Badedrama i fin børnebog

Lea Letén er datter af Mats Letén, som bl.a. er »far« til de populære Kaj-bøger.

Lea Leténs streg er mere sød, pigeagtig simpelthen, men har samme milde og lette fladekarakter som Mats Letén.

Børnebogen »Når mormor bader mig, indtil jeg får en prop« er tredje og sidste bog i Mette Egelund Olsen og Lea Leténs serien om pigen Rose. Bøgerne er til de allermindste og handler om Rose i genkendelige hverdagsscenarier. Her skal hun i bad, og det er mormor med hjertemunden, der tager sig af det. Fortællingen skrider roligt, gentagende og genkendeligt frem, både på tekst- og billedsiden, og vi hører om alle de ting, der hører sig med, når man skal bades af mormor. Indtil man meget mod sin vilje skal op! Og får en prop, både bogstaveligt og illustreret med kampen om bundproppen! Mimikken skifter hos både mormor og Rosa, og den yngste læser vil uden tvivl genkende dramaet. Der dog ender lystigt med glad dans, og en lige vel pædagogisk sød vinken farvel til hidsigproppen.