


»Det er tættere på forholdene på Lolland og Vestsjælland end på Østerbro: Der kommer flere gamle christianitter – og det går hurtigt nu. De er dårligere uddannede og har lavere indkomster. Tallene fortæller os ikke noget om deres helbred, men vi kan gætte på, at det er ringere end blandt nye københavnere med fine uddannelser og høje indkomster.«

Pernille Steensgaard, journalist på Weekendavisen, skriver i bogen »Københavnerne« fra 2013, at Christianshavn siden grundlæggelsen i 1600-tallet har været præget af provokerende, selvbevidste, frie og frejdige borgere, der fortsat føler sig som en flok øboere i et hav af storby:

»Hvor Ørestad lige om hjørnet er ung og ny, en børneby med konstant forvandling, er Christianshavn gammel og konservativ, trods alle besværgelser om det modsatte. Kun én anden gruppe har paraderne højere oppe; det er christianitterne.«

Det bedste og værste ved at bo på Christiania

Spørger man Ole Lykke Andersen om den bedste ting ved at bo her i dag, peger han på flere. Især at det er lykkedes at holde sammen, når andre har forsøgt at flå det fra hinanden.

»Jeg bor perfekt. Jeg bruger min arbejdsenergi på blandt andet arkivet oppe i Fredens Ark, og så kan jeg gå hjem og hygge med mine naboer i denne her ret idylliske scene,« siger han og kigger ud over Børneengens denne dag noget mudrede græs.

»Den blanding af land og by er fantastisk ved at bo her. Normalt ville jeg have sagt, at vores selvbestemmelse er det bedste, men den er godt nok smuldret. I dag handler det for mange af os om at bevare mest muligt af vores selvstyre.«

Hvad er omvendt det værste ved at bo på Christiania?

»Hashmarkedet er en stopklods for mange ting. Vi er blevet gidsler i en forfejlet hashpolitik. Der er ingen grund til, at vi skal have Københavns hashsupermarked. Hov, er det betjente oppe på volden?,« siger Ole Lykke Andersen og spidser øjnene.

»Næ, det er bare turister. Nej, det værste er nok, at al magt til fantasien er slut. Nu er det al magt til Bygningsstyrelsen og Kulturarvstyrelsen.«

Bliver I også taget som gidsler af kræfterne i Pusher Street?

»Der er en forestilling om, at hvis christianitterne ville, så kunne vi bare gå op og lukke hashmarkedet i Pusher Street. For det første gider man ikke spille idiot for en narkotikapolitik, der er direkte kontraproduktiv. For det andet kunne vi stå der 24 timer i døgnet, og den ville bare flytte sig andre steder hen. Den eneste løsning er, at der lovgivningsmæssigt bliver lukket op for hashhandel andre steder.«  

Had/kærlighed til Christiania

Christiania er den snart 50 år lange historie om danskernes had-/kærlighedsforhold til den både romantiske og rå selvudråbte fristad. I 2012 købte Fonden Fristaden Christiania området af staten for at bevare det som et samlet hele.

Christianitterne har mildt sagt heller ikke været begejstrede for cykelstien, som Københavns Kommune i 2015 lagde gennem området for at forbinde Østamager bedre med Indre By. I første omgang lagde christianitter en kampsten på stien og kaldte det en »fartdæmpende foranstaltning«. Nå, der er nok grænser for frisindet, fnøs kritikere. I dag bliver stien undervedligeholdt, så små huller udgør trodsige bump for dem, der vil gennem Christiania.

Selv om christianitterne med skiftende styrke har blæst på reglerne, er det svært ikke at føle en vis sympati for deres projekt og konsekvens, mener Hans Thor Andersen.

»Hvis man skal være positiv, kan man sige, at de mennesker er stået af den udvikling, som resten af samfundet har gennemgået. Vi andre presses til at være mere og mere effektive og omkostningsbevidste. Der er jo også nogle, som vælger at flytte til Lolland og siger til sig selv, at en høj indkomst ikke gør én lykkelig. Det kan man godt tænke over, når man knokler rundt i det københavnske og i øvrigt skal gøre det, indtil man er 70 år,« siger han.

En, som aldrig lærer at leve med Christiania, er Flemming Steen Munch, gruppeformand for Venstre i København og tidligere talsmand for Københavns Politi.

»I det spørgsmål tegner jeg næppe min gruppe på rådhuset, men jeg mener, at det område havde fortjent en væsentlig bedre skæbne,« siger Flemming Steen Munch.

Dels kaster Pusher Street i hans øjne en uomgængelig skygge over resten af Christiania. Dels mener han, at christianitterne fortsat holder fast i privilegier, som de selv har taget:

Flemming Steen Munch, Venstres gruppeformand i København og tidligere talsmand for Københavns Politi

»De christianitter, der nu er blevet gamle, bor steder, hvor vi andre ikke ville have råd til at bo. De har bare taget det og siger i øvrigt, at der ikke er plads til andre.«


»De christianitter, der nu er blevet gamle, bor steder, hvor vi andre ikke ville have råd til at bo. De har bare taget det og siger i øvrigt, at der ikke er plads til andre.«

LÆS MERE