Obl./tendens: Ses lavere efter amerikanske fald

 

Det danske obligationsmarked ventes torsdag at åbne lavere, efter at de amerikanske obligationer oplevede en større kursnedgang onsdag aften. Et uventet fald i underskuddet på den amerikanske handelsbalance øgede forventningerne om, at den amerikanske centralbank ikke vil sænke renten foreløbigt. Investorerne vil torsdag skele mod rentemøderne hos Den Europæiske Centralbank (ECB) og i Storbritannien, hvor der begge steder ventes en fastholdelse af renten. Øgede renteforventninger til den britiske centralbank kan understøtte den negative stemning.

 

Den tyske 10-årige bund future lå torsdag morgen 0,04 point lavere i kurs 115,59 og indikerer dermed en svagt negativ åbning på det danske obligationsmarked.

 

Bank of England afslutter torsdag sit rentemøde med en renteannoncering kl. 13.00. Der er bred enighed om, at centralbanken fastholder renten på de nuværende 5 pct. Et stigende antal analytikere venter dog nu, at den britiske centralbank allerede vil kunne hæve renten i næste måned, efter at de seneste tal for serviceindustrien viste den største stigning i ti år.

 

- Vi har haft en serie af overraskende nøgletal fra Storbritannien, udtalte økonom hos JP Morgan, Malcolm Barr, til Bloomberg News. Det er formentlig nok til at få en overvægt af de ni britiske centralbankmedlemmer til at stemme for yderligere pengepolitiske stramninger, vurderede økonomen.

 

Det amerikanske centralbankmedlem Michael Moskow holdt onsdag tale og fastholdt de tidligere overordnede hårde meldinger fra centralbanken.

 

- Inflationen er fortsat den dominerende bekymring for den amerikanske centralbank, og renterne er måske nødt til at komme et stykke højere for at holde inflationen i ave, vurderede Moskow.

 

I et interview gav det amerikanske centralbankmedlem Richard Fischer ellers udtryk for det modsatte, nemlig at det nuværende renteniveau er ganske fordelagtigt, og at de seneste inflationstal har været opmuntrende.

 

Den toneangivende danske 9-årige statsobligation lukkede onsdag 0,23 point lavere i kurs 100,24 med en effektiv rente på 3,96 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-35'erne 0,10 point lavere i kurs 92,33 med en effektiv rente på 4,80 pct.

 

Den ti-årige amerikanske statsobligation lå torsdag morgen højere i kurs 99 174/32 i Asien. Onsdag lukkede den 7/32 lavere i kurs 99 16/32 med en effektiv rente på 4,68 pct. Den 30-årige T-bond faldt 18/32 til 95 21/32 med en effektiv rente på 4,77 pct., mens den to-årige T-bond lukkede 1/32 lavere i 99 28/32.

 

Torsdag vil opmærksomheden rette sig mod ECB, som holder rentemøde, men der er bred enighed om, at centralbanken fastholder renten uændret på de nuværende 3,5 pct. Derudover vil investorerne skue mod Storbritannien, hvor der også er renteannoncering. Renten ventes her at blive fastholdt på 5 pct.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )