»Alligevel går det op for mig, at enhver sygdom, ligegyldigt hvilken det drejer sig om, giver sin patient en historie.«
Ordene falder et sted i David Wagners »Lever« – den dobbelttydige danske titel er faktisk bedre end den tyske »Leben« – der skriver sig ind i den omfattende sygdomslitteratur, der tæller alt fra Thomas Manns tuberkuløse »Trolddomsbjerget« over Thomas Bernhards »Åndedrættet«, hvor patienten lider af våd brysthindebetændelse, til Carl-Henning Wijkmarks »Natten der kommer« om de sidste dage på et hospice.
Af disse romaner ligger Wagners tættest på Bernhards, der også er autobiografisk, og altså placerer det selvoplevede i romanens rum. I interview har Wagner fortalt, hvordan han præcis som den unge mand i »Lever« har lidt af en stadigt mere livstruende sygdom, hvor leveren ender, som lægen i romanen formulerer det, som en »indskrumpet kartoffel«.
Eller med det unge romanjegs egne ord: »Jeg lider af autoimmun hepatitis, mit immunsystem tror, at mine leverceller er fremmed væv, og danner autoimmune antistoffer, der igen udløser betændelsen i min lever.«
Til sidst er der ingen vej uden om en levertransplantation, og som læser forbløffes man over, hvad man allerede vidste: At vores kulturkreds betragter livet som helligt og derfor investerer umådeligt mange læger, sygeplejersker, maskiner og forskningstimer i at holde dødssyge patienter i live.
Et nøgternt tonefald isprængt humor
I »Lever« ligger den unge fortæller på en hospitalsstue, et enkelt hvidt rum, men det fornemmes hele tiden hvilket kolossalt apparat, der arbejder fra alle sider for at gøre ham rask. Og midt i romanen – hvis før og efter er markeret med to grå sider – får han en ny, livgivende lever, som hans krop tager godt imod. Derefter melder »overlevelsens eufori« sig, men den står ikke i grel modsætning til livet før transplantationen, for fortælleren lader sjældent sort tungsind flyde over siderne, men fortæller ofte i et nøgternt tonefald isprængt humor.
Det får kun historierne om hans ungdoms tabte kærlighed og datteren, han aldrig ser, til at virke endnu mere rørende. Og det er netop for at komme til at se datteren igen, han gennemlever operationen og de uendelige dage, måneder og år på sygestuen.
At Wagner selv har været igennem samme forløb som sin fortæller, mærkes i de mange betragtninger om hospitalsliv. Hans typologier om sygeplejerske – den søde, den grove, den strenge – fremstår troværdige og morsomme. Eller når han fortæller, at stativet, droppet hænger på, i hospitalslingo hedder en »galge«.
»Lever« glider i det hele taget umærkeligt mellem nærvær og refleksion og nutid og fortid i de korte, nummererede afsnit, der afsluttes med et citat fra lægejournalen. Om at alt er godt. Om at han kan begynde et nyt liv; et »vita nova«, som han kalder det. Det glæder læseren, og det er en litterær præstation i sig selv at kunne fremmane den følelse og sådan at fejre livet på dødens bagtæppe.
Om romanen er »Stor kunst«, som tyske anmeldere har kaldt den, er måske mere tvivlsomt. I hvert fald hvis man holder den op mod de sygeromaner, der blev nævnt indledningsvist. Men mindre kan naturligvis også gøre det.
Titel: »Lever«.
Forfatter: David Wagner.
Oversætter: Maj Westerfeld.
Sider: 264. Pris: 300 kroner.
Forlag: Gyldendal.
Læs et uddrag her
