Alle forældres værste mareridt bliver ubærlig realitet for den kvindelige hovedperson og jeg-fortæller i Christina Englunds nye roman »Dør til et værelse«. Christina Englund har tidligere vist evne til at skrive psykologisk troværdigt i romanen »Løse ender« fra 2002, som kredsede om det nedbrydende i ikke at blive set eller elsket. »Løse ender« blev to år senere efterfulgt af den selvstændige fortsættelse »På den sikre side«, som var mere usammenhængende.
Med »Dør til et værelse« er der større alvor og skildring af kvælende angst og desperation. Christina Englund griber fat om den universelle angst for at miste sine børn, og hun gør det i en troværdig og nøgtern tone. Jeg-fortælleren, den ph.d.-studerende Gitte, er hos sin elsker, da hendes mand og 4-årige søn kører frontalt sammen med en lastbil. Lastbilchaufføren er eneste overlevende efter ulykken. Gitte anbringes på psykiatrisk afdeling efter en eskalerende psykisk lidelse med hævnlyst og hallucinationer, hun har forfulgt lastbilchaufføren og hans familie og er kommet for tæt på. Et af hendes problemer – også før ulykken – er, at hun søger at skabe ligevægt. Det er her, hun mister jordforbindelsen. Romanen lægger på et overordnet plan op til, at læseren reflekterer over spørgsmålet om skyld. For selv om Gitte har følt sig overset og afvist af sin utro mand og i stedet har gjort den lille søn til manden i sit liv, kan det ikke bortforklares, at hun selv har svigtet ved sin utroskab og arbejdsnarkomani. Både hun og manden er flygtet fra familien. Frem for at tage et opgør med manden, er hun retningsløs og umoden. For sent indser hun, at man skal gribe sit barn, mens man kan.
»Dør til et værelse« åbner således både for en troværdig beskrivelse af en voldsom psykisk krise og for diskussion af den moderne cocktail af overfladisk selvrealisering og omsorgssvigt. Christina Englund rammer den psykiske smerte efter tabet fint i sin skildring, hvor Gittes indre film af varme minder om sønnen kører, mens de sindslidende som nattøjsklædte gespenster går omkring på gangene på den psykiatriske afdeling, hvor naboens gråd skærer i ørerne. Følelsen af uvirkelighed og kulisser vil længe ikke slippe sit tag i hende. Man elsker sine børn, så man bliver skør, hedder det i romanen. Gitte har nu kun erindringen, som et fotografi, hun vender i hånden.
Romanen, der i flere passager er forstemmende og næsten ubærligt smertefuld læsning men væsentlig i sin skildrede problematik og sandfærdige tone, åbner for sin hovedperson en dør til en ny begyndelse. Måske vil der åbnes endnu en dør i forfatterskabet. Læseren aner, at ordene ligger klar i et måske lysere værelse. Forfatteren vil ikke have vanskeligt ved at hente dem frem.
