Designerhjem med plads til familien

Designstuderende Christina Lindergård-Bentzens lejlighed i København bærer præg af, at her bor et kreativt menneske. Hendes egen hæklede stol troner midt i stuen, som er indrettet med masser af mønstrede tekstiler.

Den hvide sofa har fået nyt liv ved at fylde den med farverige tæpper og puder. Det gamle hjørnedækketøjsskab er et arvestykke fra Christinas fars hjem. Det lives op af tapetserede stjerner og farverige gemmekasser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Christina Birck

På Østerbro i København lige midt mellem caféer, legepladser og grønne frirum bor designstuderende Christina Lindergård-Bentzen med sin mand Jakob og deres to børn, Selma på fire år og Sigurd på et år. Familien bor i en 84 kvadratmeter stor lejlighed på 3. år og har indrettet sig farverigt med plads til både voksne og børn.

Se Christinas farverige hjem i galleriet til højre

Lige fra man træder ind ad hoveddøren bliver ens sanser påvirket af et miks af tekstiler og materialer, som får selv en gråvejrsdag til at blive farverig. Stilen er meget personlig, da de fleste møbler er arvestykker eller fundet på loppemarkeder og hos marskandisere.

»Jeg kan godt lide, at det hele er lidt uhøjtideligt, og at man bruger de ting og møbler, man har, på en ny måde, med en ny farve eller nyt betræk. På den måde får tingene et længere liv og bliver samtidig mere personlige,« siger Christina Lindergård-Bentzen, der til sommer bliver færdig på Danmarks Designskole i København, hvor hun læser på tekstillinjen, hvilket i høj grad kan ses og føles i hendes hjem.

Den lilla, hæklede stol i stuen er designet af Christina i forbindelse med et projekt på Danmarks Designskole og blev i sidste måned vist på en udstilling for for unge, upcoming designere under Stockholm Furniture Fair 2010. Børnene er særdeles glade for den og bruger den til at lave hule under.

Læs også:

Kreative kræfter i råt miljø

Lækkert stilmiks i kunstnerboligen

Fra butik til luksusbolig for to

Studentens farverige begynderlejlighed

Lejlighedens indretning giver plads til både leg og kreative udfoldelser. Selv om kvadratmeterne er få, er der rum til børnenes legetøj, Christinas skoleprojekter og middag med venner og familie. »Det bedste er, at børnene kan spæne hele vejen rundt gennem alle rum. Det giver samtidig en åbenhed og rummelighed i lejligheden.«

Lejligheden har fire værelser, hvor det ene er et tidligere depotrum, som nu er indrettet til Selmas værelse. Dette lille rum er blevet til et praktisk pigeunivers med indbygget seng, tapetserede kasser til tøj og legetøj og mønstret tapet på endevæggen. Selma elsker sit lille værelse, hvor hun selv er herre, selv om hendes mor har hjulpet til med indretningen.

Stuen er lys og enkelt indrettet med få møbler, men med masser af farver. Sofaen er fyldt med puder og tæpper i forskellige materialer, som liver den ældre hvide sofa op og giver den endnu flere års levetid. I stuens ene hjørne har Sigurd sit eget legeunivers med babusjkj-bolde, der ligeledes er et skoleprojekt fra designskolen og i øvrigt var udstillet på Stockholm Furniture Fair i 2008. Boldene er praktiske, da de kan lægges ind i hinanden og derfor ikke fylder meget, når Sigurd ikke lige leger sømand på åbent hav.

I spisestuen er bordet omdrejningspunktet. Her samles familien til morgen- og aftensmad, og her er Christinas arbejdsplads, når hun ikke er på skolen. Spisebordstolene er parrets bedste køb til lejligheden. De fandt dem hos en marskandiser til 100 kr. for alle fire.

Den store gamle købmandsdisk er Christinas yndlingsmøbel. Den stammer fra hendes barndomshjem i Humlebæk og bringer mange minder frem, specielt om Christinas far. De store keramikfade af kunstneren Heidrun Sørensen er også et meget kært eje. I spisestuens hjørne har Selma fået sit eget lille køkken. Det er et standard legekøkken fra BabySam, som Christina har gjort mere fantasifuldt ved at tapetsere det med masser af forskellige tapetrester.

Inspirationen til indretningen henter Christina Lindergård-Bentzen på loppemarkeder, i magasiner og ved at eksperimentere med de møbler og ting, som de har derhjemme. Hendes råd til andre, der skal indrette deres hjem, er, at man skal gøre sig klart, hvad ens behov er, og hvordan man kommer til at bruge boligen, før der laves om.  »Indret med ting, der gør dig glad, brug det, du allerede har eller kan finde, men på en ny måde,« lyder det fra en kreativ sjæl.