Man kan have nok så gode kort på hånden i livets store pokerspil, men hvis man satser for højt eller undervurderer sine modspillere, kan man miste det hele på et splitsekund. Den chance tager den risikovillige strafferetsadvokat Martin Benner gerne, og det kommer til at koste denne sexsultne, Porsche-kørende hovedperson i svenske Kristina Ohlssons minikrimiserie »Lotus Blues« og »Mios Blues« dyrt.
En regnvåd sommerdag træder en mand ind på Benners kontor og vil have ham til at rense sin søsters navn. Sara Texas, som hun kaldes, har tilstået fem mord, to i USA og tre i Sverige og har siden begået selvmord.
Broderen mener, at sagen lider under så mange fejl og fortielser, at den bør genoptages. Benner er mest tilbøjelig til at lade den ligge, men nysgerrig og risikovillig som han er, begynder han at se nærmere på den. Det kommer han mange gange til at fortryde.
Det viser sig nemlig, at sagen er mere djævelsk end først antaget og på flere planer får voldsomme konsekvenser for ham selv. Først og fremmest fordi nogen forsøger at tørre flere nye mord af på ham med dygtigt konstruerede »beviser«, senere også, da hans fireårige datter bortføres, og i sidste ende fordi det viser sig, at han er den egentlig skydeskive og målet for mafiabagmanden Lucifers hævn.
Fornyende fortælleform
I et labyrintisk plot vikler Ohlsson sin hovedperson (og læseren) ind i et spind af veje og vildveje, løgne og fortielser, og man læser de to bøger i ét åndeløst stræk, vel vidende, at det vil gå hovedpersonen rigtig skidt.
Bogen er nemlig bygget op omkring en samtale med en journalist, som Benner fortæller historien til for at sikre sig, at hans version af sandheden bevares, hvis der skulle ske ham noget. Og her får man tidligt at vide, at tingene ender grueligt galt for den succesrige advokat med smuk kæreste, elskerinder ved siden af, dyr bil, nuttet datter og et bredt netværk.
Han mister det meste undervejs, men hvordan det sker, og hvem der vil ham det ondt, er en anden sag og dét, der driver fortællingen frem. Det er effektivt og fremragende fortalt, og man aner, at Benners halvt amerikanske baggrund har en betydning.
Første bind, »Lotus Blues«, er bygget op som et mareridtsagtigt, næsten kafkask univers, hvor Benner vikles længere og længere ind i sagen, hvor få er dem, de udgiver sig for at være, og hvor den ene efter den anden af de vidner, han har talt med, dør.
»Mios Blues« er om end mere dyster og apokalyptisk, her er Benner fra start en slået mand, der vist nok har opklaret en del af den stillede opgave, men stadig er jaget vildt. For at redde sin datter påtager han sig den håbløse opgave at finde Sara Texas´ forsvundne fireårige søn Mio, og afslutningen på den del er højspændt og nervepirrende, men måske lige hurtigt nok fortalt.
Ohlsson har rigtig mange bolde i luften undervejs, hun jonglerer behændigt og drilsk med dem og griber overlegent hver og én i den afsluttende finale. Samlet er de to bøger forrygende og i fortælleformen fornyende, og Kristina Ohlsson placerer sig hermed som en af svensk krimilitteraturs mest interessante navne lige nu.
