Der er en nedtur, og så er der en optur, og så er der en nedtur igen, og den sidste nedtur gør endnu mere ondt end den første, for nu er det ikke bare en almindelig deroute, der plager vores hovedperson, Jesper. Nu er også kærligheden involveret. Den store kærlighed. Den, der gør rigtig ondt, når den gør ondt. Livsfarligt ondt. Dødeligt ondt.

Strukturen i Jan Sonnergaards roman »Frysende våde vejbaner«, er, som antydet, klar som dagen. Sproget ligeså. Som her, lige i begyndelsen:

»Sebastian og jeg bearbejdede sorg på nøjagtig samme måde som i gamle dage når der var én fra kredsen der var blevet forladt at sin kæreste eller fyret fra sit job eller havde fået en dårlig behandling til eksamen: Vi drak det væk! Eller prøvede. Druk virker jo uberegneligt, nogle gange hjælper det dejligt til med at lukke i og fortrænge, andre gange åbner det op for det hele så det vælter op med alt det der egentlig burde være forblevet begravet.«

Sådan skriver Sonnergaard, enkelt og direkte, og det netop citerede siger i øvrigt en del om, hvad der i det hele taget er på spil i romanen: Den midaldrende jeg-fortæller, der er blevet fyret fra sit job, sidder tilbage i sin skodlejlighed, eller sit »vomatorium«, som han så poetisk kalder den, og ryger og drikker og venter på, at han snart ikke længere får den løn, han stadig får, og tænker på en ungdom, der var ret vild, men også fyldt med venskaber, for han var en del af en klike, og der var musikken, altid musikken, Lou Reed for eksempel, og der var udskejelserne, som dog aldrig gik sådan helt til yderligheder.

Det tænker den eksistentielt udfordrede midaldrende mand på, for nu er Henrik, én af hans gamle bedste venner, død (på en måde, som Jesper mærkeligt nok først længe efter får kendskab til), og hvis man ikke er til endnu en roman om netop dén type - den eksistentielt udfordrede midaldrende mand, der glider formålsløst af sted på livets frysende våde vejbane - så skal man nok holde sig væk fra Sonnergaards seneste.

Meget sort, meget underholdende

Vi andre kan nøjes med at konstatere, at typen synes uopslidelig, og det er jo også godt nok. Vi kan godt tage turen én gang til. Ligesom nogle af os heller aldrig bliver trætte af at læse om kærligheden, dette ligeledes aldeles uopslidelige emne, som Jesper oplever i et forløb, som han på et tidspunkt beskriver sådan her:

»Og der var engang en mand der hed Jesper. han gik på to ben og havde tøj på og var et menneske, men i grunden var han dog en steppeulv. Eller rettere sagt: Han var en hund. En latterlig hjulbenet køter. En troskyldig, lille hvalp. En spasser. Derfor kom der en møgso og ydmygede ham og gjorde ham til grin og ruinerede ham.«

Inden denne korte opsummering af sit livs fiasko har Jesper været med unge og skønne og kønne Julia på en forretningsrejse (hendes), hvis formål han aldrig bliver gjort bekendt med, med overnatning på dyre hoteller og spisning på Michelin-restauranter og det, der ligner, og det var så smukt og godt, men også lidt sært, indtil det, som det er fremgået, endte galt.

Og hvad gør man så?

Jesper får en idé, hvis radikalitet vi ikke her skal komme nærmere ind på. Blot konstatere, at Sonnergaard også i sin nye roman demonstrerer et indgående kendskab til såvel brune værtshuse som gourmetrestauranter og til såvel lurvede lejligheder som luksushoteller, ligesom han - eller i hvert fald hans mandlige hovedperson - på en eller anden måde holder af begge dele.

De to herrers sympati for opblæste litteraturanmeldere kan vist til gengæld ligge på et meget lille sted - det efterlader en sublimt ond beskrivelse af et prætentiøst party hos en kvindelig én af slagsen ikke megen tvivl om.

Så læs den endelig, den nye fra Sonnergaard, hvis ellers emnet ikke skræmmer. Det er præcis, ukunstlet prosa. Meget sort, meget underholdende. Som det virkelig sorte godt kan være det og ofte er det. Selv når det gør virkelig ondt.

Titel: Frysende våde vejbaner. Forfatter: Jan Sonnergaard. Sider: 384. Pris: 300 kroner. Forlag: Gyldendal.