De fleste af os tror os bedre, end vi er. Vi ser os gerne som den gode, hjælpsomme og ansvarsfulde, der til enhver tid holder fast i egne principper og agtelse. Og det er for så vidt ganske let, især når hverdagen er velfungerende, og underverdenen er reduceret til en fremmedartet og fjern forestilling om helvede.
Men hvis man som hovedpersonen i den britiske Economist-journalist A. D. Millers debutroman, »Vintergæk«, er en yngre engelsk advokat, der har slået sig ned i det postkommunistiske og kriminel-kapitalistiske Moskva, kunne virkeligheden pludselig se helt anderledes ud. Den kunne ligne helvede og trænge sig ind på én, uden at man opdagede, hvordan man tavst og imødekommende lod sig byde op til djævledans. Før man fik set sig om, ville man være viklet ind i et klistrende spind af løgne og ulovligheder, og man ville pludselig være lige så skyldig som de skyldige og slet ikke længere den lovlydige og ansvarsbevidste borger, man helst så sig selv som. Man var blevet bedraget, af de andre, ja, men også af sig selv og sin egen magelighed.
Indleder et forhold
Advokaten Nick Platt er måske godt klar over, at hans arbejde i Moskva ikke er helt fint i kanten, men han kan stadig se sig selv i øjnene, og han betragter mest sine arbejdsopgaver som at »smøre læbestift på svin«. Det er først, da han møder søstrene Masja og Katja, at tingene for alvor begynder at gå skævt – han fascineres af Masja og indleder et forhold til hende, med søsteren som gådefuld voyeur og en gammel tante som omdrejningspunkt for en studehandel, der ikke er helt gennemskuelig.
Advokaten lader sig gradvist fange ind af små og tilsyneladende uskyldige løgne, sådan som mange andre også ville, hvis formålet var at skåne den sårbare, imødekomme den elskede – og dække over egne fejl og mangler. Uden at opdage det glemmer han at tage vare på sin egen moral og sine egne principper, hvilket er let nok at kimse ad, når man har sit på det tørre i en velordnet velfærdsvirkelighed, men som er pokkers uhyggeligt, grænsende til det kvælende klaustrofobiske og mareridtsagtige, når det formes i en fortælling som »Vintergæk«.Med en pen, der både er nøgtern og fyndig, maler Miller et dystert, dragende og dæmonisk portræt af en by i moralsk opløsning. Billedet er stramt komponeret, men under de rene linjer gemmer sig et næsten sprudlende schwung i alverdens grålige nuancer, så det tillige bliver en melankolsk fabel om forelskelse, forbrydelse og fordærv. Der er dømt dommedag og død, forræderi og fæl erkendelse, men midt i denne Moskva-kolde nedsmeltning spirer der også noget, der med lidt god vilje kunne kaldes håb og heling.
En vintergæk er i øvrigt en moskovitisk betegnelse for et lig, der har ligget begravet under vinterens sne og først kommer til syne, når sneen smelter. Sådan karakteriserer advokaten også i sidste ende sig selv – som det fordærvede jeg, der dukker op, når der ikke længere ligger et dække over ens selvopfattelse. Og sådan er denne fine lille roman også – en filosofisk, psykologisk perle, svøbt i thrillerens iskolde og skøjteglatte lag af uhyggelig uhøjtidelighed, der gradvist smelter og afslører noget helt andet og meget bedre og værre og vigtigere, end man havde forestillet sig.
Titel: »Vintergæk«. Forfatter: A. D. Miller. Sider 242 Pris: 269 kr. Oversætter: Ninna Brenøe. Forlag: Klim.
