»Jeg sad i toget på vej til Rødovre. Morgentoget. Og alle folk kiggede på mig, for jeg var dressed to kill. Jeg havde blåt hår og en Ruko-nøgle i øret.«
Peter Peter, som senere skulle blive superguitarist i Sort Sol, var ikke andet end en stor dreng, da punkmiljøet begyndte at spire i København og dens forstæder med huse på række, høje hække og grå betonmonolitter.
Og hans minder fra dengang siger en del om, hvordan punken kom til at tage sig ud i den danske version, som i Jan Poulsens »Something Rotten!« begynder med to Sex Pistols-koncerter i Daddy's Dancehall i København i 1977 og slutter otte år senere med støttekoncerten for Afrika i Idrætsparken, hvor »undergrund og mainstream for første gang for alvor delte scene«.
Men inden da havde Peter Peter og hans ligesindede sejret ad helvede til, og de begyndte alle med at være forgabte i punkscenen i London, England, som slet, slet ikke lignede København, Danmark.
Derovre var alt voldsommere, vildere og vredere, og punkerne herhjemme kunne i første omgang ikke gøre andet end blot forsøge at ligne dem så godt som muligt. Men under overfladen af omhyggeligt ødelagte læderjakker, sikkerhedsnålspiercet hud og farvede, husblasklistrede frisurer var et såvel kulturelt som kunstnerisk nybrud under opsejling. Vitalt, vidunderligt - og ufattelig nådesløst.
Power og DIY
Søren Ulrik Thomsen var 21, da det hele begyndte, og digteren filosoferer i »Something Rotten!« over det nye, som trængte sig på, og over hvad Zeitgeist egentlig er for en størrelse:
»Tidsånd er noget meget ulegemeligt, men også meget stærkt, nærmest som et spøgelse, for når en række unge mennesker helt uafhængigt af hinanden retter blikket mod en musik og en litteratur, som i øvrigt ikke er eksponeret i mediebilledet, så er de jo netop ikke lemmingagtige »followers of fashion«, men helt reelt ved at formulere noget nyt, som trænger sig på.«
Og for pokker, hvor havde de unge punkere stor gennemslagskaft, da de først fik formuleret deres anarkistiske ikke-mål og etableret et miljø. Ja, braget var så voldsomt, at ekkoet inden for litteratur, malerkunst og musik stadig kan høres og mærkes.
Ikke mindst fordi de i grunden ganske få aktører på punkscenen stadig er særdeles aktive i det kulturelle landskab. Det være sig eksponeringsmæssigt, kreativt eller kunstnerisk - tænk bare på Søren Ulrik Thomsen, Martin Hall, Søren Fauli, Steen Jørgensen, Claus Carstensen, Bo hr. Hansen, Lars H.U.G., T.S. Høeg og Knud Odde.
Det er dog ikke kun de overvintrede punkere, der fortsætter med at gøre sig gældende, men også deres Do It Yourself-ideologi, som har præget kulturens vækstlag lige siden punkens belle epoque. Hvis du vil spille, skrive eller male, så gør det og udgiv det selv, mente de, og demokratiserede dermed kunsten for altid.
Brud igennem kulturen
Det kolossalt positive Do It Yourself-budskab blomstrede imidlertid - som mediedyret, musikeren og forfatteren Martin Hall præcist pointerer det - op af en grund af underskud og depression:
»Enhver, der voksede op i 1970erne, erindrer ganske givet følelsen af socialt kollaps. Oliekrise, bilfrie søndage, arbejdsløshed og usoignerede marxist-sexister, der røg fede til tyve minutter lange guitarsoloer.«
Men selv om punkerne hadede de venstreorienterede hippier af et ondt hjerte, så mindede deres gennembrud i samfundet en del om deres. »Nærmest overnight«, som Søren Ulrik Thomsen siger det, skete der et »brud ned igennem kulturen«. Ned igennem maleriet, musikken, litteraturen, det hele.
Alt sammen spændende sager, som ikke før er fortalt så omhyggeligt, med så mange stemmer og med så mange anekdoter som i »Something Rotten!«. Grundhistorien er dog kendt af de særligt interesserede, ligesom bogens fortælleform, hvor citat får lov at følge citat uden forfatterens analyserende indblanding, er set i standardværket »Please Kill Me - The Uncensored Oral History Of Punk« af Gillian MacCain og Legs McNeils.
Man må dog alligevel imponeres over, hvor uhyre grundigt - ja, på kanten til det omstændelige - et værk, Jan Poulsen har begået, og svimlende 10 år har det taget ham at samle og strukturere de 52 stemmer, som får taletid i bogen. Om man så finder det lidt for let sådan at undlade enhver form for analyse, fordi det er »en stor og kompleks historie«, og fordi sandheden om punk ikke er »entydig«, ja, det må være et spørgsmål om temperament.
Men frem af de 416 ukommenterede sider i »Something Rotten!« træder ikke desto mindre én pointe, der er værd at opholde sig ved. En grum og ikke så lidt ironisk en af slagsen, som de medvirkende synes blinde for - nemlig at punkmiljøet i sin grundlæggende struktur og i sit væsen var en kopi en miniature af det samfund, det vendte sig så hadefuldt mod.
Strunge som sindbillede
I punkmiljøet var man enten inde eller ude, og hvor man endte, blev afgjort af tøj, attitude og af hvorvidt man var »ægte« - hvor diffust det begreb end måtte synes.
Og som overdommer i tvivlsspørgsmål sad tekstforfatter og fanzine-redaktør Camilla Høiby, der ærlig talt tager sig såre usympatisk og en kende latterlig ud i »Something Rotten!«
Ikke bare via andres citater - et sted kaldes hun sågar en »smatso« - men også i kraft af sine egne udtalelser, som stadig er nådesløse efter alle disse år og tilsyneladende blinde for deres egne selvmodsigelser.
Som når hun siger, at punkernes fælles »punkt var, at man følte sig uden for verden. Altså udstødte på den ene eller anden måde«. Men alligevel brugte hun altså en anselig portion af sin egen energi på at støde upassende elementer ud.
Ikke mindst Michael Strunge, som hun opfattede som falsk, selv om han var optændt af punkånden og bristefærdig med skrivetalent. Og sørgeligt er det i det hele taget at læse, hvordan flere af bogens medvirkende falder over digteren.
»Han er død, han kan ikke forsvare sig. Jeg synes simpelthen, det er så ... og jeg ved, at han mente det fandeme hundrede procent. Hans version af punken var lige så rigtig som de andres, så jeg synes, de skulle tale ordentligt om en, der er død, og som også gav det hele,« siger Michael Valeur, så man får en klump i halsen, og Fritz Bonfils og Søren Ulrik Thomsen er også nogle af dem, der kommer omkring den døde digter med anstændigheden i behold.
Sandheden om punken?
Men sagen er den, at ekskluderingsmekanismen, som Camilla Høiby i høj grad repræsenterer, er præcis den samme som i det borgerlige samfund, hvor man også skal ligne de andre, være som de andre. Ellers bliver man ikke taget alvorligt. Eller ryger helt ud.
Og Strunge bliver selve billedet på punkens reproduktion af det etablerede Danmark og dets hierarkiske og konformiserende strukturer. Og svaret på, hvordan i alverden punkmiljøet kunne blive som det samfund, det brugte så megen energi på at nedgøre, må være, at middelklassebørn altid vil være middelklassebørn. Man kan ligne noget andet, gøre noget andet, men ikke bryde de mønstre, opvæksten mærker én med.
Er det sandheden om punken? Måske. Men denne diskussion tager ingen af bogens medvirkende, og om Jan Poulsen har haft øje for den, vides ikke, da han som nævnt har valgt en anden metode.
Analyser skal man som læser selv foretage. Det er for mig en svaghed, og måske havde en mellemting - citater og refleksion - været optimal? Men meget af det, bogen taber på analysefronten, det vinder den tilbage i kraft af sin gavmilde brug af hidtil usete fotos og ufattelig mange - og ofte morsomme - anekdoter.
Ikke mindst den om bassist Stig Pedersen, der blev smidt ud af bandet Ads og som hævn dannede et nyt band.
Ved navn D-A-D.
