Forlaget Gyldendal og oversætter Adam Paulsen fortsætter deres fortjenstfulde arbejde med at genudgive den tyske forfatter Ernst Jüngers værker. Nu foreligger den lille roman »På marmorklipperne« fra 1939, der hører til noget af det mest sælsomme i afvigte århundredes litteratur.
Det er kort fortalt en dunkel, labyrintisk fortælling om to brødre, der tilbagetrukket i deres bolig på »marmorklipperne« fordriver tiden med litterære og botaniske studier. På et tidspunkt begynder den berygtede »skovrider« og hans følge at hærge i landet nedenunder for til sidst at sætte hele den gamle verden i brand.
»På marmorklipperne« er altså en apokalyptisk fortælling, men af den slags, der i afslutningen lader noget nyt og endnu ukendt tone frem. Romanens underliggende historiesyn er cyklisk, og man fornemmer en særlig værdighed hos brødrene, der accepterer undergangens uafvendelighed.
Romanen er blevet skandaliseret, ikke kun fordi Ernst Jünger var berømt tysk soldat i begge verdenskrige, men også fordi bogen æstetiserer, forskønner, undergangen.
Romanen er ganske vist blevet udlagt som en allegori over Hitlerregimets barbari – Jünger var højreorienteret åndsaristokrat og anarkist, men hverken nazist eller antisemit. Men denne politiske læsning af romanen som en modstandsbog går uden om det væsentlige, det, der gør den til et enestående kunstværk. Nemlig dens særlige litterære kvaliteter.
Stor kunst
»På marmorklipperne« er ikke nogen realistisk eller psykologisk fortælling, der på banal vis gør os klogere på verden.
Nej, »På marmorklipperne« er snarere en esoterisk, mytisk-symbolsk roman med arketypiske figurer, en fortælling, der igen og igen med voldsom intensitet maner poetiske billeder frem. Billederne af blændende sol, gnistrende ild, dybrødt blod og mørkt vand skaber en atmosfære, som er stærkt bevægende og umulig at fastlægge i en entydig betydning.
Hele romanens univers er som sådan eventyrlig og drømmeagtigt ubestemmelig. Vi ved ikke helt, hvor vi er i tid – middelalder, antik og modernitet blandes sammen. Rummet er også svært at tyde. Der er dybe skove, maritime områder, vin- og bondelandskab og sumpområder. Og så selvfølgelig bjergterræn med marmorklipperne, hvor fortælleren og hans broder, Otho, lever deres liv med evige sysler, tilbagetrukket fra verdens omskiftelighed.
Men heller ikke de kan unddrage sig den forestående undergang. Heri ligger det kontroversielle, men også dragende ved romanen, netop det forhold, at destruktionen og rædslen udtrykkes i lyrisk fortættede billeder af forunderlig skønhed. Det kan måske bedst gengives med romanens egne forfinede udsagn.
Henimod afslutningen myrder den afstumpede skovrider og hans rakkerpak løs og brænder landsbyerne ned, mens fortælleren fra toppen af marmorklipperne roligt, afklaret og distanceret bevidner, hvordan jordens skønhed iklædes »tilintetgørelsens purpurdragt«. Fortælleren beskriver, hvordan flammerne – ilden er romanens centralsymbol – lader byerne funkle som »en kæde af rubiner«. Rødt beskinnede fugleflokke, hedder det videre, kredsede over ilden, »indtil deres fjerdragter hyllede sig i flammer, og [de] sank derpå ned i ildhavet som brændende lampioner.«
Fortælleren beretter ophøjet om alt dette som et »skuespil«, hvor børnenes og mødrenes grådfyldte klager ikke kan høres. Den rene stilhed åbner for en rystende og kontrastfyldt visuel pragt: »Af alle tilintetgørelsens rædsler steg kun det gyldne skær op til Marmorklipperne. Sådan flammer fjerne verdener til øjets lyst op i undergangens skønhed.«
Mange vil nok reagere forarget på den slags eller søge at retfærdiggøre romanen som fascismekritik. Men for den, der lader sig bevæge af romanens suveræne sproglige forestillingskraft, er »På marmorklipperne« et yderst fascinerende bekendtskab. Det er hverken moralsk eller politisk opbyggeligt. Men det er stor kunst.
Titel: På marmorklipperne. Forfatter: Ernst Jünger. Oversat med efterskrift af Adam Paulsen. Sider: 160. Pris: 179,95. Forlag: Gyldendal.
