Når man tænker over, hvor ufattelig mange måder skønlitteratur kan skrives på, ja, så er det forbløffende, hvor ofte den ene bog ligner den anden: Måden at bruge sproget på, måden at tegne karakterer på, måden at fortælle historien på.
Derfor er det også altid velgørende – og også gerne lidt forvirrende – at møde litterære udtryk, der bryder radikalt med det vante. Det sker enten i bøger fra andre dele af verden, fra andre litterære traditioner, eller i bøger, der bevidst ønsker at fortælle på en anden måde.
Nader Ebrahimis »Byen jeg elskede« er begge dele på samme tid, og den lille bog har siden 1966, hvor den udkom første gang, været en kultbog for unge i Iran. I efterskriftet står der, at den for et par år siden blev genoptrykt i – hold nu fast – 26. oplag.
At det er unge mennesker, der har holdt »Byen jeg elskede« i live, forstår man godt. Der er noget radikalt og dramatisk ved den, der taler til yngre temperamenter, men også en litterær styrke, som bør tale til læsende i alle aldre.
De vil, mellem romanens sammenvævede fortælletråde, finde en historie om to børn, fortælleren og Helia, der nægter at lade deres kærlighed knægte af normer og familier. Et smukt ideal, men også det, som fører dem ud i en tragedie, der aldrig klargøres i bogen. Noget frygteligt er sket, noget som har drevet dem fra hinanden, og måske endda den ene i døden.
Naivistisk og grusrødt
Fortællingens grundrids kan sine steder minde om Shakespeares »Romeo og Julie«, men er fortalt fra et punkt, hvor alt allerede er tabt og af en fortællestemme, der er fyldt af patos, drama og voldsomt billedsprog, sådan som man tit oplever det i persisk litteratur.
Som når der står »Og de mankebrændte hestes vrinsken vil ikke vække dig«. Eller »Du vil, ligesom mine hænder, ligesom mine bitre dages sorgfulde tanker og ligesom alle minderne, aldrig kunne adskilles fra mig«.
Ja, vi er meget langt fra nordisk litteraturs normalprotestantiske sprogomgang. Dertil kommer det rent fortællemæssige, jeg indledningsvis strejfede, og her har Nader Ebrahimi valgt at benytte sig af hele tre fortælleniveauer, der markeres af skriftens størrelse.
En stærk, særlig og fremmedartet bog
Med den mindste skrift er vi i tiden, hvor de var børn, og her får det blåøjede og sanselige god plads. I den mellemstore skrift fortælles mere jordnært og omhyggeligt. Endelig, i den største skrift, er fortælleren på lang afstand af tabet af Helios og vender og drejer det på en mere tænksom måde og via flittig brug af aforismer.
Det lyder måske forvirrende at læse »Byen jeg elskede«, og det er det også på de første sider.
Men når først formen bliver fortrolig, når springene i skriftstørrelse giver mening, åbner bogen sig med poesi, skønhed og en sorg, der stemmes smukt op mod Karl-Emil Heibergs og Shekufe Tadayoni Heibergs naivistiske, grusrøde illustrationer.
»Byen jeg elskede« er, sagt med færre ord, en stærk, særlig og fremmedartet bog. Der i dén grad er værd at begive sig ind i.
Titel: »Byen jeg elskede«.
Forfatter: Nader Ebrahimi.
Oversætter: Shekufe Tadayoni Heiberg.
Sider: 116.
Pris: 250 kr.
Forlag: Forlaget Korridor.
