Tidligere Just-Eat-boss roser danske iværksættere

Tidligere topchef for Just-Eat-koncernen Klaus Nyengaard har siden hjemkomsten til Danmark investeret i en række unge virksomheder. Talentmassen er af overraskende højt niveau, vurderer han.

Just Eat forhenværende CEO Klaus Nyengaard er tilbage i Danmark og investerer i unge lovende virksomheder. Foto: Mads Nissen Fold sammen
Læs mere

I februar sagde Klaus Nyengaard farvel til online-take away-selskabet Just-Eat, hvor han de seneste fem år har været administrerende direktør. Nu ønsker han at sætte strøm til nye projekter og blive en aktiv del af det danske iværksættermiljø.

Han har netop investeret et ukendt beløb i det lille IT-selskab Sekoia i Aarhus og sætter sig dermed for enden af bordet som bestyrelsesformand.

Det er den tredje virksomhed, som han sætter penge i og involverer sig i siden afskeden med Just-Eat. Sideløbende har han ligeledes være aktiv i skabelsen af en ny virksomhed, og sidste måned blev det offentliggjort, at han kandiderer til posten som bestyrelsesformand i den fremadstormende og børsnoterede netportal Smartguy.

Han er overrasket over, hvor solid den danske iværksætterscene er blevet, siden han forlod landet til fordel for topjobbet i JustEat.

»Det seneste halve år har været meget positivt. Der foregår mange spændende ting i Danmark lige nu, og hvis man havde uanede mængder af tid og penge, er der mange interessante projekter at investere i. Jeg har været lidt væk fra det danske startup-miljø, så det er kommet lidt bag på mig, hvilken dybde og bredde der er kommet blandt de danske iværksættervirksomheder inden for de seneste år,« siger han, men understreger, at Danmark stadig mangler de store internationale iværksættersucceser.

»Der er potentiale. Når jeg kigger på den underskov, der er nu, er jeg overbevist om, at der nok skal komme noget stort fra Danmark. Det vil undre mig meget, hvis vi om fem år ikke har fornøjelsen af flere succesfulde danske virksomheder i den internationale mellemstørrelse,« spår han.

Det gode momentum, som han oplever blandt landets yngste virksomheder, hænger ifølge Klaus Nyengaard sammen med en større andel af talentfulde unge iværksættere kombineret med, at flere erfarende erhvervsfolk involverer sig i nye projekter. Han opfordrer dog til, at flere fra det etablerede erhvervsliv melder sig på banen.

»Det er blevet mere acceptabelt at deltage i den her slags risikofyldte projekter. Der er ved at ske et skred, men jeg mener stadig, at der er for mange erhvervsfolk, som ikke tager chancen og er bange for, hvordan det ser ud på CVet. Der skal flere erfarne kræfter til, hvis vi skal skabe nye succesfulde virksomheder,« siger han.

Kirkeweb og velfærdsteknologi

Klaus Nyengaards fokus nu er primært investeringer i virksomheder, der befinder sig i de tidlige faser. Det kan ændre sig over tid, forklarer han, men lige nu vil han som udgangspunkt ind at bygge noget op fra bunden.

Med sin seneste investering i Sekoia investerer han i en ung virksomhed, der udvikler software til det voksende marked inden for velfærdsteknologi. Det er særligt IT-systemer, der kan skabe overblik og effektivitet til personalet i ældresektoren.

Ud over Sekoia har han involveret sig i IT-virksomheden Kirkeweb, der udvikler IT-systemer til kirker, og som er i gang med at rulle produktet ud på det tyske marked, hvor der er mere end 10.000 kirker som potentielle kunder. Derudover har Klaus Nyengaard lagt penge i et ungt engelsk selskab Wahanda, der er en online-markedsplads for skønhedsprodukter.

»Jeg er færdig med at fylde porteføljen op, og min kalender er nu booket. Jeg har dog indlagt en buffer, hvis der opstår en uventet mulighed, der er for god til at lade passere,« siger han.