Illustreret klassiker

Voltaires fortælling handler om den unge Candide, som sammen med sin følgesvend, filosoffen Pangloss, kommer igennem utrolige trængsler.

Pangloss forsvarer Leibniz´ teori om, at vi lever i den bedste af alle verdener, og får uanfægtet enhver ulykke til at give mening. Voltaires morale (som man i dag nok kan læse som ret forstemmende) er: Drop fejderne, pas din have og dig selv, så vil du være lykkelig! »Candide« er spidende morsom og dybt kritisk, og passer perfekt til Oscar Ks temperament. Det er en fin, desværre lidt forkortet gendigtning. Oscar K, har ikke kunnet nære sig for at gøre en tyk kritikerfigur til en høj fyr med briller, en Bugdâhl (hvilket faktisk er en hyldest). Dorte Karrebæk folder i sine frivole illustrationer alskens referencer fra kunsthistorien ud, lige fra van Gogh til »Life of Brian« og til portrætter af Samuel Beckett, som beundrede Voltaire, men bestemt ikke delte Voltaires tro på fremskridt via oplysning. Der er noget at se på, og mange gode diskussioner at åbne for den lærer, der tager bogen med i de største klasser.