»Vild med dans«-værtinden: Jeg var så meget andet end hiphopper, hippie og hvad jeg ellers har været

Sarah Grünewald har prøvet alt - fra det hårde misbrugsmiljø med fester den ene uge og begravelse den næste. Til modelliv i Paris og en psykopatisk kæreste, der i fem år bragte hende ud i ekstremerne. På fredag er der finale i »Vild med dans«.

Sarah Grünwald, vært i Vild med dans, har det meste af sit liv bevæget sig ude i ekstremerne. Fra det hårde misbrugsmiljø i København til en modelkarriere i Paris. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun fik tonsvis af hademails dagen efter og har ikke lyst til at gengive, hvad der stod. Men de var personlige, meget, og folk havde skrevet de frygteligste ting.

Værten fra Vild med dans, Sarah Grüne­wald, 29, var kommet til at kalde sangerinden Lis Sørensen for Søs Fenger og bagefter love en kvajebajer.

Med 1,3 millioner seere kan man ikke gemme sig, og det var først der, det for alvor gik op for hende, hvor mange mennesker, der har en holdning til hende som andet og mere, end en dame inde i fjernsynet.

På fredag er det finalen.

Hun har været vant til at balancere det meste af sit liv ude i ekstremerne. Helt tilbage fra folkeskolen.

Nogle gange var det skolen, der smed hende ud, andre gange droppede hun selv ud. Fagligt gik det ellers fint, hun kunne bare aldrig rigtig finde sig til rette.

Det var anderledes ude i miljøerne, som hun kalder dem. Blandt hiphoppere og hippierne og til sidst det, hun beskriver som et fuldstændig »fucked up miljø«. Hvor man den ene uge festede og den næste mødtes til begravelse. Ham, der døde, havde kun lige taget hul på livet.

Mor hentede hende om natten
Der var også andre venner, som ikke klarede den. Det var hårdt, benhårdt.

Og indimellem kom hendes mor kørende i bil fra Falster midt om natten og hentede hende hjem. Strøg hende over håret, nogle gange i flere timer, til kroppen faldt til ro. Med ord, der blev sagt uden anklage og så stille, at de knap nok kunne høres:

»Jeg er så bange for at miste dig, meget bange.«

Hun har haft en fuldtids-psykopat som kæreste i fem år. Som først kylede hende halvt ned ad trapperne og bagefter bød hende op til Ray Charles, stearinlys og blød kinddans inde i stuen. Kun de to. Hun troede på ham, når han sagde:

»Alt bliver godt igen. Det er dig, jeg elsker.«

Hun har prøvet modellivet i Paris. Og løjet om champagne-fester og den fede internationale jetset-tilværelse med skuespillere, filmfolk, designere.

Mest fordi hun ikke kunne overskue at skuffe sine nære og meget tætte venner hjemme i Danmark, der var stolte af deres model-veninde og troede, at hun var den nye Kate Moss.

Venner placerede hende på en piedestal
De placerede hende oppe på en høj piedestal. Alt for høj, for deres forestilling var langt fra virkeligheden, og der var ingen forbindelse.

Det var nu mest sig selv, hun tog røven på, og ikke så meget vennerne. Det har hun tænkt på bagefter.

De kunne ikke vide, hvor alene hun følte sig, og hvor meget tomatsuppe, man som 17-årig model kan sidde og spise for sig selv i en et-værelses. Mens man venter på model-veninden Jenny, der var lige så smuk som Jenny i filmen »Forrest Gump« med Tom Hanks, og som heller ikke kom hjem til deres dele-lejlighed dén aften. Eller den næste.

Senere lykkedes det at få en ret flot modelkarriere, hvor hun fik rejst i det meste af verden.

Velkommen til Sarah Grünewald.

Til en kvinde, som har en nysgerrighed og en drift i sig, der er så stærk, at den har trukket hende ind og ud af nogle heftige miljøer og forhold, siden hun var 13 år. Som har prøvet flere identiteter, end så mange andre.

Fra en light-version af Stieg Larssons hovedkarakter, Lisbeth Salander, men uden den traumatiske barndom, for hendes egen var fyldt med kærlighed. Til lækker skuespiller i tv-programmet »Tomgang« sammen med Mick Øgendahl og Rune Klan, vist på TV 2 Zulu i sommer, og hvor det meste foregår i en nedslidt kiosk på Østerbro.

En af de første dage på tv-optagelsen klippede Sarah Grünewald en ble med blonder til Rune Klan.

»Det er jo først, når man sidder der på knæ og beder manden om lige at flytte nosserne til siden, så man kan komme til, at man tænker:

»Hvad fanden er det, jeg laver? Og hvorfor kan du ikke få en anden til at gøre det?«

Sarah Grünewald griner.

Brug for at gå imod strømmen
For lidt siden er hun kommet ind på det, der må være Københavns mindste kaffebar. Der er ikke meget »Million-Dollar-Baby« over hende. Sneakers, grå jeans, forvasket sweatshirt. Håret samlet i en hestehale af de lynhurtige, »plain«, nul make up.

Hun kunne ligne en af de studerende, der sidder i kaffebaren med deres MacBook en torsdag formiddag.

»Jeg har aldrig være i tvivl om, hvem jeg er, uanset hvor jeg har været i mit liv, og hvordan jeg ellers har set ud. Jeg har en god grundfornemmelse, en god kontakt med mig selv og ved også, at jeg er en, der har brug for at gå imod strømmen.«

Ligeglad med penge og prestige
Hun tænker et øjeblik.

»Det er vigtigt for mig ikke at definere mig selv ud fra en bestemt type eller et bestemt miljø. Ikke at se mig selv udelukkende som kendt tv-vært lige i øjeblikket, og så er det sådan, man skal være og de mennesker, man skal omgås. Jeg har en masse forskellige facetter. Selvfølgelig.«

Inden hun tager en slurk af sin appelsinsaft, siger hun:

»Hvis jeg en dag opdager, at jeg ikke længere kan mærke mig selv i det, jeg laver, så finder jeg på noget andet. Jeg er ligeglad med pengene, og jeg er ligeglad med prestige. Men jeg skal brænde for de ting, jeg laver.«

Sarah Grünewald indskyder, at det måske lyder forkælet.

»Jeg er totalt livsforkælet, det ved jeg godt, men jeg kan kun fungere, hvis jeg gør ting, som gør mig glad. Det samme med de mennesker, der er rundt om mig, mine venner, min familie, mine kolleger. Jeg har altid haft det sådan, at det er fra dem, jeg henter min energi, og som jeg også får lyst til at give rigtig meget igen.«

Hun kan sagtens leve på en sten, det ved hun, at hun kan, og hun kan gøre det igen.

»På den måde er jeg totalt kompromisløs og har en tro på, at jeg altid finder på noget.«

Hun har stadig venner fra dengang, hun kom ude i miljøerne. Ikke nogen, hun ser andet end når hun tilfældigt møder dem.

»Nogle af dem er ... de går i dag rundt på bare fødder og roder i skraldespande.«

Masser af kærlighed
Hun ser ikke ned på dem, skammer sig ikke over de perioder, hvor hun selv har været mere eller mindre dysfunktionel, for hun udviklede sig meget i de år og lærte en masse om mennesker. Om hvor skrøbelige, vi er. Og hvor stærke, vi også er.

Der var højt til loftet, og det var, hvad hun havde brug for som teenager.

»Man kan sige alt muligt om de miljøer, men folk passede på hinanden, det gjorde vi virkelig. Der var masser af kærlighed, og der var masser af omsorg. Vi vidste, når Kalle var ked af det. Hvis Kalle havde problemer med sine forældre eller noget andet, så havde Kalle brug for noget ekstra kærlighed.«

Nogle af sine venner tog Sarah Grüne­wald med hjem til forældrene på Falster.

Moderen var stewardesse og fløj for SAS i en årrække, mens hendes far, der er tysk, er forretningsmand.

Slæbte sine venner med hjem til forældrene
»Jeg har virkelig slæbt nogle typer med hjem, det var ikke engang alle, jeg kendte så godt. Min far var aldrig rigtig fan af det, men min mor har altid haft et enormt stort menneskeligt overskud. Hun havde kun ét krav, og det var, at vi ikke bare isolerede os på et værelse.

Vi skulle komme ned og spise og mine venner skulle sidde med ved middagsbordet. De skulle bruge kniv og gaffel, og de skulle respektere, at min mor havde brugt tid og penge på at tilberede noget god mad. Jeg syntes, også dengang, at min mor var den sejeste kvinde i verden.«

Men på et tidspunkt kunne Sarah Grüne­wald ikke forstå, at man det ene øjeblik kunne blive ved med at gå til fest og se folk tage det samme stof, som en af vennerne var død af ugen før.

»Jeg kunne ikke længere være i det, så enkelt var det,« forklarer hun og vil ikke komme ind på, hvorvidt hun selv har prøvet det ene eller det andet stof.

»Kernen i alle mine venskaber og i de miljøer, jeg er kommet i, har altid været kærlighed. At vi tager os af hinanden. Men det kunne jeg lige pludselig ikke mærke, og så var mit formål med at være i miljøet ikke til stede længere.«

Mistede sine venner
Sarah Grünewald husker, at det var en hård beslutning at trække sig væk, for miljøerne var det fristed, hun havde fundet, og som betød så meget. Nu havde hun selv valgt det fra. Og dermed også alle sine ­venner.

»Omvendt vidste jeg også, at jeg var så meget andet end hiphopper, hippie og hvad jeg ellers har været.« Hun vender tilbage til skæbnen. Til sin tro på at ting sker, fordi de skal ske. Og at timing ikke altid er noget, man selv beslutter.

»Jeg forelskede mig i en mand, ret voldsomt må man sige. Jeg var 17 år, og han var den direkte årsag til, at det lykkedes mig at komme ud af mit hårde miljø. Det var lige på det tidspunkt, jeg skulle væk.«

Manden var ham, Sarah Grünewald kalder for fuldtids-psykopat.

»Jeg var sammen med ham i fem lorte-år. Men stadig – hvis jeg ikke havde mødt ham, havde jeg måske ikke været stærk nok til at komme væk fra miljøet.«

Han havde mange andre kvinder
Manden var også årsag til, at hun tog til Paris. For hun skulle ud af noget – igen. Sit utålelige forhold.

»De første par år rejste jeg frem og tilbage mellem København og Paris, for jeg havde svært ved at slippe ham. Han havde købt et rækkehus, som vi skulle bo i sammen, men når jeg kom hjem … der var mange andre kvinder i det rækkehus, end mig. Men det er en anden historie.«

Sarah Grünewald boede nogle år i udlandet, for der var, som hun siger, en lang periode, hvor Danmark ikke var stedet, hun skulle være.

Derfor har hun heller aldrig har fået sig en formel uddannelse.

Mere vild med dans - måske
»Jeg har ikke haft en retning, jeg har ikke anet, hvad jeg skulle, og det har jeg i perioder haft det helt elendigt over. Jeg tror, man har brug for at bane en vej for sig selv – til universitetet eller noget andet, sådan har det bare aldrig været for mig, og det er jeg vel først ved at falde til ro med nu.«

Der bliver nok en omgang »Vild med dans« mere. Om hun igen bliver den ene af værterne, ved hun ikke. Men hun vil gerne.

Hun skal også i gang med en anden tv-produktion, hvor hun skal være med til at udvikle et program. Det passer hende fint, for hun har ikke behov for at blive fastlåst i rollen som ung, kvindelig tv-vært. Det kunne også være en ny produktion som skuespiller.

Og ellers?

Sarah Grünewald bliver stille. Trækker tiden lidt ud, men ser ud som om, hun godt ved, hvad hun vil sige lige om lidt. Smiler med hele ansigtet.

»Jeg er så sindssygt glad, helt vildt glad. Jeg har en kæreste, som ... vi har så meget respekt for hinanden. Der er så meget stemning, når vi laver noget sammen. Vi er begge meget til stemninger, til at skabe dem. Det kan være at cykle hjem fra biffen i regnvejr eller riste noget rugbrød og tænde en masse fyrfadslys. Total romantisk, ikk?«

Den største respekt, man kan få
Sammen med sin kæreste, Rasmus Backhaus, har Sarah Grünewald forleden været ude at kigge på »noget med et stråtag«, som hun formulerer det. Men hvad det bliver til, ved hun ikke.

For hun har mødt manden i sit liv, det har hun fortalt til alle dem, der gider høre på det, siger hun.

»Jeg har en del ar indeni mig fra det liv, jeg har levet som helt ung, og de forsvinder ikke. Han ved, hvad det betyder, og det er – ja, det er nok den største respekt, man kan få fra et andet menneske.«