Carsten Jensen får ny norsk litteraturpris

Dansk forfatter modtager Bjørnsonprisen på Norsk Litteraturfestival i Lillehammer til maj.

Forfatter Carsten Jensen får tildelt den norske litteraturpris Bjørnsonprisen 2019.

Prisen gives til den danske forfatter for hans mange romaner, essays og artikler, samt hans maleriske rejsefortællinger.

»Det er krævende både at videreudvikle et omfattende og spændende forfatterskab og samtidig stå fast i samfundsdebattens store spørgsmål. Det magter årets vinder af Bjørnsonprisen,« siger leder af Bjørnsonakademiet, Kristenn Einarsson.

Carsten Jensen har været en aktiv forfatter og debattør siden 1980'erne.

I 1997 vandt han De Gyldne Laurbær for rejsebogen »Jeg har set verden begynde«, som sammen med den efterfølgende bog »Jeg har hørt et stjerneskud« fra samme år resulterede i hans folkelige gennembrud.

Med romaner som »Vi, de druknede« fra 2006 og »Den første sten« fra 2015 er han blevet en af de mest læste forfattere i Danmark.

Hans bøger er udgivet i mere end 20 lande.

Han modtager Bjørnsonprisen i forbindelse med åbningsforestillingen ved Norsk Litteraturfestival i Lillehammer 21. maj.

Bjørnsonprisen er opkaldt efter den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson, der i 1903 modtog Nobels litteraturpris.

Han var på det tidspunkt den første nordmand, der havde været indstillet til en nobelpris.

Bjørnstjerne Bjørnson bliver betragtet som en af Norges »Fire Store« sammen med Henrik Ipsen, Jonas Lie og Alexander Kielland.

/ritzau/NTB