Det er en på én gang mytisk og genkendelig verden. Her er biler og asfalterede veje, men intet har navne. I stedet kaldes mennesker og steder ved deres funktion eller kendetegn: Bestyreren, Høvdingen, Landsbyen.
Denne vekslen mellem det sagnlignende og realistiske er det litterære hovedgreb i norske Aksel Selmers »Bomvogtersken«, hvor læseren følger en ung pige, der efter bedstefarens sygdom overtager hans arbejde som bomvogter på toppen af et fjeld.
Det er Bestyreren, der kontrollerer arbejdet, der består i at indkræve penge fra de biler, der kører op over fjeldet i stedet for at køre den længere vej udenom.
Bilerne kommer fra den ene side fra Landsbyen og fra den anden fra Byen ved havet, og pigens opgave er at tage imod penge, løfte bommen og så ellers bare vente på den næste bil i det kolde, regnfulde fjeldklima, hun slet ikke har tøj på til.
Derfor iklæder hun sig et gammelt, uhåndterligt telt, og det er bare en af de diskrete indikationer på, at hun måske er let tilbagestående; at hun ser verden med den svagt begavedes øjne.
Måske er det en forkert læsning af hende, og måske forsøger norske Aksel Selmer blot at vise, hvordan en normal, troskyldig pige ser på verden.
Alt omkring hende står i hvert fald i et underfuldt eller hemmelighedsfuldt lys. Som musikken, hun ikke kan høre, hvor kommer fra, eller den stumme jæger der sover ude i bomvogterhyttens skur.
Overgangen fra pige til kvinde
Netop jægeren er vigtig i »Bomvogtersken«, der kan ses som en fortælling om overgangen fra pige til kvinde og om den seksualitet, der markerer overgangen. Pigens tante spiller i den tolkning rollen som den modne kvinde, der allerede har mange erfaringer med mænd:
»Da jeg så tante danse med de mænd, hun kender så godt, tænkte jeg ikke, at det her er noget, jeg gerne vil lære.«
Men den unge piges manglende interesse for mænd modsvares af deres lyst til hende, og længe ved hun ikke, hvad hun selv udstråler, og forstår heller ikke, hvorfor Bestyreren gerne ser, at hun tager korte kjoler på, når – undskyld udtrykket – hun håndterer bommen.
Selvbevidstheden øges dog, som tiden går, og kroppen forandrer sig: »Mine bryster er ikke længere to små hævelser. Selv om spejlet i hytten er fuld af mørke pletter, kan jeg se, at jeg ser godt ud.«
Pigen er underlagt mandens blik og magt
Her, som i alt andet i fortællingen, er pigen underlagt mandens blik og magt. Ja, det er et næsten feudalt system, pigen lever og arbejder i, og jægeren står også over hende i systemet, og hun gør, trods manglende interesse, ingen modstand, da han vil have sex med hende:
»Jeg løfter op i kjolen og læner mig ind over køkkenbordet. På den måde kan jeg holde øje med vejen, mens jægeren hygger sig med mig.«
Som det fremgår, er »Bomvogtersken« skrevet i et bevidst enkelt sprog, som står godt til pigens tankeverden og til den forblæste egn, hun befinder sig i.
Nogle steder lider romanen lidt under sin egen konsekvens og bliver en smule flad at læse, men den er oftest et fascinerende bud på en moderne myte om piger, kvinder og om seksualiteten, der kan være så tæt forbundet med magt og undertrykkelse, at det ikke er til at se med det blotte øje.
Titel: »Bomvogtersken«.
Forfatter: Aksel Selmer.
Oversættelse: Thomas Takla Helsted.
Sider: 170. Pris: 290 kr.
Forlag: Jensen & Dalgaard.
