Valuta: Jackson Hole spøger oven på Trump-uro

Der bliver trådt vande på valutamarkedet torsdag morgen, hvor investorernes øjne er rettet mod Jackson Hole i Wyoming og dagens indledning på den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, årlige centralbankkonference.

Foto: KAREN BLEIER

Der bliver trådt vande på valutamarkedet torsdag morgen, hvor investorernes øjne er rettet mod Jackson Hole i Wyoming og dagens indledning på den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, årlige centralbankkonference.

Bag sig har investorerne lagt den uro, som det igen lykkedes USA's præsident, Donald Trump, at skabe med trusler om at lukke regeringen ned og opsige den nordamerikanske frihandelsaftale.

Trump advarede sent tirsdag om, at han vil afslutte Nafta-forhandlingerne om frihandel med Mexico og Canada, efter at trevejsforhandlinger ikke havde bygget bro over de dybt forskellige holdninger.

Samtidig truede Trump med at lukke USA's regering ned, hvis han ikke får finansiering til at bygge en mur på grænsen mellem USA og Mexico gennem Kongressen.

Trumps trusler kommer forud for en truende debat i Kongressen om at hæve gældsloftet. Kongressens budgetkontor sagde i juni, at Kongressen ville have brug for at hæve gældsloftet i begyndelsen af oktober for at undgå en misligholdelse af USA's statsgæld.

Oven i den dollarbekymrende politiske uro viste tyske og franske PMI-data fra onsdag, at begge lande registrerer en stærk vækst i august.

»Det opadrettede potentiale for dollar forekommer ret begrænset for tiden,« vurderer valutastrateg Shinichiro Kadota fra Barclays i Tokyo over for Reuters.

Torsdag morgen er det dog centralbanksymposiet i Jackson Hole, der har investorernes bevågenhed. Taler fra Federal Reserves topchef, Janet Yellen, og Den Europæiske Centralbanks topchef, Mario Draghi, vil få fuld opmærksomhed.

Ifølge analytikere kan Janet Yellen forsøge at forberede markederne på muligheden for en renteforhøjelse senere i år.

»Hvis der overhovedet kommer noget, vil jeg antage, at Yellen vil genskabe markedsforventningerne til i det mindste en 50 pct. sandsynlighed (for en renteforhøjelse, red.),« siger valutaanalytiker Tan Teck Leng fra UBS Wealth Management i Singapore til Reuters.

Futuresmarkedet indikerer for tiden en 40 pct. sandsynlighed for en renteforhøjelse i USA i december.

Euro koster torsdag morgen 1,1805 dollar mod 1,1815 dollar onsdag eftermiddag, og dollar koster samtidig 109,20 yen mod 109,10 yen onsdag eftermiddag.

Dermed går der 128,90 yen på en euro torsdag morgen, hvilket også var niveauet onsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS