En kroketkølle mod fornuften

Serier: »Den epiplektiske cykel«. »Blodets Konkubine«. Edward Gorey er ikke sådan lige til at få forstand af, og Palle Schmidt giver en gammel genre et nyt spin.

»Embley og Yewbert stod og slog hinanden med kroketkøller« – sådan begynder Edward Goreys mystiske fortælling. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Måske hører en børnebog af Edward Gorey ikke rigtig hjemme i en anmeldelse af nye tegneserier, på den anden side: hvorfor ikke? Den excentriske newyorker, der døde som 75-årig i år 2000, er nemlig både blevet kaldt en skrivende illustrator og en tegnende forfatter, og de besynderlige gevækster i hans forfatterskab har appel til både voksne og børn. Forlaget Aben Maler, der herhjemme har specialiseret sig i en række anderledes tegneserieudgivelser, har udgivet »Den epiplektiske cykel«, der er en af Goreys omkring 100 bøger.

Hvis man har svært ved at tolke bogens titel, er ens vanskeligheder kun lige begyndt. Goreys bog kan nemlig bedst beskrives som en anti-fortælling, der med nøje præcision fratager læseren enhver chance for at uddrage en dybere eller bare en overfladisk mening af teksten. Hver enkelt ansats til dramatik synes at kvæle sig selv, som for eksempel »De kom forbi en hel del roemarker, men da det var den forkerte årstid, så de ingen roer.« eller »Idet de kørte gennem en langvarig vandpyt, steg en alligator op foran dem; Embley sparkede den midt på snuden, og den udåndede.«

Tættest på en genrebetegnelse af Gorey er måske de gammeldags vrøvlevers, børn stadig elsker at eksperimentere sprogligt med. Det føles dog, som om der er en understrøm af andet end ren sprogleg, noget nihilisme og sortfløjet humor, der nægter at lade sig kategorisere. Goreys billeder er tegnet med en slags victoriansk skravering, der understreger det gotiske og surrealistiske.

En helt helt anden slags tegneserie er Palle Schmidts »Blodets Konkubine«. Schmidt har før tegnet det social-humoristiske album »De lange næsers nat«, der følger en gruppe danske unge på druktur. Her er han i gået i krimimode, hvor man følger en gruppe gangstere og politifolk, der leder efter et mytisk og mystisk ekstra stærkt narkotikum, som allerede middelalderhistorikeren Paracelsus skulle have fablet om, hvis man ellers skal stole på Schmidts historie.

Tegnerkollegaen Peter Snejbjerg kalder albummet en dansk »Sin City«, og det er ikke helt ved siden af. Ligesom Frank Miller, lader Schmidt sin historie udspille sig i en navnløs by med generøst brug af udpenslet vold. Palle Schmidt er blevet rigtig god til at tegne og layoute sider, men historien føles både lidt for gammelkendt i sine neo-noir-klicheer og lidt for hårdkogt til, at man rigtig kerer sig om de involverede i massakrerne. En hitman, der er klædt ud som cirkusklovn? Been there, done that!

Der er dog også nogle originale detaljer. Det er meget fedt, at overskurken er modelleret efter rocksangeren Iggy Pop, selvom virkelighedens Pop vistnok er en fredens mand. I en scene i tegneserien overlever heltene en bombeeksplosion ved at gemme sig i et pengeskab, og et andet sted kommenterer en politimand valget af musik til skurkenes fest. »Gypsy Kings? Godt det ikke er min fest!« snerrer han, inden han åbner ild. Sjovt, men desværre er det også lige dér, at hele det møjsommeligt opbyggede plot drukner i »blam-blam-brakka-brakka«. Næste gang, og sådan én må der mægtig gerne komme, bør Palle Schmidt måske overveje at tage en forfatter med på råd, når plottrådene skal have kød og blod – og ikke kun blod. Så kan det meget vel være, at resultatet bliver en dansk version af det updatede krimiunivers, man for eksempel finder i en moderne serie som »Criminal« af Sean Phillips og Ed Brubaker.