Mandagens aktier: APM faldt, mens FLS steg

A.P. Møller - Mærsk og William Demants aktier oplevede kurspres, mens D/S Torm og FLSmidth lå i den gode ende af skalaen. C20-indekset endte mandag 0,1 pct. højere i 477,85. På de tre store europæiske fondsbørser var stemning meget positiv efter pæn fremgang i den sene handel.

APM's B-aktie lukkede 2,4 pct. lavere i kurs 56.500, efter at aktien havde ligget med tab tæt på 4 pct. ved formiddagstid. Investeringsbanken Carnegie sænkede sin anbefaling af APM til "underperform" fra "neutral".

William Demant faldt 2,6 pct. til kurs 479. Jyske Bank nedjusterede sin anbefaling af William Demant Holding til "reducer" fra "akkumuler".

De globale finansaktier oplevede fremgang trods mandagens gigantnedskrivninger på 10 mia. dollar hos den schweiziske storbank UBS. Investorerne hæftede sig ved, at UBS samtidig styrkede sit kapitalberedskab ved aktiesalg til to samarbejdspartnere.

Nordea lukkede 1,5 pct. højere i kurs 86,5, mens Danske Bank lukkede 1,6 pct. højere i kurs 213,3. Finske Sampo ønsker at overtage kontrollen med Nordea, når den svenske stat sælger sin aktiepost. Herefter vil Sampo sælge dele af Nordea fra og sætte sin egen koncernchef, Bjo:rn Wahlroos, på posten som bestyrelsesformand i Nordea. Det skrev den svenske avis Dagens Industri i lørdags ifølge det svenske nyhedsbureau Ticker.

Carlsberg steg 1,8 pct. til kurs 666. Heineken og Carlsberg vil ikke hæve deres bud på Scottish & Newcastle.

- Det er p.t. faldet lidt ro på krigen om BBH, og Carlsbergs øverste direktør udtalte søndag til en engelsk avis, at de ikke vil hæve buddet på Scottish & Newcastle for at få kontrol over BBH. Det får os dog ikke til at tro, at krigen er overstået, men nok snarere, at man venter på en afgørelse fra den svenske domstol, der i løbet af foråret vil tage stilling til, hvem der har ret til BBH, skrev Nordea.

D/S Torm oplevede næststørste fremgang i C20-regi og lukkede 3,2 pct. højere i kurs 199,3. FLSmidth lukkede 3,9 pct. højere i kurs 534. Cementbranchen var i centrum efter opkøbsnyt. Den franske cementproducent Lafarge vil opkøbe Orascom for 8,8 mia. euro.

- Umiddelbart får ejerskiftet ingen betydning for os. Vi ser ingen negative effekter, men det kan sagtens vise sig at være positivt, fordi det giver os anledning til at have mere kontakt med Lafarge, sagde koncernchef hos FLSmidth & Co., Jørgen Huno Rasmussen, til RB-Børsen.

Novo Nordisk endte 1,3 pct. højere i kurs 341,5. Den amerikanske biotekvirksomhed Zymogenetics, som Novo Nordisk ejer 31 pct. af, præsenterede tirsdag gode data fra fase I-studier med kræftmidlet IL-21 i kombination med Retuxan.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )