Aktier: Som ventet lidt lavere start i USA

Det gik, som præsten prædikede. Futures på amerikanske aktier pegede ned, og markedet åbnede da også lavere.

Læs mere
Fold sammen

Det brede S&P 500-indeks, teknologindekset Nasdaq og Dow Jones-indekset ligger alle med fald på 0,2 pct. efter ti minutters handel.

Google-aktien stiger 0,1 pct. til 575,68 dollar. Søgegiganten gør klar til at lancere sit eget mobilnetværk i USA, hvilket kan gøre det til en magtfuld konkurrent til de eksisterende teleselskaber, skriver Financial Times.

Citigroup stiger 0,8 pct. til 53,97 dollar. Banken meddelte, at datterselskabet OneMain Financial, der beskæftiger sig med forbrugerkredit, er solgt til Springleaf for 4,25 mia. dollar.

Gap-aktien stiger 0,9 pct. til 41,76 dollar. Tøjkæden har tirsdag fået hævet sin anbefaling til "outperform" fra "market perform" hos FBR Capital Markets. Samtidig er kursmålet blevet hævet til 48 dollar fra 39 dollar ifølge Bloomberg News.

Best Buy stiger 1,3 pct. til 39,15 dollar efter at have leveret regnskab for fjerde kvartal, hvor udbyttet til aktionærerne blev hævet til 23 cent per aktie mod ventede 19 cent per aktie.

Elektronikkæden kom ud af sidste kvartal af 2014 med en omsætning på 14,1 mia. dollar mod en forventet omsætning for fjerde kvartal på 14,3 mia. dollar ifølge Bloomberg News.