Brødrene Chapman, de to britiske billedkunstnere, har skabt nogle omfangsrige vitriner… sådan lidt i retning af store glasoverdækkede modeljernbaner.
Men i stedet for små tog, der kører gennem fredsommelige bjergbyer og standser ved stationer, er det, man ser i Jake og Dinos Chapmanns skulpturer, grusomme scenerier med plasticfigurer forestillende mennesker, der lemlæster, torturerer og myrder hinanden i hobetal. Som et diorama forestillende de blodige resultater af det 20. århundredes mest frygtelige ideologier. Virkeligt et overvældende, frygteligt og modbydeligt billede på verden som en slagtehal med koncentrationslejre som dagligstuer og massegrave alle vegne.
Det er det samme billede, den samme oplevelse, man får, når man læser den kinesiske forfatter, nobelpristageren Mo Yans lange roman »De røde marker«. Det er væg-til-væg vold og mord, undertrykkelse og massedrab. Forhør og afstraffelser, der overgår alt, hvad man skulle tro var muligt. Eller ønske var umuligt.
Handlingen udspiller sig i 1930rne under Den anden japansk-kinesiske krig. Det er en blodrød tid med en voldsom devaluering af værdien af menneskeliv. Men ud over den fortvivlede kamp med de japanske soldater, har egnens bønder også travlt at myrde hinanden, hvad enten det nu er, fordi det er genvejen til at overtage en hustru eller en virksomhed eller begge dele. Det er voldsomt og voldsomt beskrevet. Der er scener, der virkelig går i kroppen som for eksempel beskrivelser af meget store flokke af herreløse hunde, der får smag for menneskekød. Både lig og levendes.
Så markerne er røde af blod. Men de er også røde af sorghum, som er en plante, der både bruges til fremstilling af brød og brændevin. Det sidste bliver bedre, fremgår det, hvis man urinerer i det.
Sorghummen bliver en gennemgående referenceramme – og i det hele taget er det, som om de undertiden poetisk, undertiden svulstige blomstrende sprogbilleder reflekterer den menneskelige tragedie, der udspiller sig i det blodige landskab. Sådan som man ofte møder det i ældre kinesisk lyrik. Månen, markerne, vandet, bjergene reflekterer sindstilstande. Naturen afspejler menneskelivet.
Det er ikke en roman, man skal læse for at blive i godt humør og se med fortrøstning på verden. Men midt i volden, midt i den kaotiske tilværelse og mellem myrderierne er »De røde marker« alligevel en beretning om, hvordan mennesket er ukueligt. For selv i slagmarken og i slagtehallen er alternativet til livet åbenbart værre. Og det er en roman, hvis livssyn afspejler en slags trodsig selvopholdelsesdrift og en... slet ikke romantisk men praktisk samhørighed med naturen, der i glimt kan minde om den magiske realisme, man kan møde hos latinamerikanske forfattere som Gabriel Garcia Márques og Jorge Louis Borges. Blot uden deres formildende sødme.
»De røde marker« er et billede af en mørk tid fortalt gennem en nutidig jeg-fortæller, Mo Yan, hvis navn ironisk nok angiveligt betyder »tal ikke«. Men det er, hvad Mo Yan gør, så beretningen breder sig og springer i tid og undertiden lyder som noget, der bliver fortalt under indtagelse af betragtelige mængder sorghumvin. Mo Yan fortæller familiehistorier gennem flere generationer om forfædre, der var røvere og mordere, undertiden blev guerillaledere og under alle omstændigheder må erkende, at folket er alt andet end »drivkraften i skabelsen af verdenshistorien«. Det er under Kulturrevolutionen i midten af 1960erne, bogens jeg-fortæller vender tilbage til den provins, hvor familien gennem generationer har levet og elsket og drukket og slået ihjel. Således bliver bogen i sin sidste deprimerende konsekvens et billede på, at store dele af verden i lange perioder er en slagtehal. Ligesom i Chapman-brødrenes omfangsrige modellandskaber af en verden, hvor både det enkelte menneske og de systemer, det er underlagt, myrder løs.
Hvad: De røde marker
Hvem: Forfatter: Mo Yan. Sider: 560. Pris: 249. Forlag: Batzer & Co.
