Wall Streets frygt-indikator rammer laveste niveau i ti år

På trods af stigende politiske risici hjemme og i udlandet har Wall Street fortsat is i maven.

ARKIVFOTO. REUTERS/Andrew Kelly Fold sammen
Læs mere

VIX-indekset, som populært er kendt som markedets frygt-måler, faldt mandag til under ti, hvilket er det laveste niveau siden månederne op til finanskrisen.

Det skriver New York Times.

VIX-indekset giver dermed udtryk for, at investorerne ikke venter, at aktiefesten stopper foreløbigt. Indekset steg tirsdag igen til til lidt over ti, hvilket dog fortsat er markant lavere end det historiske gennemsnit på 20 og niveauet på 22 i dagene op til præsidentvalget.

»Vurderingen af risiko er nær sit historiske lavpunkt og prissætningen af aktier er nær sit historiske højdepunkt. Og det sker alt sammen mens, at politisk risiko er meget høj både hjemme og i udlandet,« siger Julian Emanuel, aktieanalytiker hos UBS, til New York Times.

Analytikeren vurderer, at adskillelsen af politisk risiko og investorernes bekymring er drevet af en bundsolid tro i markedet på, at de positive "bløde" økonomiske nøgletal, så som positive forhåbninger fra forretninger, vil blive opfulgt af gode "hårde" nøgletal, som konkret vækst.

Dertil vurderes det, at Donald Trump anses for at være så lempelig overfor erhvervslivet, at ligegyldigt hvad der sker, vil han gøre noget for at sikre økonomisk vækst, skriver New York Times.