Det her er en forrygende bog

Eugen Ruges »Cabo de Gata« er dyb, smuk og usentimental.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hovedpersonen i Eugen Ruges roman »Cabo de Gata« er forfatter. Han skriver i hånden i nogle linierede A5-hæfter af den type, skoleleverne engang skrev stile i. Hvis mine børnebørn eller oldebørn – noterer han - en skønne dag skulle undre sig over, at jeg ikke havde en bærbar computer med, »så lad mig for en sikkerheds skyld gøre opmærksom på, at der var en tid, hvor selv velhavende mennesker ikke ejede en computer, ja, der var ligefrem en tid før bærbare computere og før mobiltelefoner, og selv om jeg i dag udelukkende skriver på en bærbare computer (og desuden har en iPhone, som jeg holder under bordet og bruger til at søge flyafgange, mens en skuespiller læser min tekst op på japansk eller finsk), så var det min tid, som jeg er bange for, at jeg altid vil tilhøre, ligesom andre tilhører et land eller en familie.«

En forfatter, der skriver om en forfatter, der forsøger at skrive en roman, er som oftest en tekst, som forfatteren selv synes er vældig interessant, en vurdering, som læseren sjældent deler. Denne roman, eller hvad vi nu skal kalde teksten, der er tydeligt selvbiografisk, er en undtagelse.

Handlingen er ligetil. Den 40-årige forfatter er blevet skilt, bor alene i en lejlighed på Prenzlauer Berg i Berlin, ejer kun det nødvendigste, vil skrive en roman, men kan ikke, ledes ved sit liv, de daglige gentagelser, beslutter sig for at forlade det hele og finde et sted at skrive, hvor der er varmt og ingen turister, skaffer sig penge ved at sælge alt, hvad han ejer, drager afsted, havner ved en tilfældighed i Cabo de Gata - direkte oversat: Kattens Horn - et fiskerleje i nærheden af et stort, øde og goldt naturreservat på den spanske middelhavskyst. Stedet findes. Det ligger cirka 230 km nordøst for Malaga, op ad kysten.

En historie, der ikke lyder af meget. Ikke desto mindre sluger man de knap 200 sider. Det er en forrygende bog. Enkel, dybsindig på en henkastet måde, støbt i ét stykke og tindrende morsom. Forfatteren forlader sit hjem i lede over gentagelsens trivialitet. I det gudsforgåede Cabo de Gata lærer han at elske gentagelsen, der via et mellemværende med en kat fører ham frem til en af de fleste attrået og aldrig opnået tilstand: Tidens hastige løb ophævet i nuets altid og derfra ud i tiden igen, nu med en dybere erkendelse.

Det er en meget smuk og fuldstændig usentimental historie.Den er, oplyser forfatteren, altså Eugen Ruge, nedskrevet mellem november 2011 og august 2012. Men den foregår først i 1990erne, lige efter Murens fald. Ruge er opvokset i DDR som søn af en partitro historiker. Han er født i 1954, naturvidenskabeligt uddannet, fik i 2011 sit fantastiske gennembrud med debutromanen, »I tider med aftagende lys«, der handler om hans egen familie, fire generationer, og tegner et længdesnit i den sovjetisk-tyske kommunismes historie op gennem det 20. århundrede og frem til 2001.

Den lille roman »Cabo de Gata« rummer adskillige henvisninger til den virkelighed, der skildres i den store. På sæt og vis beskriver den vejen til gennembrudsromanen, men er samtidig en roman i sin helt egen ret. Stilistisk i slægt med Max Frisch. Så kan det ikke blive meget bedre.

Titel: Cabo de Gata. Forfatter: Eugen Ruge. Oversat af Jacob Jonia. Sider: 196. Pris: 248 kr. Forlag: Batzer & Co