Adskillige fluer summer omkring i Peter Poulsens nye digtsamling, »Månens bagside«. Det eksemplar, som ved nattetide slår sig ned for at akkompagnere digterens tanker foran køkkenvinduet, er indlysende nok i slægt med Storm P.s både geniale og filosofiske fluer, hvor en eftertanke spontant melder sig, et perspektiv vendes om, eller et indfald føres ud i sin yderste konsekvens. Fra køkkenvinduet kan digteren for eksempel betragte den måne, der optræder i bogens titel, og gøre sig sine tanker om, hvor stresset den må være med alle de digte og sange, den optræder i, og alle de malerier, den har stået model til. »Det er for meget«, kan forfatteren næsten høre månen sukke, og så kommer den lille drejning, der giver digtet den specielle skævt-humoristiske tone og den virkningsfulde perspektivforskydning: »Måske den alligevel smiler ved tanken/om at det er bagsiden/vi kan se«.Peter Poulsen er ganske enkelt vokset til en af den danske litteraturs store humorister, med sin egen minimalistisk mumlende og unikt musikalske stemmeføring, og så er han intet mindre end danmarksmester i en ganske speciel form for sort-nøgtern logik, sådan som han demonstrerer den i »Mit liv efter døden« eller »Stammedans«, hvor den forpustelse, der netop ikke indfinder sig, er den slående pointe.
Digteren besøger i løbet af bogens fem afsnit Café Stjerneklar, stiller ind på Kanal Søvnløs og drømmer om barndommens afdansningsbal på Lindgrens Danseskole, og en stemning, vi kan nikke genkendende til, breder sig. Omverdenen findes, som digtenes filosofisk anlagte iagttager et sted noterer, først og fremmest som noget »der skal sætte ensomheden/i relief«. Peter Poulsen tager hverdagenes løjerligheder i undrende øjesyn og udfolder den eksistentielle absurditet i billeder, der undertiden kan minde om surrealismen hos René Magritte. Han kunne sagtens have malet det par tomme sko, der står på gesimsen over for vinduet i det hotelværelse i Paris, hvor digteren i et af bogens fine kærlighedsdigte har indlogeret sig sammen med sin elskede.
At netop kærligheden og forsvindingen deler hotelværelse er ingen tilfældighed, nærværet og fraværet grænser hele tiden op til hinanden i »Månens bagside«. Melankolien er den vedvarende energikilde, og retningen er ikke til at tage fejl af, når en stæreformation trækker hen over himlen: »De har valgt den perfekte aften./Alting peger i samme retning: bort.«
Forsvindingen er det uomgængelige tema i Poulsens poesi, og stilheden er ikke til at overhøre. Digteren kan både sende et skævt smil til Henry Miller med titlen »Stille dage i Svaneke« og lytte sig ind til hjertet af alle lydes fravær: »Køkkenuret glemmer et tik/musen standser bag panelet og lytter./O dette sekund i stilhedens verdenshistorie.«
Midt i stilheden er Peter Poulsens stemme umulig at tage fejl af. Med sin suggestive klang, sine karakteristiske fraseringer og præcise timing balancerer den hele tiden på den rigtige side af sentimentaliteten og banaliteten, og mange af digtene står næsten som meditative øvelser i fravær eller ligner måske en slags poetisk forsoning med ophøret. At digtene i al deres sørgmodighed er så dybt morsomme og så paradoksalt stor en nydelse at læse og lægge øre til, er Peter Poulsens triumf.
Forfatter: Peter Poulsen Titel: Månens bagside Sider: 77 Pris: 150 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof
