Nyt fra Vestfronten

Ernst Jüngers kontroversielle og mesterlige roman »I stålstormen« fra 1920 foreligger nu for første gang på dansk. Det er en både afskyvækkende og frygtelig inciterende fortælling om stillingskrigens sande gru.

Om Ernst Jüngers klassiske krigsroman har André Gide engang sagt, at den er »oprigtig, sand og højst agtværdig«, mens Jorge Luis Borges sagde at selve læseprocessen for ham var »en vulkanisk eruption«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danske gymnasieelever fik i en menneskealder stukket antikrigsromanen »Intet nyt fra Vestfronten« af Erich Maria Remarque i hånden. Her kunne man læse, hvordan den meningsløse krig forråede mennesker. Der fandtes dog også en anden klassisk roman om Første Verdenskrig dengang, men den blev ikke oversat til dansk. Det var den tyske forfatter og højt dekorerede soldat Ernst Jüngers »I stålstormen«.

Ernst Jünger var i sagens natur en kontroversiel forfatter uden for Tyskland. Hans selvbiografiske fortælling om Første Verdenskrig, fik man at vide, var præget af nationalisme og krigsliderlighed. Han var højrefløjens foretrukne forfatter og det blev sagt, at nazisterne elskede hans bog og at han selv som nationalrevolutionær indpisker var med til at omstyrte Weimar-republikken.

Nu foreligger romanen på dansk med titlen »I stålstormen« og et meget indsigtsfuldt efterskrift af bogens ene oversætter. Adam Paulsen. Den tekst, der danner baggrund for oversættelsen, som også Henrik Rundqvist har bidraget til, er Ernst Jüngers sidste version, for han omarbejdede romanen mange gange og i visse perioder var nationalistiske og ekstreme politiske formuleringer mere prægnante end i den foreliggende bog.

Så med de forbehold man derfor må tage, så er der tale om en afskyvækkende og samtidig frygtelig inciterende tekst, der fremstår som et troværdigt dokument over, hvordan en tysk soldat må have oplevet krigen med de ideologiske forudsætninger, han nu engang havde.

Der er enkelte formuleringer præget af dyb fædrelandskærlighed for Det Tredie Rige og en næsten religiøs beundring for krigens »højeste sindbevægelse«. Stålstormen førte Jünger gennem sin individuelle eksistens til noget, som han oplevede som en større sandhed og et mere fundamentalt sammenhold:

»Den uhyre koncentration af kræfter i skæbnetimen, hvor der blev kæmpet om en fjern fortid, og den udladning, der så overraskende fulgte efter, havde for første gang ført mig dybt ned i regioner hinsides det individuelle.«

Han taler videre om en indvielse ikke blot til »skrækkens gloende kamre«, men også igennem denne. Krigen bragte Jünger og hans kammerater i forbindelse med de dybere mere elementære livskræfter, som Adam Paulsen skriver i sit efterskrift.

Hvad der har afskrækket danske forlag og publikum er selvfølgelig, at Ernst Jünger ikke skrev en antikrigsroman, men det er på den anden side ikke en roman, der lægger skjul på krigens brutalitet og hæslighed.

Jüngers priser ganske vist nationen, men det er ikke en indskrænket lovprisning af Tyskland og tyske soldater. Han roser således også englændernes mod og kampvilje på lige linje med sine soldaterkammeraters. Den røde tråd i romanen er tapperhed og kammeratskab i en dybere forståelse end blot gode kammerater i en fodboldklub. Den offervilje og mod til at ofre livet for en højere sags tjeneste er det mål, som Jünger søger og finder på slagmarken.

Romanen er skrevet med stor litterær fornemmelse og med afskyvækkende realistiske slagscener, hvor lemmer og hoveder skæres af og mennesker forbløder i lidelse. Men beskrivelser af mennskelig lidelse er ikke til for at skabe afstand til krigen, men for at understrege soldaters mod og tapperhed. Når der grædes, og det gøres der flere steder, så er tårerne til for at hædre en modig indsat og ikke for at hulke over menneskets dårskab.

Selvfølglig vækker denne roman i et moderne menneske både beundring og inderlig lede. Men sådan er det med et kunstværk skabt for 100 år siden, der bedre end »Intet nyt fra Vestfronten« giver en forståelse af, hvad der drev soldater til at ofre livet for en større sag.B

FViljen og modet til at ofre livet for en højere sags tjeneste er det mål, som Jünger søger og finder på slagmarken.«

»I Stålstormen« bygger på Ernst Jüngers krigsdagsbøger fra 1914-1918. Han blev såret 14 gange og fik Tysklands højeste tapperhedsorden Pour le Mèrite. Jünger var i 1920erne fascineret af den radikale politiske omvæltning, men tog i stigende grad afstand fra nazismen. Hans forfatterskab vedblev dog at være kontroversielt og flere af hans bøger er udgivet på dansk, bl.a. et udvalg af »Krigsdagbøger«. Jünger døde i 1998 som 102-årig.