Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den sande Scavenius - del 1.

Den omstridte besættelsestidspolitiker Erik Scavenius var ikke fornuftens mand under den tyske besættelse af Danmark 1940-45. Han var følelsernes mand, som hæmningsløst brugte sin position hos nazisterne til at gennemtrumfe sin vilje. I to kronikker fortæller mag.art., fhv. ambassadør Uffe Andreasen, om Scavenius.

Stats- og Udenrigsminister Erik Scavenius og Adolf Hitler i samtale i 1941 i forbindelse m. underskrivelsen af Anti-Komintern aftalen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 1994 deltog jeg som Danmarks repræsentant i ceremonien for 50-året for befrielsen af Paris. En smuk aften sad vi bænket på en bro over Seinen til et af de son-et-lumiere-shows, som franskmændene er så formidable til. En af begivenhederne var, at der på Seinen under os kom en række både, som symbolsk repræsenterede de lande, der ydede modstand mod nazismen. Jeg så den ene båd efter den anden med nationalitetsflag sejle forbi, norsk, polsk, hollandsk, fransk etc. og ventede i ro og mag på, at den danske båd blev annonceret over højtaleren. Den kom ikke.

Jeg gik lidt beklemt hjem og læste en ekstra gang på krigshistorien – og blev klogere: Jeg havde læst for mange nationale historiebøger. Vi regnes ikke med til det fine selskab, men blev opfattet som en del af Tysklands venner. Danmark gjorde ikke, som andre lande havde gjort. Vi havde ikke ydet modstand, oprettet eksilregeringen i London, ja, vi havde endda underskrevet Aksemagternes Antikomintern pagt i selskab med misliebige regimer i Østeuropa.

For nylig deltog Dronningen ved 70-året for de allieredes landgang i Normandiet. Den danske modstand, her søfolkene, der havde deltaget i den aktive kamp mod Hitlertyskland, havde dog reddet os, ligesom frihedskæmperne, ambassadør Kauffmann i Washington, augustoprøret i 1943 og folkestrejken sommeren 1944 etc., gjorde det, så vi modsat Sverige lige akkurat blev inviteret med til grundlæggelsen af FN i 1945.

Danmark kom ud af Anden Verdenskrig vaklende mellem modstand og samarbejde. Et dilemma, der i dansk mentalitet aldrig er blevet løst. Et dilemma, ja, i visse tilfælde hersker der nærmest skizofreni på området, når sågar de samme mennesker, som spotter erhvervslivets tyskvenlighed, samtidig roser samarbejdspolitikerne og især den mest yderligtgående af dem, Erik Scavenius.

Den gennemgående begrundelse herfor er, at Scavenius skulle have turdet det, som de andre ministre ikke turde, nemlig samarbejdspolitikken med tyskerne, og at han derved sørgede for, at Danmark slap billigt gennem besættelsen. De andre ministre var feje og krøb i ly bag ham. Uden på nogen måde at hvidvaske dem: Det er uhistorisk. Det fremgår jo, at alle de ministre, der sad i regeringen under den tyske besættelse, accepterede forhandlingspolitikken.

Gang på gang understreges det af datidens politikere, at det alene var graden af forhandlingspolitik, der skilte vandene mellem det datidige politiske establisment i Danmark og Scavenius. I referaterne fra ministermøde efter ministermøde, i nimandsudvalget og andre kilder gentages – grænsende til ulidelighed – én og samme historie. Nemlig at samtlige ministre plus fagbevægelsen, arbejdsgiverne, kongehuset etc. accepterede, som landet nu lå efter 9. april 1940, forhandlingspolitikken. Det er forkert at beskrive det, som om Scavenius agerede i den frie luft. Men det, politikerne gang på gang åbenlyst beskyldte ham for, var for det første de fiflerier, han foretog sig bag deres ryg, og for det andet en overdreven tjenstvillighed overf or tyskerne. flere gange tilbød han nazistyret i Danmark at give det mere, end det havde bedt om.

Når han blev siddende, var det ikke, fordi de øvrige ministre brugte ham som en busk, de kunne krybe i skjul bag, men alene ved trusler om, at hvis han ikke fik sin vilje, indgav han afskedsbegæring. I et tilfælde brugte han truslen fire gange under samme regeringsmøde! Og det gjorde han naturligvis vel vidende, at tyskerne forlangte hans forbliven, altså at han, så længe de var i landet, var usårlig – så enkelt var det. Alle vidste det, og denne taktik er blevet beskrevet hundreder gange i dokumenterne fra datiden.

Det er i øvrigt i besættelsestidsforskningen blevet regnet Erik Scavenius til gode, at det lykkedes ham at få tyskerne til at afstå fra at lade de danske nazister få del i regeringsmagten. Men læser man tibinds værket Die Korrepondenz von Werner Best (ved John T. Lauridsen), der udkom for et par år siden, fremgår det klart af de tysksprogede dokumenter, at beslutningen herom ikke havde noget med Scavenius at gøre.

Han var forhadt som ingen anden dansk politiker hverken før eller efter, ikke blot af befolkningen, men også af politikerne. Den senere statsminister, Venstres Knud Kristensen o.a. forlod deres ministerposter i vrede, på møderne i regeringen og i nimandsudvalget kom det gang på gang til sammenstød, hvor Scanvenius op i sit åbne ansigt fik at vide, at han var gået alt for langt over for tyskerne, at han havde lavet fiflerier med sine ministerkolleger etc. Vi ved det fra referaterne (Den parlamentariske Kommission), fra andre datidige kilder, fra erindringer. I besættelsestidens barske politiske sprog blev der ikke fejet noget ind under gulvtæppet.

Denne kronik er ikke et forsøg på at hvidvaske de øvrige besættelsestidspolitikere: Deres hadske udfald mod sabotagen og modstandsbevægelsen under krigen og deres omklamring af modstandsbevægelsen efter 4. maj, samt deres påberåbelse af, at de og folket stod sammen 29. august 1943 – hvortil historikeren Hans Kirchhoff har et klart og entydigt svar: »Løgn og hykleri«. Men at opfatte dem som feje nikkedukker er ganske enkelt ikke rigtigt.

Scavenius kom gang på gang i mindretal i regeringen. Imidlertid var der jo noget, som de øvrige politikere ikke kunne komme udenom: Tyskerne ville have ham, og det spillede han grundigt på. Hvem ville ikke – så længe som muligt – undgå at kaste landets befolkning ud i en konflikt, ingen kunne overse. Jo, det skete så i august 1943. Scavenius’ ageren betød ikke blot en nedværdigelse for Danmarks anseelse under og efter besættelsen, men var også dårligt håndværk og diplomati.

I modsætning til, hvad han selv udgiver sig for i sine erindringer, stod han ikke for forstandens fremfor følelsernes diplomati. Han var en emotionel mand, hvad talrige episoder under regeringsmøderne og andre af datidens vidnesbyrd fortæller. Socialdemokraten Thorvald Stauning mente endda engang, at Scavenius var utilregnelig.

Hvad mere var: Han evnede ikke at forstå, at den nye geopolitiske situation efter Første Verdenskrig var radikalt forandret. Han var styret af sin fortid: 1864, Første Verdenskrig og Tysklandsspøgelset, og han havde slet ikke opfattet, at efter Tysklands nederlag var en ny orden i den frie verden på vej. Og det var jo ikke, fordi han med Udenrigsministeriets ekspertise var dårligt rustet.

Men diplomaterne, som Kaufmann i Washington og alle andre, kunne skrive, hvad de ville. Han vidste nok, hvor udviklingen gik hen: Nemlig at den tyske dominans i Europa ville vare evigt. En forstokkethed, der var fatal for Danmark, havde alle fulgt ham. Han havde ikke været mere end en dag som udenrigsminister, før han ville have at Danmark – uden at Tyskland havde krævet det – skulle indgå en union med Hitler på det økonomiske område (Told og Mønt) og senere hen kom det politiske (Anti-kominternpagten). Havde det stået til ham, havde Danmark tidligt »fundet sin plads i det stortyske rige«, som han kaldte det. Det havde været hyggeligt for Danmark 4. maj 1945.

Den udlægning, at Scavenius var forstandens mand (han var fordommenes og følelsernes mand), at han var en hædersmand (hans fiflerier vakte gang på gang ministerkollegernes vrede), at han var forhandlingspolitikkens mand mod de andre (alle var i den givne situation forhandlingspolitikere, mens han var den aktive tilpasningspolitiks mand), at han gjorde det, som alle ville have gjort, men ingen turde (det var ikke, fordi de ikke turde, men han truede med sin støtte hos tyskerne) – den udlægning er uvidenskabelig. Endnu mere uhistorisk er den udlægning, at der var tale om en snedig, dansk løsning (»shield and dagger«): at Scavenius gjorde det nødvendige, mens modstandsbevægelsen gjorde det moralske således, at Danmark trods alt kom smart ud af det hele. Men det var jo ikke en bevidst politik fra politikernes side – den symbiose hører godt nok mere under telepatiens end på den videnskabelige historieskrivnings område!

Men hvem var denne Erik Scavenius, hvis trusler havde så stor en virkning?

Læs anden del af kronikken i morgen