Aktier kl. 12.58: C20 tilbage i plus

Læs mere
Fold sammen
Morgenstundens sure stemning er forsvundet, som dug fra solen, og C20-indekset ligger over middag 1,0 pct. højere i 278,04 efter mandagens rally på knap 6 pct. Genmab skiller sig ud fra mængden med en massiv tilbagegang efter datanyt om zalutumumab mod hoved- og halskræft.

Genmab dykker 7,5 pct. til kurs 213,5, efter at biotekselskabet mandag aften leverede en ny evaluering af det løbende studie med zalutumumab mod hoved- og halskræft. Evalueringen viser, at studiet bør fortsætte med at rekruttere patienter op til maksimalt 273 patienter, hvorefter en endelig analyse kan gennemføres. Jyske Bank sænker sit kursmål på Genmab med 10 kr. til 340. Jyske Bank ser nu 50 pct. sandsynlighed for zalutumumab-lancering, hvor banken tidligere havde ventet 70 pct. sandsynlighed.

Danske Bank kalder udviklingen i biotekselskabet Genmabs fase III-forsøg af zalutumumab for skuffende.

- Det betyder, at studiet skal færdiggøres, hvilket ventes at ske ved årets udgang. Dermed fjernes nogle af kurstriggerne i aktien i 2009, herunder den forventede partneraftale for zalutumumab-programmet, skriver Danske Bank.

Det er værd at bemærke, at mandagens vindere A. P. Møller - Mærsk, Carlsberg og Vestas har kæmpet sig i plus. A. P. Møller - Mærsk ligger 3,1 pct. højere i 32.900 efter mandagens kraftige fremgang på 8,5 pct., mens Carlsberg, som mandag lukkede 7,9 pct. højere, stiger 3,5 pct. til kurs 209,5. Vestas stiger 1,1 pct. til kurs 354 efter en stigning på 6,7 pct.

D/S Torm har tirsdag fået gang i hjulene, og tankrederiaktien stiger 11,7 pct. til kurs 71,5. For godt et års tid siden ved årsskiftet til 2008 lå D/S Torm i kurs 166. Topchef Mikael Skov udtaler til dagbladet Børsen, at han er meget utilfreds med kursudviklingen.

- Vi er ikke tilfredse med aktiekursen. Det ved jeg, at man skal sige, men jeg kan roligt sige, at det er vi ikke. Der er ingen tvivl om, at da vores aktie har været en del af transportsektoren, har man ikke differentieret mellem produktank-, råolie- og tørlastmarkedet, siger Skov.

Blandt de helt små sidepapirer er Dantax i søgelyset, efter at selskabet sænker overskudsforventningerne til 2008/09. Dantax venter nu et beskedent, men positivt resultat. Tidligere ventede elektronikselskabet et samlet resultat i niveauet 5 mio. kr. Nedjusteringen skyldes primært lavere omsætningen inden for radio/tv-delen, som er ramt af den finansielle uro. Det er sket i november og december, som traditionalt er gode måneder.

Blandt småbankerne er Salling Bank i centrum, da banken sænker forventningerne til 2008. Salling Bank venter nu et overskud på 1-3 mio. kr. før skat mod tidligere ventet 10-13 mio. kr.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )