Friheds­kæmperen, der blev landsforvist

Flemming B. Muus var leder af den britiske efterretningstjeneste SOEs operationer i Danmark. Han blev rost af briterne og mange danskere for sin indsats. Alligevel blev han landsforvist i 1945. Sven Ove Gade spørger i sin nye bog »Faldskærmschefen«, om Muus var helt eller skurk.

Med den fornemme britiske orden D.S.O. på brystet modtager Muus den britiske dronning Elizabeth i 1957 i København. Illustration fra bogen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flemming B. Muus var ikke lige den type, som man forestiller sig som helt. Han klarede sig rent ud sagt dårligt i skolen, og da han forfalskede en check, sørgede familien for, at han blev sendt til Liberia i Afrika. Sådan gjorde man i rige familier med sorte får.

Han søgte under Anden Verdenskrig til Storbritannien for at blive udsendt af efterretningstjenesten SOE (Special Operations Executive), men var den eneste i gruppen, som dumpede til de afgørende prøver. Han bar briller tykke som hinkeruder, var let feminin, snobbet og brugte manicure. Han elskede at leve et luksusliv og var ikke altid helt ordholden. Mange nærede desuden en umiddelbar antipati mod ham, fordi han så lidt mærkelig ud og virkede affekteret.

På trods af det blev han en af besættelsestidens store personligheder. Det lykkedes ham fra 1943 at få SOE ind i et aktivt samarbejde med alle modstandsgrupper og de militære modstandsorganisationer og få organiseret nedkastninger, så modstandsgrupperne omsider fik våben og sprængstoffer.

Han fik en af de højeste udmærkelser af briterne, og en række af hans medarbejdere havde stor ros over for hans evner som leder, hans personlige mod og hans behændighed til at begå sig i det komplicerede magtspil mellem Frihedsrådet, kommunistiske og borgerlige frihedskæmpere, militære modstandsorganisationer og det politiske system.

Alligevel blev han landsforvist efter befrielsen i 1945. Han havde efter rettens dom forsøgt at tilegne sig 550.000 kr. af modstandsbevægelsens penge. Han fik sig en dom på to års fængsel og sad inde i godt et år. Da han blev løsladt, var det på betingelse af udvisning af Danmark.

I sin nye bog »Faldskærmschefen« af Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Sven Ove Gade skildres Flemming B. Muus’ skæbne, og Gade skriver med velrettet ondskabsfuldhed: »I 1948, blot to år efter dommen og den efterfølgende landsforvisning, begyndte Justitsministeriet at benåde landssvigere, som havde stillet sig til rådighed for besættelsesmagten, og som var idømt alvorlige fængselsdomme. I deres tilfælde blev landsforvisning på intet tidspunkt sat som forudsætning for benådning. De blev bare sat på fri fod.«

Hemmelig agent og nyt ansigt

Da Flemming B. Muus i første omgang blev sendt til Liberia af sin familie, havde han held til at få en række opgaver for britiske selskaber og klarede sig økonomisk rimeligt. Desuden fungerede han i det skjulte som spion for briterne, der ville have oplysninger om tyskerne. Da besættelsen kom 9. april 1940, var han ikke i tvivl om, at han ville bekæmpe nazismen. Hans meldte sig til SOE og rejste til Storbritannien fra Afrika, men turen var farefuld, og hans skib blev sænket, men han overlevede.

I 1942 troppede han op hos SOE og erklærede sig klar til tjeneste. Han havde gode kontakter, og chefen for SOE, Charles Hambro, var faktisk en gammel bekendt fra hans københavnerdage.

Uddannelsen som hemmelig agent var ikke let for den unge Muus, der ikke var specielt atletisk, og som sagt dumpede han også, men alligevel blev han til alles overraskelse i 1942 valgt som ny leder af operationerne i Danmark.

Sven Ove Gade mener, at det skyldtes hans gode forbindelser mere end hans evner som hemmelig agent. Han gennemgik en plastisk ansigtsoperation, så han ikke kunne genkendes af venner og familie i Danmark, og så blev han sendt af sted med fly.

Opgør med Elefanten

Muus kom til en modstandsbevægelse, der var i krise. Man manglede våben og sprængstoffer, og SOE-aktiviteterne skulle først køres i gang. Han var også havnet i en sump af intriger og magtkampe. Han skulle forhandle med yderst selvstændige modstandsfolk som Flemming Juncker, der bar kodenavnet Elefanten. Juncker havde ansvaret for nedkastningerne og modstandsarbejdet i Jylland, og ham kommanderede man ikke rundt med.

Muus skulle balancere mellem kommunistiske og borgerlige frihedskæmpere og sørge for at tilfredsstille Frihedsrådet, der blev etableret i september 1943.

Og så var der politikerne, der aldrig var meget for modstandsarbejdet, og som han også, til briternes utilfredshed, søgte et godt samarbejde med. Men jo bedre forhold Muus fik til politikere og de militære organisationer, desto mere upopulær blev han hos Frihedsrådets medlemmer.

Det lykkedes for ham at vinde politikere som H.C. Hansen og Hans Hedtoft for sig, men forholdet til Juncker og andre selvstændige modstandsfolk blev vanskeligt. De ville ikke blot indordne sig under en lidt fimset københavnersnude med store armbevægelser.

Muus elskede at føre sig frem

Flemming B. Muus udfoldede et stort selskabsliv og brugte masser af penge. Briterne advarede ham og sagde, at han ikke skulle blive et socialt midtpunkt, men holde lav profil. Men Muus elskede at føre sig frem og var god til at knytte sociale kontakter.

En af disse blev til hans nyansatte sekretær Varinka Wichfeldt, som var en initiativrig kvinde af det bedre borgerskab. Hun var datter af Monica Wichfeldt, der var af flamboyant irsk afstamning og ikke bange for nogen. Monica Wichfeldt blev som sin datter involveret i modstandskampen og blev taget af Gestapo. Hun døde i tysk fængsel af underernæring og sygdom. Med Varinka havde Flemming B. Muus fundet en modig medkæmper, der til sine dages ende forsvarede sin mand som en løvinde.

I besættelsestiden var der ikke råd til sarte sjæle og fyldebøtter. Et par SOE-agenter blev faktisk likvideret af deres egne, fordi de drak for meget og talte over sig. Muus var jaget af Gestapo, og han sagde selv, at 200 mand var efter ham, men en anden modstandsmand mente, at 40 mand var på jagt efter ham.

Muus havde mange fjender, og de var ikke alle fra Gestapo, for nogle af hans medkæmpere var stærkt forbitrede over hans levestil og hans forsøg på at udøve sin magt.

Men ledende modstandsfolk var ikke i tvivl om, at Muus gjorde en fornem indsats. Aage Schoch fra Frihedsrådet sagde: »Sabotagen begyndte at tage fart. Efter at Muus var kommet til landet som chef for faldskærmsfolkene, blev der mere plan i arbejdet.«

Den betydningsfulde radiomand L.A. Duus Hansen skrev til SOE: »Siden Jams (Muus) ankomst her til landet synes der at være kommet en helt anden ånd ind i Table (modstandsarbejdet).«

Muus' nærmeste medarbejder Ole Geisler, der havde afgørende betydning for modstandsarbejdet i Jylland, beundrede ham ligefrem. Vores store nulevende modstandsmand Jørgen Kieler giver også Muus en stor del af æren for modstandsarbejdets succes i 1943 og siger i bogen:

»Det, der satte 29. august i gang (folkelig modstand mod samarbejdspolitikken), skete først og fremmest i Jylland og på Fyn. Derfor vil jeg give Flemming Muus og Flemming Juncker æren for den 29. august. Uden disse to ærkefjenders samarbejde gennem SOE var det ikke kommet i stand.«

SOE priste Muus gang på gang. Muus var i tæt kontakt med sine chefer i London, og i midten af 1943 rejste han til Stockholm og derfra med fly til London. På vejen hjem til Danmark var det nær gået galt, for hans maskine blev angrebet af tyske jagere over dansk luftrum og skudt ned. Kun et mirakel reddede dem, da piloten fik øje på en pløjemark, hvor flyet kunne lande. I ly af mørket slap Flemming B. Muus væk og til København.

Mistanke om rod i regnskaberne

Allerede i 1943 var der rygter om rod i regnskaberne. Juncker skumlede over det, men blev afvist af SOE i London. Den britiske SOE-ansvarlige i Stockholm tog sagen op og mente, at Muus brugte penge til eget forbrug. Efterhånden blev SOE klar over, at noget var galt, men man ville for enhver pris ikke have det frem i offentligheden, for den slags historier kunne få fatale konsekvenser for modstandsarbejdet og SOEs ry.

Juncker foreslog, at Muus blev overført til en fjern del af krigsfronten som f.eks. Asien. I februar 1945 blev Muus afløst som SOE-chef af Ole Lippmann, og Muus tog til London. Mistanken til ham var tydelig, men foreløbig skete der ikke mere.

Først efter krigen blev en undersøgelse sat i gang, og det blev afdækket, at Muus havde tilegnet sig 550.000 kr. Hvor alvorligt var det? Ole Lippmann er citeret for at sige: »Det, Muus lavede, var at sammenligne med, at man som officer sælger ammunition til fjenden. På et tidspunkt, hvor vi andre satte liv og lemmer på spil for at skaffe penge, som var nødvendige både til arbejdet og til efterladte og til de unge piger, der pludselig ikke havde en forsørger mere, da sidder han og samler penge ind til en behagelig tilværelse efter krigen.«

En karriere som succesforfatter

Opgøret efter krigen blev bitter. Muus forsøgte selvmord, men overlevede. Han idømtes to års fængsel, og efter et stykke tid gik førende politikere og modstandsfolk som H.C. Hansen, Hans Hedtoft og Vilhelm Buhl i forbøn for ham, men mange modstandsfolk undlod at underskrive.

I slutningen af 1946 blev han løsladt, og sammen med Varinka drog han til Sydafrika, men måtte vende hjem i 1949 uden en øre på lommen. Det var en bitter tid, men Flemming B. Muus lod sig ikke slå ud og blev nu succesforfatter, hvor ikke mindst hans debutbog »Ingen tænder et lys« blev en gigantisk succes.

Muus døde i 1979 og hans utrættelige forkæmper og hustru Varinka i 2002.Sven Ove Gade har ikke haft et let arbejde med at rekonstruere Flemming B. Muus’ liv og garnere det med nye oplysninger. Flemming B. Muus skrev selv efter krigen flere erindringsbøger, og Varinka skrev også en bog om deres liv.

Danske historikere har gennemtrawlet danske og britiske arkiver for at beskrive SOEs aktiviteter i Danmark, så Sven Ove Gade har haft et godt grundlag, men Muus’ personsag i både danske og britiske relevante arkiver er forsvundet.

Bogen afslører sådan set intet nyt, men Sven Ove Gade har held til at sammenfatte den uventede helts liv, så det vækker interesse. For som altid er de mest fascinerende skikkelser de dobbelttydige, der viser os menneskets sammensathed. Var han helt eller skurk? Begge dele.

Forfatter: Sven Ove Gade.

Titel: »Faldskærms­chefen. Flemming B. Muus – helt og skurk?«.

Sider: 272.

Pris: 300 kr.

Forlag: Informations Forlag.