E.L. Doctorow fik sin plads i verdenslitteraturen med værker som »Ragtime« (1975, da. 1976), »Verdensudstillingen« (1985, da. 1987) og »Billy Bathgate« (1989, da. 1990) – romaner, som bevæger sig meget frit mellem dokumentarisme og fiktion. I førstnævnte støder man således på både Sigmund Freud, Emma Goldman og Harry Houdini i en fortælling om USA i begyndelsen af 1900-tallet. Det er der måske ikke i sig selv noget specielt ved, men Doctorow tog sig den frihed at lade disse virkelige personer få synsvinklerne på begivenhederne og digtede fra og til den virkelighed, de befandt sig i.
Dengang blev han derfor sat i forbindelse med den posthistoriske og postmodernistiske roman. At han stadig er en stærk og interessant forfatter beviser hans seneste roman, »Homer og Langley« fra 2009, som vi nu får på dansk i Claus Bechs sikre oversættelse. Som tidligere er det igen konkrete, virkelige personer, der er omdrejningspunkt for Doctorow. Brødrene Homer og Langley Collyer var berygtede excentrikere i første halvdel af den 20. århundredes New York. De levede en trodsig eremittilværelse i et stort mansion i den (dengang) pænere del af Harlem, hvor de manisk samlede alt muligt – legetøj, mekanik, musikmaskiner og aviser i tonsvis.
På et tidspunkt nægtede de at betale for gas, vand og huslån, hvorfor de nær var blevet sat på gaden. Men da politiet ville smide dem ud, skrev Langley efter sigende en check på 6.700 dollars (svarende til ½ mill. kr. i dag) på stedet. Det rygte øgede forsøgene på indbrud, så brødrene isolerede og forskansede sig endnu mere. Byggede fælder og dyngede affald op foran døre og vinduer. Da myndighederne ryddede ejendommen efter deres død i 1947, slæbte man ikke mindre end 130 ton skrammel ud af deres hule. Det meste fuldstændig værdiløst.
Brødrene Collyer har i flere omgange været genstand for romaner og teaterstykker – de er jo gjort af det stof, myter skabes af. Men Doctorow forsøger at komme bag om myten, ind til menneskene. Han fortæller deres historie fra Homers synsvinkel – blind fra han var barn, en gudbenådet pianist med Liszt-hår og en udviklet sensitivitet, der lader ham så godt som se, hvad der sker omkring ham. Han er dybt afhængig af og tæt forbundet til Langley, som aldrig kommer sig over sit traume fra Første Verdenskrigs skyttegrave, og derfor bliver mere og mere mærkelig.
Central står hans »erstatningsteori«, som er en form for historiefilosofi. Langleys tanke er, at alt altid er det samme i menneskets virkelighed. Den ene sportsstjerne tager den andens plads, den ene krig den andens. Hans maniske aviskøb er således motiveret af, at han vil lave den ultimative avis – den der har gennemskuet erstatningsudviklingen og derfor fortæller alle tiders historier på én gang og til evig tid.
Imens udvikler verden sig uden for brødrenes afsondrede virkelighed – krige passerer, byen forandres. Og de tærer på deres arv fra forældrene, hutler sig igennem tilværelsen, de mister tjenestefolkene og er til slut kun sig selv. Doctorow forholder sig frit til forlægget. F.eks. lader han brødrene blive meget ældre, end de virkelig blev. Men at sammenholde med virkelighedens historie, vil være en forkert præmis at læse bogen på. Doctorow skriver ikke om virkeligheden, men lader Homers virkelighedsforståelse komme til orde i et blændende portræt, der vælger sympatiens og ikke fordømmelsens eller udstillingens sti.
