Massivt flertal for ny konkurrencelov

Regeringens nye konkurrencelov står til vedtagelse med et massivt flertal. VK får både støtte fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti. Kun SF og Enhedslisten stemmer imod.

Partiernes positioner står klart, efter at lovforslaget er færdigbehandlet i Folketingets erhvervsudvalg. Når loven stemmes igennem inden udgangen af denne måned, vil Danmark få en skærpet lov, som skal styrke den fri konkurrence.

Loven vil gøre det lettere for Konkurrencerådet at udtale sig om offentlige konkurrencebegrænsninger, bøderne for ulovlige karteller forhøjes, og reglerne for joint ventures og lokale prisaftaler skærpes.

/ritzau/