AP Pension får højest afkast

AP Pension har overhalet konkurrenterne i disciplinen om at sikre det højeste afkast.

Læs mere
Fold sammen
AP Pension hører til blandt mikroputterne på det danske pensionsmarked, men alligevel har selskabet sidste år været i stand til at bemægtige sig førerpladsen blandt de kommercielle selskaber, når det gælder om at sikre kunderne det bedst mulige afkast.

AP Pension fik et afkast på 9,9 pct. i 2003, mens Danica og PFA må nøjes med godt seks pct. Nordea Pension er helt nede på godt fem pct. Og selv om hverken Codan eller Topdanmark endnu har aflagt regnskab, vil ingen af dem kunne slå AP Pension, når det gælder disciplinen afkast.

Hemmeligheden bag AP Pensions investeringssucces sidste år er, at selskabet har placeret knap 19 pct. af formuen i aktier, hvilket er betragteligt mere end de fleste af konkurrenter. Og samtidig har AP Pension haft en heldig hånd, når det gælder investeringerne på finansmarkederne.

Alligevel ville AP Pension gerne have haft mulighed for at købe endnu flere aktier, men det forhindrer Finanstilsynets skrappe solvensregler.

»Vores aktieandel vil nok stige svagt, men systemet er jo desværre indrettet sådan, at vi ikke kan eje ret mange flere aktier,« siger AP Pensions direktør, Holger Dock.

Han henviser til Finanstilsynets »rød-gul-grøn« scenarier, der betyder, at pensionsselskaberne skal være likvide hver eneste dag.

»Selvfølgelig skal der være regler, der sikrer kundernes opsparing. Men vi mener, at Finanstilsynets regler er for stramme, for det er jo en kendsgerning, at der er tale om langsigtet opsparing. Og da erfaringerne viser, at aktier set over en periode giver et bedre afkast end obligationer, er det jo også i kundernes interesse, hvis vi har mulighed for at eje flere aktier,« siger Holger Dock.

Udover at være direktør for AP Pension er Holger Dock ligeledes formand for brancheorganisationen »Forsikring & Pension«. Og her må han konstatere, at han ikke har den store opbakning til sit synspunkt.

»De store spillere i markedet (Danica og PFA, red.) er ikke så indstillet på, at der skal ske ændringer, som vi er,« siger Holger Dock.