En gyser af en afstemning – som ingen rigtig forstår

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har end tand bedre fat i sine egne vælgere end Mette Frederiksen har i sine. Mens 57 pct. af Venstres vælgere vil stemme ja på torsdag, vil 46 pct. af Social­demokraternes gøre det samme. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Endnu en gang styrer Danmark mod en gyser af en EU-afstemning. Utroligt nok.

For det er ikke mere end tre måneder siden, at afstemningen om retsforbeholdet den 3. december lignede en ren walkover for ja-fløjen. Dengang havde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) netop offentliggjort datoen for afstemningen, da en gallup i Berlingske viste, at 58 procent ville stemme ja, 22 procent nej, mens 20 procent ikke havde besluttet sig.

Men her blot fem dage før, at danskerne sætter deres kryds, er der vendt op og ned på det hele. Ifølge en ny gallup-måling står nej-fløjen nu til 38 procent, ja-fløjen til 34 procent, mens 23 procent ikke har besluttet sig.

Hvorfor? Ja, det er det helt store spørgsmål, ikke mindst set i lyset af, at dagens måling også afslører en nærmest fundamental manglende viden i offentligheden i forhold til det mest debatterede spørgsmål i afstemningen – nemlig om Danmark fortsat skal være med i Europol-samarbejdet.

Mens langt størstedelen af befolkningen ønsker, at Danmark skal være en del af Europol, så tror eksempelvis hver anden dansker – 48 procent – at lokomotivet i nejfløjens kampagne, Dansk Folkeparti, ikke ønsker at være en del af det internationale politi­samarbejde.

Ironisk nok er der endnu flere af DFs egne vælgere – 51 procent – som mener, at DF ikke ønsker at være en del af Europol. Men det gør partiet. Blot ønsker Kristian Thulesen Dahl og hans parti, at Danmark indtræder i samarbejdet efter at have forhandlet sig til en såkaldt parallelaftale.

Øjensynligt forveksler vælgere det faktum, at DF anbefaler et nej ved folkeafstemningen, med, at partiet så slet ikke ønsker Europol-samarbejdet.

Til gengæld er DF det parti, der har suverænt bedst tag i sine vælgere i forhold til, hvad partiet anbefaler dem at stemme torsdag. 72 procent af DFerne vil stemme nej og blot 12 procent ja.

Vittige sjæle fra andre partier kan altså joke med, at DFere blot blindt følger partitoppens anbefaling – men uden rigtigt at have forstået, hvad partiet egentlig står for i forhold til Europol.

Men inden latteren bliver for høj, må flere fra ja-fløjen kigge indad. For det første fordi den har retning mod et ydmygende nederlag. For det andet fordi gallup-målingen indikerer, at flere partier på ja-fløjen – i modsætning til DF – har alvorlige problemer med at få egne vælgere til at følge deres anbefaling. Slemt står det ikke mindst til hos Socialdemokraterne, hvor ikke engang hver anden står til at følge partiets anbefaling om at stemme ja.

Den generelt tøvende opbakning til et ja skyldes en cocktail af EU-skepsis, flygtningekrisen, politikerlede, og at mange ikke føler sig særlig godt klædt på til at stemme. Dels fordi afstemningen er juridisk svær at forstå, dels fordi det bare er nemmere at sige nej, dels fordi partierne holder bemærkelsesværdig lav profil i kampagnen.

Mette Frederiksen har heller ikke været særligt synlig i ja-kampagnen, der primært er blevet trukket af justitsminister Søren Pind og Lars Løkke Rasmussen.

Måske fordi Socialdemokraterne ikke vil have nederlaget klæbende til sig, men forsøge at tørre det af på statsministeren, hvis det bliver et nej.

Men Venstre-toppen vil uden megen tvivl anklage S for himmel­råbende passivitet, hvis det går sådan på torsdag. For Lars Løkke Rasmussen er den, der har mest på spil og mest at tabe.

Kristian Thulesen Dahl vil til gengæld kunne fejre det som en ultimativ sejr efter en bidsk kampagne mellem DF og Venstre. Det samme vil Morten Messerschmidt, der har været gennem en hård periode med anklager om skødesløs omgang med EU-tilskud, som han har måtte betale tilbage.

Men slaget er ikke afgjort endnu. Selv om nej-siden fører knebent, må det med den statistiske usikkerhed for målingen siges at være dødt løb. Desuden er næsten hver fjerde vælger fortsat i tvivl om, hvor krydset skal sættes, og tvivlerne hælder med en minimal margen til at stemme ja. Så spændingen består til det sidste. En gyser er i udsigt.