Cheføkonom: Wall Street har fejltolket Fed i fem år

Wall Street har gentagne gange taget fejl, når det gælder tolkningen af, hvornår den amerikanske centralbank vil hæve renten.

Foto: LUCAS JACKSON.
Læs mere
Fold sammen

Og det kommer de amerikanske børser formodentlig også til at gøre forud for centralbankens kommende møder. Sådan lyder vurderingen fra Torsten Sløk, der er cheføkonom i Deutsche Bank, skriver marketwatch.com.

Siden 2009 har markedet gentagne gange overvurderet den amerikanske centralbank, Federal Reserves, intentioner. Først har markedet ventet en rentehævning for siden at tilpasse forventningerne til virkeligheden, når Federal Reserve har vist sig at lade den være urørt, siger Torsten Sløk.

Senest er markedets forventninger til, at Federal Reserve, Fed, ville foretage den første rentehævning siden 2006 i løbet af efteråret faldet til jorden som efterårsløv efter en sommer med et flertal af økonomer, der ventede, at Fed ville benytte sit september-møde til at hæve renten.

Markedet indpriser imidlertid nu blot en 5 procents sandsynlighed for en renteforhøjelse på centralbankens næstkommende møde i oktober, og en 30 procents sandsynlighed for, at det sker på årets sidste centralbankmøde i december ifølge CME Groups Fed Watch Tool.

Og at forudse Feds politik kan måske blive endnu vanskeligere i fremtiden i takt med, at Federal Reserve forsøger at blive mere transparent. Dermed er der nemlig samtidig større risiko for, at der kommer modstridende udmeldinger fra forskellige centralbankmedlemmer.

Den pointe kom John Taylor, der er økonom ved Standford University, med i sidste uge, da han påpegede over for Federal Reserve-medlemmet William Dudley, at centralbanken skaber forvirring i markedet.