Den svenske krimiforfatter Liza Marklund udgiver i dag en samling af sine gamle klummer, »Nye stemmer synger samme sange«. mens debattøren Jette Hansen til denne Kvindernes Internationale Kampdag nummer 102 har skrevet debatbogen »Patteprinsen og de skinhellige drager«.
Sidstnævnte tager udgangspunkt i aktuelle avisdebatter, især den der udspandt sig i 2011 mellem Berlingske-kommentatoren Anne Sophia Hermansen og bloggerpseudonymet »Bitterfissen Bethany«, hvis tekster netop er udkommet som bog, der endnu en gang beviser, at blogs udgivet som bog er en trist og udpint genre. Den friskhed, bloggen havde, bliver til latrinære udgydelser i bogform. Fra underholdende til ondskabsfuld. Men Hansen ser Bethany som et troldspejl, der viser os, at kvindehadet findes, at højreorienterede antifeminister bekæmper feminismen, og at den kvindelige kønsrolle er reduceret til at være den, der skal please manden iført sexet undertøj, mens han ser fodbold.
I Hansens øjne afslører Bethany, at de blå feminister er antifeminister - og dermed Hansens modstandere. Men må man egentlig ikke gerne være det uden at skulle svines til? Hansen afslører det eksisterende kvindehad, mener hun. Men er det, der irriterer hende, ikke bare, at andre ikke er enige med hende? Respekt er vel også respekt for de anderledes tænkende. Også selv om de er kvinder.
Mandens ret til en kvinde
Jette Hansen skælder bogen igennem ud på patriarkatet. En af mandevældets grundideer er, at mænd har ret til en kvinde. Det ser hun blandt andet, når forfatteren Henrik List kræver ret til at gå til prostituerede, eller når en selvudnævnt tabermand, førtidspensionisten Johannes C. Olsen, i debatindlæg kræver overførselsindkomsterne ændret, så det bliver attraktivt for kvinder at blive hos en mand. Tanken om mandens ret til en kvinde er så indgroet i os, at absurditeten ikke anfægtes.
Her er Hansen i et kort glimt interessant og relevant, for hvem har dog ret til noget andet menneske? Og ville vi acceptere det modsatte synspunkt, altså at kvinder har ret til en mand? Næh, ham må de gøre sig fortjent til.
Desværre forsvinder de rimelige og til tider tankevækkende pointer i »Patteprinsen og de skinhellige drager« i en stædig insisteren på, at ALT skyldes det onde patriarkat, hvilket næsten bliver komisk grænsende til vanvittigt, når Jette Hansen analyserer sig frem til, at grunden til, at hendes seneste bogs sprog ikke blev nævnt i anmeldelser, skyldtes, at patriarkatet ikke bryder sig om grove kvinder. Mon ikke det snarere var, fordi anmelderne fandt det ret trættende, ganske banalt og nogenlunde lige så provokerende som et barn, der hvisker »tissemand« og fniser.
Den rysten på hovedet, det lette overbærende smil og tanken »er det mon så galt?«, som man lukker Jette Hansens bog med, kan man ikke gøre brug af i Liza Marklunds klummesamling. For der er jo noget galt, når det samme gentager sig igen og igen. Det viser Marklund ved at tage udgangspunkt i det eneste, der virkeligt betyder noget: Det enkelte menneske. Hun giver de svage stemme. Hun gør dem virkelige.
Offer eller stærk kvinde
For eksempel en dreng, der er blevet analt voldtaget af sin far, men hvor domstolene ikke anerkendte hans skader. Kvinder, der blev tævet af deres mænd. Og en kvinde, der er blevet slået ihjel af sin ægtemand, der fik rabat på straffen, fordi han havde det dårligt over, at hun havde fundet en anden.
Bogens stærkeste klumme handler om, hvordan man gør unge østeuropæiske kvinder til ludere ved systematisk at nedbryde dem. Måtte enhver, der argumenterer for prositution ved at tale om kvinders ret til egen krop, læse dette kapitel!
Marklund viser os virkeligheden og lader os selv tegne stregerne mellem prikkerne. Jo, kvinder opfattes som mindre værd i mange sammenhænge. Bare tag eksemplet »drab«. Det er strafferetligt billigere at slå sin kone end sin nabo ihjel. Det er da absurd. Har man lidt mere lov til at slå et menneske ihjel, fordi hun ikke længere vil gå i seng med én? Tænk lige tanken til ende.
Men den allermest afgørende forskel på de to kvindesagsbøger er de to forfatteres tilgang til emnet.
Hansen gør sig selv til offer for patriarkatets magt. Marklund føler sig personligt stærk, og det giver både håb - kan hun leve ligestillet med mænd, kan andre også - og det giver hende et overskud til at hjælpe dem, der har brug for det. Helt efter Pippi Langstrømpes motto: »Den, der er vældig stærk, må også være vældig flink.«
Det gælder både mænd og kvinder. Selv de bitre af slagsen.
