Forældreløse Renna gik uden korset og mente, at kvinderne skulle kæmpe for ligestilling

Renna Hauch var en del af det indspiste borgerskab i København i 1800-tallet. En ny bog tegner et portræt af den frie sjæl.

»Dristig som en mand«. Lone Krogsholm, 256 sider. Storyhouse. Kr. 249,95.

Renna Hauch var en af det dannede Københavns markante kvinder i 1800-tallet. Selv om hun er helt ukendt i dag, er det er ikke svært at fatte, hvorfor Lone Krogsholm, der er både litteraturhistoriker og journalist, er faldet for hende. En fribåren sjæl, som med sin nærmest lidenskabelige sandhedskærlighed og søgen efter idealer ville vække opsigt også i vore dage. Og som i sin tid 1811 – 1896 blev både beundret og fordømt for sit frisind både i børneopdragelse, seksualitet og identitet. Og for sit had til forstillelse, som ikke altid gjorde hende populær. Og som sikkert heller ikke gjorde hende nem at omgås.

Renna Bruun Juul var kun 17, da hun giftede sig med den 21 år ældre naturvidenskabsmand og digter Carsten Hauch. De havde truffet hinanden i Adam Oehlenschlägers selskabelige hjem. Den store digter var Hauchs forbillede og mentor, og Renna var gode venner med både fruen i huset og parrets datter.

Renna blev forældreløs som niårig. Alligevel havde hun en lykkelig opvækst hos sin moster Henriette og onkel, kommandørkaptajn Christian Wulff, i deres usnobbede og åbne hjem, herregården Petersgaard på Sydsjælland. Især Henriette gik op i tidens strømninger, og herregården var samlingssted for digtere og tænkere, så Renna voksede op med livlige debatter og plejeforældre, der styrkede hendes videbegær og læselyst. Her grundlagde hun også sin livslange glæde ved dyr og naturen.

Det var svært for hende, da hun som 15-årig måtte flytte med familien til København. Hun havde svært ved at forlige sig med byens omgangstone, som hun fandt hyklerisk. Måske derfor var hun ikke så længe om at beslutte sig, da Hauch friede til hende. Hun beundrede hans romantiske fremtoning med et langt ar, han havde pådraget sig ved en duel, da han som ung forsvarede sin søsters ære. Siden havde han under en rejse i Sydeuropa fået amputeret det ene ben fra knæet efter koldbrand. Selv om han var doktor i naturvidenskab, opfattede han sig efter lange ophold i Italien mere som digter.

Det var kun økonomisk nød, der drev ham hjem til en stilling på Sorø Akademi. At han havde behov for en kvinde til at føre hus, har nok været medvirkende til, at han friede til Renna. Det fremgår i hvert fald af et brev, han dengang skrev til vennen Peter Hjort i Sorø. Et brev som mange år senere skulle føre til en alvorlig krise i ægteskabet, da Hjort var dum nok til at offentliggøre uredigerede breve fra sin ungdom. Renna kunne i Hjorts bog i 1867 læse, at Hauch ved deres forlovelse i 1828 havde skrevet til vennen:

»Det er en god, dannet høist uskyldig Pige; I mine Aar er det dog meer Overlæg end Lidenskab, der leder Valget, uagtet jeg ei kan nægte, at jer er hende inderlig hengiven.«

Hengivenheden var ikke nok til at mildne Rennas raseri over ydmygelsen, selv om Hauch forsikrede, at han havde været dybt forelsket, men for fej til at indrømme det overfor vennen.

Han havde også god grund til at undskylde. Renna havde fra starten kastet sig ud i rollen som hustru og mor. De efterhånden otte børn blev opdraget med masser af frisk luft og havbade og fri diskussion henover aftenbordet. Hun gik aldrig selv med korset og ville heller ikke tillade døtrene at snøre sig. Hun var desuden sin mands muse og strengeste kritiker og fulgte ham trofast fra Sorø til Kiel, da Sorø blev for stram for dem, og tilbage til Frederiksberg, da Kiel i 1847 blev for farlig for danskere. Her fik de ved Oehlenschlägers mellemkomst stillet en lejlighed på Frederiksberg Slot til rådighed. De blev i 20 år og holdt et gæstfrit hus for det bedre kunstnerisk indstillede borgerskab.

Renna forsøgte sig også selv som forfatter, men erkendte, at hun ikke havde evnerne. Hun virkede bedst som den indsigtsfulde samtalepartner for begavede yngre venner som Georg Brandes. De førte lange samtaler om for eksempel kvindens stilling, og var enige om, at kvinder var groft undertrykt, men at de selv måtte tage initiativ og se at kæmpe sig ind på de højere læreranstalter. Hun var med i Dansk Kvindesamfund fra starten, men forlod foreningen igen, fordi hun fandt den for borgerlig.

Hun har ikke selv efterladt sig noget skriftligt af betydning, så Lone Krogsholm har været i arkiverne og fundet omtaler af hende i børn og børnebørns efterladte papirer, og erindringer fra mange af samtidens berømtheder. Det gør indtrykket af hende fragmenteret og noget livløst. Til gengæld giver bogen et underholdende billede af samtidens bedre indspiste borgerskab, som hjalp hinanden til stillinger, boliger og ægtefæller i en grad, som (forhåbentlig) er ukendt i dag.