»En skidestor fjernsyn, ingen plante«

Norske Maria Navarro Skaranger skriver levende og på flydende kebabnorsk om livet i en indvandrertung Oslo-forstad.

Den unge chilensk-norske forfatter Maria Navarro Skaranger giver med sin sprogligt imponerende roman et blik ind bag de »lukkede« gardiner i Oslos multietniske satellitby Romsås Foto: Pernille Marie Walvik Fold sammen
Læs mere

Sproget i en roman er aldrig bare en glasrude, hvorigennem læseren ser handlingen udspille sig. Nogle forfattere forsøger godt nok at få det til at se sådan ud, som om de blot lægger tingene frem, men ordene, de benytter, er altid farvede; har altid en intention eller en holdning til det, der skildres.

Det modsatte af den »gennemsigtige« stil findes i romaner, hvor sproget i dén grad peger på sig selv, og hvor det fortalte er voldsomt farvet af den, der fortæller. Tag bare Niels Franks »Nellies bog« fra 2013, hvor det radbrækkede sprog og den fejlagtige brug af faste vendinger tegner konturerne af en ung mand, der ikke er helt normal.

I »Ett öga rött« fra 2003 brugte svenske Jonas Hassen Khemiri ligeledes sproget til at skabe en ekstra dimension i fortællingen og i karakteren, der er en indvandrerdreng i en hvid, stockholmsk virkelighed. Her bliver hans »perkersvensk« en slags oprør; en fuckfinger til en omverden, han ikke kan navigere i.

Sproget er også hinsides redning i Maria Navarros Skarangers »Alle udlændinge har lukkede gardiner«, som efter sigende er den første roman af sin slags i Norge og vakte stor opmærksomhed med sin fortæller Mariana, der lig forfatteren er chilensk-norsk og fra Oslos multietniske satellitby Romsås, men modsat hende ikke taler korrekt norsk. I stedet forfalder hun til omvendte ordstillinger og forkerte bøjninger og er påvirket af engelsk, urdu, gambisk, tyrkisk, og hvad der nu ellers tales i boligblokkene.

Mu2 og alle fordommene

Den virkelighed, Mariana lever i og taler om på sit »kebabnorsk«, er bemærkelsesværdigt udramatisk. Normalt er den slags ghettoer kun i søgelyset, når noget er gået helt galt. Det er det ikke her. I hvert fald ikke på overfladen, hvor Mariana går i 7. klasse og er forelsket i Mu2 – det kalder hun ham, fordi der er så mange i skolen, der hedder Muhammed – der går en klasse over hende.

Men selv om man er offer for fordomme, kan man godt selv være fordomsfuld. Og indimellem få fordommene bekræftet på en måde, der får mig til at grine. Som da Mariana omsider er kommet med hjem til Mu2:

»Hos Mu2 der var typisk tyrkisk, jeg havde ikke forventet noget andet, der var lukket gardin med blonder, blå sofa, to af dem, en skidestor fjernsyn, ingen plante, nyt køkken og lille billede af koranen midt i væggen som var hvid, plus billede fra Mu2 som barn.«

Vil ikke giftes med »en kartoffel«

Formuleringen »lukket gardin« går igen i romanen og ligner en diskret kritik af indvandrerfamilierne: At de forskanser sig i deres lejligheder med deres gamle kultur og lader den gammelnorske verden gå sin gang udenfor. En afstandtagen fra det samfund, der heller ikke helhjertet ønsker at favne dem.

Mariana synes underlagt denne (forståe-lige) logik. Som når hun forestiller sig, hvem hun engang skal giftes med: »Jeg sidder på toilet og tænker på mig selv som voksen, for hundrede procent sikkert jeg kommer til at gifte mig med mand som ikke er helt kartoffel ...«

»Kartoffel« er slang for en etnisk nordmand, og uviljen i forhold til det norske er særligt problematisk, fordi den sidder i Mariana og de andre børn, der gerne skulle være mere integrerbare end deres forældre. Men Skaranger underspiller problemet, snarere end – som en Yahya Hassan – at overspille det. Det gælder også smerten i Marianas familie, hvor storebroren sidder i fængsel.

Og det er imponerende, at Skaranger, der var 21 år, da romanen udkom, evner at være så subtil med et sprog, der er så klodset og ufuldkomment som Marianas. Det må have været en noget nær umulig opgave for Sara Koch at oversætte romanens konsekvente kebabnorsk til shawarmadansk.

Noget af charmen og den vitale musik fra den norske udgave er da også gået tabt undervejs. Ja, nogle gange føler jeg mig mere hensat til julekalenderen »Yallahrup Færgeby« end til Romsås. Men en læseoplevelse er det ikke desto mindre, og måske gives der også et indblik i en verden, hvor gardinerne oftest er trukket for. Eller er »lukkede«, som Mariana ville formulere det.

Titel: Alle udlændinge har lukkede gardiner.

Forfatter: Maria Navarro Skaranger.

Oversætter: Sara Koch.

Sider: 120.

Pris: 150 kr.

Forlag: Gyldendal.