ATP benytter krisen til gode danske aktiekøb

Danmarks største investor, pensionskassen ATP, har alene i den seneste uge købt danske aktier for 300-400 mio. kr. Til gengæld er der solgt ud af de udenlandske aktier, så der stadig er balance i aktieeksponeringen. Argumentet er, at en del af de danske aktier er straffet unødigt hårdt under kreditkrisen, og det gælder ikke mindst de finansielle af slagsen.

- Som følge af kreditkrisen har vi set en række store kursfald både i aktier, som har haft tab, og i andre som ikke har. De danske banker har fået samme kurssmæk som i udlandet. Det er jo lidt opsigtsvækkende, fordi de danske banker ikke er så hårdt spændt for som udlandet, siger aktiechef hos ATP, Claus Wiinblad, i et interview med RB-Børsen og Ritzau.

- Vi har i den sidste uges tid købt danske aktier for 300-400 mio. kr og solgt tilsvarende i udlandet. Nogle danske aktier er faldet for meget, og derfor har vi købt, tilføjer han.

ATP ønsker ikke at oplyse, hvilke selskaber, det har handlet aktier i.

Siden krisen begyndte sidst i juli er det danske C20-indeks faldet 6 pct. I den mellemliggende periode har der dog været store udsving og størst var faldet i den sidste halvdel af november, hvor indekset var nede med 16 pct.

Ses på de finansielle aktier, så er Danske Bank-aktien for eksempel faldet 13 pct. siden den 23. juli og lå lavest sidst i november med et fald på 26 pct.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )