»Min mor var blå, en blegblå og askefarvet nuance, hænderne underligt mørkere end ansigtet, da jeg fandt hende hjemme hos sig selv den januarmorgen. Hænderne som plettet af blæk ved fingerleddene.«
Så smukt åbner Delphine de Vigan »Alt må vige for natten«, som er en roman af stærkt selvbiografisk tilsnit. Og som citatet antyder, er det et selvmord, der sætter Vigan i gang med fortællingen, der på samme tid er et forsøg på at stykke morens livsforløb sammen og et stykke selvterapeutisk sorgarbejde. Derudover, på et mere litterært plan, er den en diskussion af skriftens og romanens forhold til sandheden.
Men først tilbage til morens kaotiske liv, som altså ender i et ensomt værelse. Det begyndte ellers i en stor børneflok, hvor glæder og sorger meldte sig, men hvor det – som det altid er – var sorgerne, som satte sig de dybeste spor: En brors pludselige død, en andens kromosomfejl og farens seksuelle overgreb.
Det sidste læser Vigan i et af morens efterladte notater, men hun svælger ikke i voldtægten. I stedet bliver den en del af en livsskildring, som mørkner med årene, hvor morens sind slår stadigt dybere sprækker, og hendes alkoholforbrug bliver til misbrug. Og Vigan pointerer undervejs, hvordan sygdom, synder og svagheder har det med at rejse gennem generationerne. Forfatteren har godt nok aldrig interesseret sig for »psykogenealogi«, men »faktum er«, skriver hun, at en families tragedier »strømmer tværs gennem familierne som ubarmhjertige forbandelser, de sætter aftryk, som modstår presset fra såvel tiden som fra benægtelserne.«
Vigan taler naturligvis også om sig selv. At hun bærer sin mor i sig. Men ikke bare smerterne, også sødmen. Som når hun hører sig selv kalde sit barn for »lille snut«. Præcis som moren kaldte hende som barn.
Sådan er »Alt må vige for natten« både hård og smuk, men også interesseret i spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er muligt at fortælle et menneskes historie. Eller »at skrive min mor«, som Vigan formulerer det i et af de mange afsnit, hvor hun funderer over sit projekt: Over at sandheden kun kan blive, som hun ser den, og at den altid vil være ilde hørt i hendes fortrængningsramte familie.
Men en forfatter må skrive den sandhed, der trænger sig på, og Vigans roman om moren og familiens smertelige historie har ramt en nerve i hjemlandet Frankrig, hvor den er en bestseller, har vundet flere store priser og været nomineret til den prestigetunge Prix Goncourt.
Den vandt Vigan ikke, og romanen er heller ikke uden problemer. Ophobningen af detaljer om alt fra gadenavne over bilmærker til busruter gør indimellem læsningen unødigt omstændelig, ligesom sproget ikke altid er lige godt og savner musik i nogle sætninger.
Måske er den gået tabt i oversættelsen, hvor der også huserer mange klichéer. Moren vågner således »badet i sved«, hendes opførsel er »et råb om hjælp« og hun bliver »grebet af angst«.
Uha. Men fortællingen er dog så stærk, at man som læser bærer over med meget. For stoffets betydning for Vigan kan mærkes på hver en side og sætter derfor også mærker i læseren. Som jo også har en familiehistorie. Hvor mørke og lys bliver til sandheder.
Dér i tusmørket.
Hvem: Delphine De Vigan. Hvad: »Alt må vige for natten«. Sider: 338 Pris: 300 kr. Hvor: People's Press
