Jeanette Ottesen: »Jeg sukkede efter et almindeligt liv«

Det begyndte med hendes svømmedragt, der gik itu under OL sidste år. Et symbol på de store personlige omvæltninger, inklusiv en flugt og to skilsmisser, der fulgte i kølvandet. På torsdag er Jeanette Ottesen klar til EM i Herning.

Jeanette Ottesen fotograferet i sit hjem på Østerbro. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det sker ikke, den slags sker bare ikke.

Om lidt skal Jeanette Ottesen ind og bevise, at hun er verdens bedste svømmer i 100 meter crawl. Hun vil have guld. Og begynder at trække sin sorte svømmedragt af mærket Tyr på.

Den er stram, meget, det skal den være.

Ti minutter til start. Ti minutter til finalen, hvor hun skal stå klar ved De Olympiske Lege i London 2012.

Hun har aldrig været i bedre form.

Og så sker det, der aldrig er sket før. Som ikke kan ske.

Den ultratynde svømmedragt revner nedad ryggen og om på maven. Hun har fået sin træner til at hjælpe med at hive dragten det sidste stykke op, fordi hun selv har haft besvær med det.

»Jeg er totalt lammet, som om jeg ikke længere er en del af virkeligheden,« husker Jeanette Ottesen.

Halvnøgen står hun overfor en masse andre ude i omklædningsrummet, atmosfæren er højspændt i minutterne før start.

»Det var så... på alle måder så nedværdigende. Men der lå jo meget mere i det.«

Selv den mindste forstyrrelse kan på det tidspunkt bringe svømmeren ud af balance. Væk fra fokus og ud af den særlige mentale tilstand forud for en OL-præstation.

Derfor er det ikke kun et spørgsmål om at få en anden svømmedragt på i en fart.

På torsdag er Jeanette Ottesen med, når EM i svømning indledes i Herning. Denne gang er der ikke det samme forventningspres, som ved De Olympiske Lege sidste år. Hvor alle som det mest selvfølgelige regnede med, at danskeren ville svømme guldet hjem.

Hun tror på medaljer i Herning, men ved ikke af hvilken karat.

Det blev blot til en sjetteplads i London.

Jeanette Ottesen var tre tiendedele af et sekund langsommere end den olympiske bronze-vinder.

»Min krop rystede, da jeg stod på startskamlen, efter det med min badedragt. Jeg gik helt amok og svømmede som skudt ud af en kanon. Jeg var den første eller anden, der vendte efter 50 meter, men så stejlede jeg. Luften gik ud af mig, jeg fik en ordentlig mavepuster, for jeg havde brugt min energi alt for hurtigt.«

Det skulle vise sig, at den iturevne svømmedragt i London blev et slags symbol, næsten kliché-agtigt på et opbrud. På alt det, der efterfølgende kom til at ske. Ikke bare i Jeanette Ottesens svømme-karriere, men også personligt og i hendes privatliv.

London blev et vendepunkt, en retning mod svære beslutninger, nye erkendelser og en afklarethed, hun ikke har oplevet på samme måde før.

Noget skulle åbenbart gå i stykker, for at hun kunne samle det påny. Det er sådan, hun har tænkt senere hen.

I første omgang valgte hun at flygte. Mest fra sig selv.

»Når jeg var med i »Vild med dans«, fik sminke på og skulle smile hele tiden, var jeg en anden. Det samme med nogle andre tv-programmer, jeg deltog i. I stedet burde jeg nok være stoppet op og have konfronteret mig selv lidt hurtigere med flere ting.«

Det blev til tre, måske fire måneders »flugt« efter London, hvor hun ikke havde lyst til at forholde sig til noget i hele verden.

Jeanette Ottesen sidder i sin 4. sals-lejlighed på Østerbro. Her er sirligt og ordentligt med masser af friske blomster. Ting har tydeligvis deres faste pladser. Det giver ro og overblik.

Udstrålingen er feminin, kun nakke- og skuldermuskler er mere tydelige under den blå t-shirt, end hos de fleste andre kvinder.

Det hele begyndte med en meget konkret besked om, at hendes forældre skulle skilles. Hun havde ikke haft nogen anelse om, at der var problemer og beskriver det som ret chokerende.

Det solide og stabile fundament i hele hendes liv, de to mennesker, som havde båret hende frem, hjulpet hende med svømningen, altid bakket op, støttet og været der for hende. Sammen. Som en enhed. Det er sådan, hun formulerer det.

»Mine forældre er meget forskellige, men når de er sammen, har de altid været - ja, en enhed.«

Jeanette Ottesen var også skuffet. Ikke over sine forældres valg, hun var ked af beslutningen om skilsmissen, men valget var forældrenes.

»De havde vidst det et godt stykke tid, men ikke villet fortælle mig det. Min mand havde også vidst det, han sagde heller ikke noget.«

Udelukkende for at skåne hende, så hun kunne koncentrere sig mest muligt op til OL, det ved hun godt. Men mener i dag, at det var et misforstået hensyn.

»Jeg følte lidt...at de betragtede mig som et barn. Men jeg kender mig selv, jeg ville sagtens kunne have »dealet« med det. Forstået, at det var sådan, det var, De Olympiske Lege eller ej.«

Men det var ikke kun forældrene, der blev skilt.

Siden Jeanette Ottesen var 12 år, har hun kendt Bobby Gray fra Svømmeklubben i Lyngby. Været kæreste med ham fra hun var 16, gift med ham i tre år. Og skilt fra ham i mindre end to måneder.

Hun havde altid sagt til alle omkring sig:

»Hvis det ikke havde været for Bobby, ville jeg ikke kunne præstere det, jeg gør. Han er det bedste i mit liv, mit første kys, vi hører sammen og skal altid være sammen.«

Jeanette Ottesen tager en tår af det store glas vand, hun har stående foran sig på bordet.

»Jeg havde egentlig planlagt et nyt liv efter OL sammen med min mand. Jeg glædede mig som en sindssyg til det helt almindelige liv, vi skulle have, for vi var begge trætte af, at alt var så centreret om min svømning og altid havde været det. Vi talte om at få børn, og jeg var fast besluttet på at droppe svømningen.«

Sådan blev det ikke. For en masse tanker og overvejelser fyldte i Jeanette Ottesens hoved sidste vinter og ind i foråret.

»Jeg var ikke klar, jeg kunne pludselig ikke se mig selv slå mig ned med børn og leve det helt almindelige liv, jeg havde gået og sukket så meget efter. Jeg kunne mærke, at jeg ikke var færdig med at vinde medaljer til Danmark.«

Det var en stor erkendelse at nå frem til, siger hun. En erkendelse, som havde fyldt mere, end hun havde været klar over.

»Elitesport er hårdt for mange parforhold med masser af afsavn. Venner og middage, et mere socialt og spontant liv med tid til hinanden.«

Beslutningen kom bag på Jeanette Ottesen selv, men mindst lige så meget på hendes mand. Det hele var jo planlagt.

»Jeg var nået frem til, at jeg elsker min svømning højt, at jeg elsker det liv, der er forbundet med det. Med alle de afsavn, der også er. Så jeg begyndte at træne lige så stille igen i februar.«

I morges ringede Jeanette Ottesens vækkeur klokken 5.52. Hun ligger og »snoozer« i ti minutter, det gør hun hver morgen, før hun står op. Sætter som det første kaffe over og tænder for TV2 News.

Så er der kommet lidt gang i dagen, som hun siger. Der dufter af morgenkaffe, og der er lyd i den store lejlighed, som hun nu bor i alene.

En halv time efter sidder hun nede i sin bil med varme i sædet, P3 i radioen og 15 minutters køretur i mørke fra Østerbro til Bellahøj Svømmestadion.

Hun elsker den tur, der på en blid måde får hende i gang.

To gange daglig svømmetræner hun, mens styrketræningen er tre til fire gange om ugen. Søndag er fridag.

»Når jeg ligger i vandet, tænker jeg ofte på mine konkurrenter, jeg bliver hele tiden nødt til at presse mig selv ekstra, for at være bedre end dem. Det er ikke bare lidt over grænsen, jeg træner. Det er langt over.«

Indimellem kan Jeanette Ottesen have det så dårligt efter sin træning, at hun har lyst til kaste op. Hun kan ikke holde ud at være i sin krop, det brænder hele vejen ned gennem halsen og ud i lungerne.

»Det er smerter, så jeg får lyst til at holde op med at trække vejret. Det kan sortne for mine øjne, og jeg kan have svært ved at fokusere.«

Hun kan godt blive bange, men er vant til, at det sker, forklarer hun.

En enkelt gang troede Jeanette Ottesen, at det for alvor var ved at gå galt. I en træningslejr i Miami, hvor hun midt i en øvelse i et styrketræningslokale pludselig begyndte at miste sit syn, og på et tidspunkt intet kunne se.

Hun drak vand, lagde sig ned på gulvet, drak endnu mere vand. Mens det kun blev værre. Træningen havde ellers ikke været nær så hård som andre gange.

»Jeg begyndte at gå i panik, kaldte på en god veninde, og kunne stadig ikke se noget. Pludselig var det væk igen, jeg havde det godt og ved ikke, hvad det var.«

Efter træningen i Bellahøj Svømmestadion, der slutter ved 10-tiden, kører hun hjem. Det kan være svært at komme op ad trapperne, derfor holder hun som regel et par pauser undervejs, måske to-tre minutter, før hun kan fortsætte. Benene ryster, og hun er stort set ikke i stand til at løfte sine arme.

Så er hun oppe på 4. sal. Endelig.

»Jeg træner, spiser og sover. Næste dag træner og spiser og sover jeg også.«

Det er det liv, Jeanette Ottesen har levet de sidste to måneder op til i EM næste uge. Et liv, hun kender så godt.

»Forleden var jeg lige en tur i biografen med en veninde, men ellers lever jeg, hvad mange udefra vil betragte som en ensomt og asketisk liv. Kedeligt.

Det er det ikke for mig. Jeg elsker denne her fase, hvor jeg mere eller mindre isolerer mig.«

Der skal være ro, siger hun. Ro uden de store følelsesmæssige udsving, slet ingen faktisk.

Nede i gaden er der fuldt af liv. Masser af caféer, restauranter, butikker. Og mennesker, der skal fra et sted til et andet. Som skal have gæster, købe ind, til fitness eller mødes med venner til café-kaffe.

Hun savner det ikke et sekund.

»Det er jo en form for....«

Jeanette Ottesen tænker lidt, før hun vælger »addiction«. Det engelske ord for afhængighed.

»Jeg er så afklaret, som jeg nogensinde har været.«

Det har en psykolog, som hun har gået hos siden foråret, hjulpet hende med.

»Det har været utrolig godt for mig at opleve, at jeg selv kan, og at det går fint.

Jeg flyttede hjemmefra og direkte sammen med Bobby, som også altid har været der for mig. Jeg har aldrig prøvet at klare mig alene. Det vil jeg nu, og det kan jeg sagtens.«

Der blev længere og længere mellem Jeanette Ottesen og hendes mand, ikke bare i kilometer, for de rejser begge meget hver for sig, men også følelsesmæssigt. Til sidst kunne de bare ikke nå hinanden mere.

»Bobby har sit liv, der er også sket meget for ham, jeg har mit. Og det er sådan, det skal være.«

Hun har hørt om det tomrum, mange elitesportsfolk oplever, når de ikke længere kan være på topniveau og skal finde en ny slags tilværelse.

»Nogle får en identitetskrise, fordi hele deres identitet er forbundet med elitesport og et liv, hvor de har valgt så meget fra. Men jeg er ikke nervøs.«

Jeanette Ottesen har et mål, også når hun ikke længere kan være blandt verdens bedste svømmere. Hun vil søge ind på politiskolen, senere kunne hun godt tænke sig en karriere hos kriminalpolitiet.

»Nu må vi se, men det er virkelig noget, jeg gerne vil.«

Hun vil ikke sidde ved et skrivebord, hun vil ud på gaden med blå blink og det hele.

»Jeg behøver ikke være »svømmeren Jeanette«

eller være kendt, det har jeg ikke noget behov for. Jeg kunne godt tænke mig bare at være Jeanette, der arbejder hos kriminalpolitiet.«