Torsdagens obl.: ECB hælder mod rentestigning

 

Obligationskurserne endte torsdag højere efter dagens rentemøder. Både Bank of England og Den Europæiske Centralbank fastholdt torsdag renterne. Investorerne flyttede derefter fokus over på udtalelserne fra ECB-chef Trichet, som fortsat hælder mod rentestigninger.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lukkede torsdag 0,28 point lavere i kurs 97,78 med en effektiv rente på 4,33 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-35'erne 0,25 point højere i kurs 89,32 med en effektiv rente på 5,14 pct.

 

Den Europæiske Centralbank fastholdt renten på 4,0 pct., hvilket var på linje med de seneste forventninger. Den Europæiske Centralbankchef Jean-Claude Trichet betonede efterfølgende, at der er inflationsrisiko på mellemlang sigt. Trichet pointerede, at centralbanken er parat til at reagere, hvis det bliver nødvendigt. Sidstnævnte bemærkning har erstattet centralbankens forrige bemærkning om, at pengepolitikken er lempelig på nuværende niveau.

 

- Den Europæiske Centralbank hælder fortsat mod rentestigninger, men centralbanken vil afvente udviklingen på de finansielle markeder. Centralbanken hæver først renten, når uroen har lagt sig, vurderede analytiker Anette Skovgaard fra Nordea Markets til RB-Børsen. Analytikeren bemærkede, at den finansielle uro har givet højere renter i den korte ende af skalaen, hvilket udskyder en rentestigning i ECB-regi.

 

Der kom ingen overraskelser fra Bank of England, som fastholdt den britiske centralbankrente på 5,75 pct.

 

Investorerne er nu begyndt at se frem mod fredagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport for september. Økonomerne venter en jobskabelse på 100.000 i september efter seneste negative overraskelse med en jobreduktion på 4000 i august.

 

Den toneangivende amerikanske T-bond lå ved dansk lukketid 4/32 højere i kurs 101 19/32 med en effektiv rente på 4,54 pct. Ved dansk lukketid kostede en euro 1,413 dollar.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )