Tardi beskriver krigens gru

Jacques Tardi har bedre end de fleste andre beskrevet Første Verdenskrigs endeløse gru. Selv om det er 100 år siden nu, dirrer hans også seneste album, »Fandens til krig«, af harme over de meningsløse blodsudgydelser.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var i Første Verdenskrig, at Europas krigsmaskiner for alvor blev smurt ind i kaskader af blod og bortsprængte indvolde. Det var i skyttegravene, at de gamle hierarkier blev skudt i smadder af maskingeværsalver. Det var ud af den krig, der også blev kaldt Den Store Krig, at noget mere illusionsløst og mindre fromt voksede frem som syndens blomster.

Den franske tegner Jacques Tardi har i fremragende tegneserier som »Soldat Varlot« og »Skyttegravskrigen« gjort Første Verdenskrig til sin egen. Selv om han også kan tegne parisiske kriminalgåder, der dufter af pastis og Gauloise, synes han virkeligt at være hjemme dybt nede i verdenskrigens mudder, og hans nye album, »Fandens til krig«, adskiller sig på den måde ikke meget fra hans tidligere serier om krigen: Det er imponerende, at han stadig kan mobilisere en ægte harme over de i dag 100 år gamle massakrer. I forbindelse med »Fandens til krig« har han dog allieret sig med historikeren Jean-Pierre Verney, der har skrevet et fyldigt efterord, og det klæder hans subjektive historieskrivning, at den her er blevet suppleret med historiske fakta og statistikker.

Jacques Tardi skjuler dog bestemt ikke sit politiske ståsted. Han har ladet sig inspirere af datidens anarkister, der glødende hadede alle autoriteter, fra generaler til biskopper. Særligt synes han at nyde at udstille kirkens magtesløshed i blodbadet og feltpræsternes hule »Gud er med os«-propaganda.

I beskrivelsen af krigsteknologien og det strategiske er Jacques Tardi lige så detaljeret som den tyske forfatter Ernst Jünger i »Stålstormen«, men han mangler helt dennes krigsbegejstring. Hans uendelige pessimisme ligner mere den franske forfatter Célines, ligeså den bitre sarkasme, hvormed de menige modtager ordrerne oppefra.

»Vi havde gravet de første skyttegrave. Den tid med små tinsoldater på række, fire, fem eller otte eller seksten ad gangen, var forbi. Vi var blevet jordarbejdere, optaget af samvittighedsfuldt at indrette vores egne fællesgrave,« lyder det allerede i krigens første måneder fra et vidne i mudderet.

»Fandens til krig« besøger alle fronter i verdenskrigen, herunder »tunnelkrigen« i Vaquis, hvor krigens stridende gravede tunneler ind under hinandens skyttegravsanlæg som muldvarpe, der leger gemmeleg. Der præsenteres også besynderlige facts undervejs, som dem om de såkaldte »bantam«-bataljoner, bestående af lavstammede soldater, der i første omgang var blevet kasseret. De blev kaldt »dværghøns« og døde af udmattelse. Sorte amerikanere måtte ikke være soldater, men blev brugt som arbejdsmænd i den amerikanske hær, i modsætning til afrikanere fra Frankrigs kolonitropper, der ofte blev skubbet foran de hvide soldater som kanonføde.

Enkelte scener kender man fra klassikere som Stanley Kubricks film »Ærens vej«, der beskriver det voldsapparat, der skal forhindre de granatchokkede soldater i at flygte fra deres poster. En standret er blevet oprettet i en forladt skolestue. En desertør bliver ført hen foran henrettelsespelotonen, og hans sidste tanker går til hans endnu ufødte barn. »Han håbede, at barnet blev en pige, så hun slap for at bære våben, eller hvis det blev en dreng, at han så var dødfødt«.

Den misantropiske pessimisme er uden ophør.

Titel: Fandens til krig. Forfatter og tegner: Jacques Tardi. Med efterord af Jean-Pierre Verney. Sider: 140. Pris: 348 kr. Forlag: Faraos Cigarer.