Morten Sabroe: Jeg skal ikke tækkes kvinderne

Morten Sabroe har netop udgivet en erotisk satire om undertrykte mænd og dominerende kvinder. Men hvordan føles det, når et Gasolin-medlem buher af ham, og han ikke kan nå at komme på toilettet?

Morten Sabroe på stambaren Kind of Blue i Ravnsborggade på Nørrebro. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

Er det her »50 Shades of Grey« for mænd?

»Det er en satire over »50 Shades of Grey«. Af uransagelige årsager er der i den satire så også kommet en masse erotik og sex – på min måde – fordi den skal spille op til forlægget, som jeg i øvrigt ikke har læst. Men jeg har fulgt med i debatten og kan forstå, at vi skønlitterære forfattere er fuldstændig fortabt, hvis ikke vi skriver enten krimier eller erotiske bøger. Så jeg valgte at skrive en satire over den moderne mands problemer og alt det, der foregår mellem kønnene i øjeblikket. Den er skide skæg. Jeg skriver om sex, som jeg selv...«

Fantaserer om det?

»Nej. Som jeg selv oplever det. Jeg gør ikke noget for at tækkes eller smigre kvinderne. I do it my way.«

Din seneste bog kom for under et halvt år siden. Skriver du meget hurtigt?

»Jo. I maj læste jeg en artikel i New York Times om nogle nye erotiske piller til kvinder. Og nogle forskningsforsøg der viste – og som nogle af os godt vidste i forvejen – at kvinder er mere polygame, end vi troede. De har meget lyst til sex, men bare ikke med de mænd, de er gift med, fordi det keder dem. Det så jeg som en gave til den bog, jeg var i gang med. I dag er der også en tendens til, at kvinder er blevet meget mere udfarende og godt kan gå hen og pege på en mand i baren og sige »dig vil jeg kneppe med.«

Hvilket karaktertræk sætter du pris på hos dig selv?

»Ærlighed. Jeg er desværre et af de mennesker, der siger næsten alt, og det giver indimellem nogle frygtelige komplikationer for andre. Man skal undgå at såre folk, men jeg kan godt lide, når man taler frit fra leveren. Men jeg forsøger altid at tage hensyn til dem, jeg holder af. I min omgangskreds har jeg et ry som en, der viser det hele frem, men det er ikke rigtigt. Der er altid noget, man holder skjult.«

Hvilket karaktertræk er du knap så glad for?

»For nogle år siden vågnede jeg i en primitiv hytte i Thailand ved siden af min kone og sagde et eller andet skide fordomsfuldt om en eller anden. Hun svarede »du skulle kraftedeme have tatoveret »fordomsfri, tolerant og frisindet« på din røvballe,« for de tre ting har jeg ifølge hende et problem med. Jeg er nok ret firkantet og har ofte en værdidom, som det kan tage mig lang tid at komme væk fra. Men jeg kan ofte ændre holdning, når jeg har tænkt mig grundigt om. Jeg kan skrive nogle frygtelige ting om folk, når dæmonerne raser i mig om natten, men jeg har efterhånden lært at vente med at sende de skriverier til avisen, indtil jeg har læst dem igennem om morgenen. De (meget hårde, red.) indlæg jeg har skrevet om blandt andre Lars Bukdahl, Leonora Christina Skov og Henrik Dahl behøvede jeg nu ikke at vente med at læse igennem. Dem står jeg ved.«

Har du en helt fra fiktionens verden?

»Ja. Huckleberry Finn. Da han stikker af med den bortløbne slave Jim, kommer han i nogle situationer ude på tømmerflåden, hvor han ikke kan finde ud af, hvad der er moralsk rigtigt. Hele den debat han har med sig selv er enormt alment menneskelig, og jeg kender den selv. Flere af Knut Hamsuns karakterer er også mine helte, fordi de er så ubøjelige og individualistiske.«

Har du helte i den virkelige verden

»Min kone er en stor helt, fordi hun har lært at tackle det spektakel, hun er gift med. Hun står model til meget.«

Hvad har været de længste minutter i dit liv?

»Nok engang hvor jeg har haft virkelig dårlig mave og ikke har kunnet komme på toilettet. Så er minutterne virkelig lange. Engang i Thailand skulle jeg på toilettet og måtte løbe hele vejen op ad en bakke til vores bungalow. Og det var lige ved at jeg nåede helt derop... men jeg nåede det ikke, og så gik det galt midt på vejen. Det var nogle frygteligt lange minutter.«

Hvad er din største succes?

»At jeg i en høj alder er blevet i stand til at tilgive andre mennesker.«

Og den største fiasko?

»Engang var jeg inviteret til at holde et oplæg inden premieren på Bob Dylan-filmen »I’m not there« (fra 2007 hvor Cate Blanchett spiller Bob Dylan, red.) i Empire Bio, som var fuld af alle mulige rockmusikere, som var kommet for at se deres store helt – altså Dylan. Jeg begyndte at tale, men jo mere jeg talte, desto mere forvirrende blev det, og jeg kunne ikke få nogle pointer igennem. På et tidspunkt råbte Franz Beckerlee fra Gasolin »vi gider ikke høre mere på dit lort, vi vil kraftedeme se den film,« og folk begyndte at buhe. Det var virkelig en fiasko.«

Har du et motto?

»I morgen arbejder vi videre! Ligegyldigt hvor mange bank man får i ringen i dag, så er man tilbage igen i morgen.«