Den dag, Richard Flanagans roman »Den smalle vej til det dybe nord« var færdig, døde hans far.
Det kan synes kuriøst, men sammenfaldet rummer en symbolik af den slags, der ville blive anset for usandsynlig, hvis den var blevet brugt i en roman.
I det mindste må man håbe, at Flanagans far havde læst manuskriptet, for en af bogens fortjenester er, at den minder om en af de krigsforbrydelser, som det er afgørende aldrig at glemme.
Under Anden Verdenskrig anlagde japanerne en jernbane fra Thailand til Burma ved hjælp af slavearbejdere og krigsfanger. De kom blandt andet fra Australien. Flanagans far var en af dem, der overlevede, men det var der mere end 100.000, der ikke gjorde. Nogle historikere sætter endda tallet til det dobbelte. Og hvad enten de døde eller overlevede, blev de forinden udsat for de mest frygtelige ting og blev behandlet på en måde, det er så svært at forstå, når man lever i en tid som vores i et land som Danmark.
Beskrivelserne af mishandlingerne, sulten, sygdommene, det umenneskeligt hårde fysiske arbejde og det ufattelige svineri, de halvnøgne krigsfanger bevæger sig rundt i, er decideret ubehageligt at læse. Men nødvendigt. Både Flanagans far og alle de andre, der døde eller næsten døde i mudderet og ligresterne, har fået et smukt monument med »Den smalle vej til det dybe nord«.
Romanen er ikke den første om Dødens jernbane, som projektet er blevet kaldt. Den mest berømte er sikkert Pierre Boulles »Broen over floden Kwai«, der også blev filmatiseret, og for et par år siden blev der lavet en anden film, »The Railway Man«, med Nicole Kidman og Colin Firth, der havde et tilsvarende tema. I den er det en britisk soldat, der under arbejdet med Thailand-Burma-jernbanen bliver mishandlet og tortureret. Og som mange år efter opsøger sin bøddel.
»Den smalle vej til det dybe nord« låner sin titel fra en rejsebeskrivelse af Basho. Han var en af de største skikkelser i japansk digtning; et højdepunkt i japansk kultur og dermed det stik modsatte af de krigsforbrydelser, Den Kejserlige Japanske Hær udførte i forbindelse med anlæggelsen af Dødens jernbane, og i romanen gøres der et tappert forsøg på at give en forklaring på de japanske bødlers gerninger. Men egentlig er det enkelt. Det er noget, der gælder for alle mennesker, som underkaster sig en ideologi, der bygger på tanken om egen overlegenhed og andres underlegenhed. Så betyder andre racer, anderledes tænkende eller troende absolut ingenting. De er blot i vejen. De er blot redskaber. Knap nok mennesker.
Romanens hovedperson er militærlægen Dorrigo Evans, der bliver manden med den højeste rang i lejren og derfor fangernes repræsentant over for japanerne på stedet. Romanens vigtigste fortælling er historien om, hvor modbydeligt det var, og hvordan der alligevel kan være ordentlighed og anstændighed. Beskrivelserne af modbydelighederne kan som nævnt være vanskelige at læse, men ellers er bogen lettilgængelig og sine steder meget gribende; om end præget af den ældre Evans’ kyniske flotheder i sit syn på det liv, der er gået, og det samfund, der har afløst hans tid.
Flanagan vil mere med sin roman. Blandt andet fortælle en kærlighedshistorie. Og så fortælle om, hvad der efterfølgende sker med et menneske, der vender tilbage og begynder at fungere – fint endda, set fra omverdenen – i en hverdag, der indfinder sig efter krigen. Kan man det? Eller er man fortabt ligesom Hemingways desillusionerede krigshelte? Det er et af romanens store spørgsmål.
Titel: Den smalle vej til det dybe nord
Forfatter: Richard Flanagan
Sider: 494
Pris: 300 kr.
Forlag: Politiken
