Handlingen i de fleste romaner kan refereres på nogle minutter eller over et par afsnit. Men der er også tilfælde, hvor det er helt umuligt, fordi handlingen er for kompliceret eller langt ude.
Ljudmila Petrusjevskajas »Nummer Et - eller I andre muligheders haver« er begge dele: Kompliceret og langt ude. Lad mig alligevel forsøge med et handlingsrids – om ikke andet så for at give en idé om, hvad det er for et værk:
De 283 store, tætskrevne sider åbner med en dialog mellem en etnograf i 1990ernes Moskva og hans korrumperede overordnede. De to taler ofte forbi hinanden, og dagsordnerne kører på flere niveauer under samtalen, men man forstår, at Nummer Et, der egentlig hedder Ivan, studerer de såkaldte entter, et uddøende folk i Sibirien.
Entternes hverdag, tro, moral og måde at omgås på er Ivans forskningsfelt, men det koster altså rubler at være tæt på dem, og chefen, bare kaldet »Anden«, er ikke meget for at tildele pengene, men det lykkes - en video af en henrettelse og en kidnapning af en kollega indgår også i regnestykket – og Ivan kan rejse og dermed også forlade sit nebengesjæft som udvikler af et computerspil.
Gennem resten af romanen følger læseren Ivan i såvel levende som død tilstand. For ud over at ende i et computerspil, ja, så genopstår han i sin morders krop, og alt dette og meget mere fortælles med talrige litterære greb og genrer, fra den indledningsvise dialog over traditionel tredjepersons-fortælling til breve, og undervejs indfoldes thrillerelementer, sci-fi og systemkritik.
Paranoia og forvirring
Det sidste måske også i måden, hvorpå entterne og forskeren er trængt i et Rusland, der hverken levner plads til de intellektuelle eller til det særegne, men i stedet sværger til vold, kynisme og materialisme.
Ljudmila Petrusjevskaja, født 1938, er selv vokset op i Sovjetunionen, hvor hun forsøgte at få sine tekster udgivet, men ikke kunne acceptere rettelserne og censuren.
Efter systemets sammenbrud blev den kompromisløse forfatter omsider et navn i det Rusland, hun beskriver i »Nummer Et«, der udkom første gang i 2004. Om hun så mener, den nye tid er bedre end den gamle, er svært at sige, for der er vitterlig ikke meget lys i »Nummer Et«. Det skulle da lige være i form af idérigdommen og den vitale litterære form.
Men hvor meget jeg end sætter pris på Petrusjevskajas vilje til at udfordre den konventionelle roman – hvilket blandt andet har ført til en indstilling af »Nummer Et« til sit årtis bedste russiske roman – må jeg forsigtigt indrømme, at jeg finder den lidt klodset, gemacht og prætentiøs. Som om den vil alt for meget til rigtig at leve som fortælling.
Hvis hovedmålet derimod har været at formidle den paranoia, utilpashed og forvirring, som hersker i Putins Rusland, så er Ljudmila Petrusjevskaja på den anden side lykkedes med sin roman. Efter læsningen sidder jeg i hvert fald tilbage med dé følelser i kroppen. Hvilket jo også en form for litterær bedrift.
Titel: »Nummer Et - eller I andre muligheders haver«. Forfatter: Ljudmila Petrusjevskaja. Oversætter: Helle Dalgaard. Sider: 283. Pris: 300 kr. Forlag: Vandkunsten.
