Gunnhild Øyehaug skriver præcist og tragikomisk

»Undis Brekke« handler - blandt andet - om en julefrokost fra helvede.

»Undis Brekke« af Gunnhild Øyehaug er en pinagtig fornøjelse trods en klichefuld handling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gyldendal
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et referat af en roman siger i grunden meget lidt, eller slet ingenting, om dens kvalitet.

Tag bare Gunnhild Øyehaugs »Undis Brekke«, der handler om 38-årige Undis, der med sin debutbog blev en stjerne på den litterære himmel, men siden er løbet ind i en solid skriveblokade.

I stedet har hun taget på, og hun har forgæves forsøgt at gøre en ph.d.-afhandling om Rimbaud færdig på universitetet i Bergen. Hendes forhold er også er under afvikling, og derfor er der ikke meget, der holder på hende, da hun får tilbudt et job som timelærer i den lille fødeby Eitre ude mellem de fjelde, hun ellers svor nogensinde at vende tilbage til.

Der er så mange klicheer i spil i »Undis Brekke«, når handlingen ridses op på den måde: Kometagtig debutbog, skriveblokade, leden ved at vende tilbage til udgangspunktet.

Men det er ikke handlingen i sig selv, der er afgørende, men derimod hvordan handlingen udtrykkes. Og Øyehaug skriver i en kortfattet, præcist registrende prosa, der umærkeligt pendulerer mellem mørke og humor eller blander dem i ren tragikomik. Derudover er hun i stand til at etablere scener med ganske få greb. Som her, hvor hun er tilbage i Eitre og til julefrokost med sine lærerkolleger:

»Otteogtredive år senere sad jeg og stirrede på et dødt fårehoved. Det dampede fra hovedet der lå på en tallerken, lige igennem det brune, stramme skind på fårekraniet, som om en strøm af synlig sjæl ikke kunne lade være med at stige op.«

Pinagtig fornøjelse

Det er, som citatet antyder, ikke noget godt gensyn med de lærere, Undis år tidligere forlod, fordi hun mente at være skabt til noget større. Den tykke Cornelis, opkaldt efter trubaduren Cornelis Vreeswijk af sine venstreorienterede forældre, der bliver ved med at sende blikke, som hun ikke gengælder af lyst, men fordi hun liiige skal tjekke, om han stadig kigger. Eller Rune Flå, der »var kendt for at fylde sine forelæsninger med fordækte sjofle hentydninger, kendt for at sige ordet »kneppe« så ofte han kunne«.

»Også intelligente mennesker er afsindigt dumme,« tænker Undis med det dampende smalahove foran sig, og som julefrokosten skrider frem, skifter stemningen fra søvnig til ubehagelig: Den pivfulde Cornelis bekender, at han har være vild med hende meget længe, men at nu må det høre op, og den mindst lige så berusede Rune Flå føler sig ansporet til at fortælle Undis, hvor grim hun er blevet. Da hun går på toilettet, må hun give ham ret:

»Jeg fik samtidig øje på mig selv i spejlet, den brede røv, som bare så endnu bredere ud i den glatte, sorte silkekjole som jeg havde fundet i affaldssækken sammen med et par blondestrømpebukser, det havde føltes som at stikke hånden ned i en skraldepose og trække mit gamle liv frem«.

Det er så trist, at det er morsomt, og det kræver litterær begavelse at få dét til at ske. Og selvom »Undis Brekke« ikke altid formår at løfte sig over handlingsreferatets klicheer, er den i lange stræk en fornøjelse. Ofte af den pinagtige slags. Med et twist på de sidste sider, der giver næseblod.

Titel: Undis Brekke. Forfatter: Gunnhild Øyehaug. Oversætter: Sara Koch. Sider: 144. Pris: 200 kr. Forlag: Gyldendal.