Den vilde, den hurtige og den i forklædning - det handler om krimien

En forfatter, en forlægger og en krimiekspert udpeger tendenser i spændingsgenren. Krimien bliver genreoverskridende på bekostning af realismen. Thrilleren tager over. Og det klassiske romanstof finder nu også forløsning i krimien.

Krimibølgen er toppet, og forlagene skal nu tænke nyt og mere kvalitetsorienteret for at fastholde læsernes interesse. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Krimien og spændingslitteraturen er en blandet buket blomster.

Kig blot på boghandlernes julevinduer. Jussi Adler-Olsen, Sara Blædel, Lars Kepler, Steffen Jacobsen og debutanten Thomas Rydahl – fem ret forskellige arter af forfattere, som alle har ligget langt fremme på hylderne. Har deres bøger en fællesnævner? Nej. Bortset fra at de handler om drab og død og opklaring, er de vidt forskellige.

Den ene er en thriller med udgangspunkt i et trafikdrab og en flugtbilist. Den anden handler om en selvmordsbombe i Tivoli. En tredje handler om fundet af liget af en dreng i en papkasse i et bagagerum. En fjerde handler om drabet på en – forsvunden – dansk kvinde. Og en femte om en psykopatisk seriemorder. Geografisk foregår de fem bøger så forskellige steder som Bornholm, København, Fuerteventura, England og Stockholms skærgård.

Vi har bedt tre, en forlagsredaktør, en forfatter og en krimiekspert og medlem af Det Danske Krimiakademi om at udpege aktuelle tendenser inden for krimien/spændingslitteraturen. Ikke nogen nem opgave, for genren er stor og vildtvoksende og skyder i alle mulige retninger.

Den vilde og grænseoverskridende

»Der er en enorm bredde i krimigenren, hvor vi ser alt lige fra lilleby-mysteriet med de mere cosy crimes til de store internationale konspirationsteorier,« siger Nanna Rørdam Knudsen.

Hun har de seneste seks år været forlagsredaktør på forlaget Modtryk, der udgiver meget krimi- og spændingslitteratur, er medlem af bestyrelsen i Det Danske Kriminalakademi og cand.mag. i nordisk litteratur med speciale om den skandinaviske politiroman.

Ifølge Nanna Rørdam Knudsen er en ny tendens, at krimien og spændingsromanen, der traditionelt har været karakteriseret af realisme, når det gælder f.eks. handling, politiefterforskning og retsmedicin, bevæger sig bort fra den nøjeregnende realisme og giver plads til det eventyrlige og endda overnaturlige.

»De meget strenge krav til realisme, som man normalt har stillet til krimien, er ikke længere så vigtige hos mange forfattere. Der er begyndt at komme elementer af science fiction eller fantasy. Det kan vi både se i de manuskripter, vi får, og i nogle af de bøger, der allerede er udgivet. Vi udgav sidste år f.eks. »Mona« af Dan Sehlberg, hvor man ser nogle elementer af science fiction. Et andet eksempler er svenske Johan Theorin, som også bruger små touches af gysergenren,« siger Nanna Rørdam Knudsen.

Hun peger på, at allerede Stieg Larsson, der havde stor succes med sin Millennium-trilogi (2005-2007), med sin fascinerende hovedfigur Lisbeth Salander – en spinkel, højt intelligent kvinde, der kunne tæske store mænd – bragte det urealistiske element ind i den nordiske krimi.

»Her ramte han om end ikke Pippi Langstrømpe, så en tegneserie-agtig figur, som, vi som læsere godt ved, ikke er specielt realistisk, men det er heller ikke så vigtigt for os,« siger Nanna Rørdam Knudsen.

Hun ser også den nye tendens som en reaktion på den samfundskritiske skandinaviske krimi med hverdagsbeskrivelser og en midaldrende, fraskilt og let fordrukken politimand i hovedrollen.

»Mange forfattere synes, at det er sjovt at eksperimentere, og det er jo godt, man vil afprøve genrens grænser. Man har jo en formel, man skal følge, når man skriver en krimi, og man undersøger, hvordan man kan bruge denne formel på forskellige måder. Det er jo fantastisk, at nogen har lyst til at afprøve det.«

Den hurtige inspireret af TV-serierne

Jesper Stein, litteraturreporter på Jyllands-Posten og forfatter til tre roste Nørrebro-krimier, er ikke en sekund i tvivl, når han skal pege på en tendens.

»Det er klart thrilleren, der i øjeblikket præger spændingslitteraturen,« siger han.

»Den klassiske krimi handler jo om, hvem der har begået forbrydelsen – et mord og dets opklaring, hvor læseren ved lige så lidt, som detektiven, opklaringsholdet, retsmedicineren eller hvem, der nu er hovedfiguren. På den anden står thrilleren, som er en spændingsbog, hvor læseren ofte ved mere end hovedpersonen, og hvor handlingen er et kapløb om at forhindre noget i at ske, og hvor forfatteren krydsklipper handlingen. Man følger ikke bare en hovedperson, men adskillige personer. Tendensen er, at thrilleren har spist sig voldsomt ind på krimien,« siger Jesper Stein.

Det er en udvikling, der har været undervejs i USA i mange år, men den er meget markant slået igennem i Europa de seneste år, siger han. Stieg Larsson er det store eksempel, og efter ham er thrilleren blevet den store matrix. Jussi Adler-Olsen, Jo Nesbø, Lars Kepler og mange andre gør det også.

Ifølge Jesper Stein låner spændingsromanen i disse år fra filmteknikken. Lige som instruktører krydsklipper i film, krydsklipper forfatterne heftigt i handlingen i deres bøger. Kapitlerne er korte, der er cliffhangers, og det skaber en feberagtig, åndeløs læsning.

»Når den er god, kan den klassiske krimi også holde et højt spændingsniveau, men thrilleren kan holde en ekstremt høj spændingskurve, fordi man i den har tre-fire parallelle historier og synsvinkler. Som læser ved man hele tiden lidt mere end hovedpersonen, og så ræser man igennem handlingen for at se, hvad der sker. Det er pageturnere,« siger Jesper Stein.

Han er dog ikke ukritiske over for thrilleren, som han også selv har brugt elementer fra i sine bøger. Der kan, siger han, opstå en modsætning mellem tempo og dybde.

»Hvis man vil have højt tempo, og det vil mange, så er omkostningen, at man taber dybde i skildringen af personer og miljøer – med mindre man er en meget god forfatter,.Lene Kaaberbøl kan f.eks. gøre det, som man kunne se i hendes Skammer-serie.«

Forklædt som krimi

Frank Egholm Andersen, cand.mag. og forfatter til bl.a. »Den nordiske femikrimi. Læbestiftslitteratur eller fornyelse af en genre« (2008) og »Forklædt som krimi« (2013), ser en tendens til, at forfattere, hvis stof tidligere naturligt ville finde udtryk i romaner og mainstreamlitteratur, er begyndt at bevæge sig ind på spændingslitteraturens revir.

I sin bog »Forklædt som krimi«, der udkom sidste år, argumenterer han for det synspunkt, at man som forfatter får foræret en masse, når man skriver en krimi: Et plot, en spændingskurve og en sammenhængende tematik med forbrydelse, skam, soning og straf. Samtidig er der i krimien to tekstlag. Nederst et kodet eventyr, det dybe tekstlag, og øverst handlingen, forbrydelsen og opklaringen.

»I øjeblikket er der mange forfattere, som først kan realisere deres projekter, når de finder krimiformen. Erik Valeurs »Det syvende barn« (2011), der handler om børnehjem og adoption af uægteskabelige børn, er et godt eksempel. Han har selv været på børnehjem og havde gået rundt med stoffet i 15 år og kunne ikke finde en form, hvor han kunne komme af med det. Først da han brugte krimien, kunne han forløse stoffet. Det er en djævelsk god roman. Det er både en krimi og en roman om et stof, som han kender personligt,« siger Frank Egholm Andersen.

Han nævner også svenske Håkon Nesser som et eksempel på en forfatter, der bruger krimien på denne måde. Hans seneste roman »Levende og døde i Winsford« (2014) er en krimi – og så alligevel ikke.

Den er fantastisk godt skrevet og handler om en kvinde, der går lange rituelle ture på heden ved Winsford sammen med sin hund, om hvad hun spiser og laver. Men hun har lige myrdet sin mand, og det ender med, at hun bliver anholdt. Håkon Nesser har, siger Frank Egholm Andersen, lige som Erik Valeur også et andet stof end det, der traditionelt er krimiens, men han bruger krimiens struktur til at skrive sin roman.

»I krimiens form, struktur og plot er der noget, som forfattere kan bruge i denne tid. Det handler ikke om simpelt mammon, eller om at læserne er så dumme, at de kun kan finde ud af at læse krimier. Krimien tilbyder en form, som kan forløse forfatteres projekter. Stoffet falder på plads, når de bruger krimien,« siger Frank Egholm Andersen.

Videnskab og religiøsitet

Et andet eksempel på en forfatter, der forløser sit stof igennem krimien, er Peter Høeg »Effekten af Susan« (2014), som både er en krimi om et mord og en roman om videnskab og religiøsitet. Også forfatteren og psykologen Carsten Nagels »Aqua Mortis – dødens vand« (2012), hvor han har en kvindelig psykolog som hovedperson, er en krimi, som også formidler et større stof.

»Det er den slags bøger, jeg kalder »forklædt som krimi«. Udtrykket er ikke ment negativt, men der er forfattere, som søger en form til deres stof, og så følger de med i slipstrømmen fra krimien. Det er ikke noget, de gør, fordi de er beregnende. Det er en del af tidsånden. Det spændende er, at krimien – der ellers har været ilde set som genre – lige nu bliver benyttet af folk som Peter Høeg og Erik Valeur. For 20 år siden, ville de måske slet ikke have haft noget med genren at gøre,« siger Frank Egholm Andersen.

Han ser lige som Nanna Rørdam Knudsen en tendens til, at krimien vokser sig ud af den form, som Sjöwall og Wahlöö skabte for den skandinaviske krimi med deres banebrydende ti-binds serie »Roman om en forbrydelse« (1965-1975). Her var realismen i højsædet, og kriminaliteten foregik i lokalsamfundet.

I dag er kriminaliteten international, volden langt mere bestialsk og romanfigurerne er i nogle tilfælde udstyret med ekstreme og urealistiske egenskaber. Det kan bl.a. ses i romaner af norske Jo Nesbø og franske Jean Christoph Grange.

»Man giver plads til det eventyrlige og mytiske. Det kunne man f.eks. se i Jussi Adler-Olsens forrige roman »Marco effekten« med børnesoldater i kloakrørene under Industrien Hus. Det bliver en slags dyrefabel. For mig handler det ikke om det urealistiske. Man holder handlingen inden for det realistiske, men man gør den eventyrlig og skaber nogle mytiske figurer. Der er noget, man som læser ikke kan forstå, men det er ondt som ind i helvedet,« siger Frank Egholm Andersen.